‘Wittgenstein om religion og religiøsitet’
Denne antologi har et dobbelt sigte. Det ene er at give en omfattende og brugbar introduktion til Wittgensteins religionsfilosofiske overvejelser ved at samle en række artikler, der tilsammen dækker alle hovedtemaerne i Wittgensteins religionsfilosofi. Derfor er antologiens artikler også arrangeret i fire overordnede dele: Allerførst gives der en generel idehistorisk placering af Wittgensteins religiøse overvejelser. Derefter følger en afdeling af antologien, der i kronologisk orden undersøger Wittgensteins opfattelse af Gud og tro i Tractatus-perioden, hans senfilosofiske opfattelse af religion og teologi samt kontinuitet og brud igennem hele hans tænkning om det religiøse. Næste del behandler mere specifikke temaer i Wittgensteins overvejelser: undersøgelser af fremmede kulturers religiøse ritualer, den kristne lære om prædestination, ideen om et liv efter døden og forholdet mellem etik og religion. Antologien afsluttes med en artikel, der placerer Wittgensteins religionstænkning i en bredere religionsfilosofisk kontekst.
Det er imidlertid også vigtigt at understrege, at antologien ikke udelukkende er ment som en introduktion. Dens andet sigte er at præsentere Wittgensteins religiøse overvejelser som et levende forskningsområde, der har stor relevans for den almene, nutidige debat om religionens placering. Målet er ikke at fremstille en konsensus i fortolkningen af Wittgensteins tænkning, men at præsentere en række forskellige synspunkter, som den kan bruges til at belyse. Alle artiklerne repræsenterer derfor de individuelle bidragsyderes forskning, og selvom der er et stort tematisk slægtskab mellem mange af artiklerne, kan man også finde eksempler på indbyrdes uenighed.
Antologien åbner med Hans Jørgen Schanzs artikel »Religiøsitet uden religion«, der giver en generel placering af Wittgensteins religiøse overvejelser i forhold til hans kulturelle samtid. Schanz understreger, hvordan Wittgenstein ser en klar affinitet mellem etik og religion, idet begge handler om det absolutte, og begge »udspringer af ønsket om at sige noget om livets endegyldige mening« (FE, 84). Wittgensteins position var dermed en del af en tidstypisk strømning i kontinental tænkning, der anså den herskende borgerlige kultur for at være udbrændt og i stedet vendte sig mod en intensiveret kristendom som et alternativt, eksistentielt ståsted.
Henrik Jøker Bjerre prøver i artiklen »Vand at gå på« at få hold på de »mystiske« paragraffer i Tractatus, som traditionelt har voldt fortolkere stort besvær. Han tager udgangspunkt i en biografisk forbindelse mellem tre betydningsfulde værker: Wittgensteins Tractatus logico-philosophicus, Tolstojs Evangelierne (1997) og Kants religionsskrift (1977). Ifølge Bjerre forholder alle tre tænkere sig kritisk til ideen om, at religionen tilbyder os glimt af en overjordisk virkelighed. I stedet finder de i Jesu liv og lære en opfattelse af det guddommelige som noget, der kontinuerligt er til stede i hvert enkelt menneske.
Spørgsmålet om Wittgensteins syn på den etablerede teologi behandles i Jens Glebe-Møllers artikel »Zettel 144«. Glebe-Møller viser, hvordan det er en misforståelse, når teologer tror, at religiøse ords betydning udelukkende afhænger af andre ord. Religiøse ord får derimod deres betydning fra den forskel, de gør i praktiske situationer i menneskers liv. I denne forbindelse kan Kierkegaards tænkning bruges som en nøgle til Wittgensteins overvejelser om religionen og vice versa. For begge tænkere er det religiøse ikke rettet mod forklaringer, men mod den tro, som – med et af Wittgensteins udtryk – ændrer »livets retning« (KV, 65; 1946).
Lars Albinus’ »Wittgenstein og respekten for det religiøse« er en undersøgelse af Wittgensteins personlige forhold til troen. Det centrale i Wittgensteins begreb om Gud er ikke et metafysisk grænsebegreb, men det personlige forhold til Gud, som udtrykkes i bønnen. Wittgenstein anså ikke sig selv for at være religiøs, netop fordi han ikke kunne leve op til dette forhold; fordi han ikke kunne løse det for ham afgørende religiøse spørgsmål om livets mening. Samtidig er det, fordi håbet om en sådan forløsning forbliver hos Wittgenstein, at han ikke kan lade være med at se ethvert problem fra en religiøs synsvinkel.
I den mere tematisk orienterede del af antologien vender Cecilie Eriksen sig mod et nyt tema i »Kulturel mangfoldighed og menneskelig enhed«, der undersøger Wittgensteins opfattelse af magiske og religiøse ritualer. Han fremhæver magiske og religiøse praksisser som symbolske handlinger, som kan hjælpe os med at fastholde et bestemt fokus i vores liv (f.eks. barmhjertighed eller mod), ligesom de kan markere centrale overgange i livet (fra barn til voksen, ugift til gift, osv.). Forståelsen af andre kulturers praksisser viser samtidig, hvordan de hviler på nogle grundlæggende, fællesmenneskelige erfaringer.
I Lars Hertzbergs artikel »Er vi forudbestemt til fortabelse? Wittgenstein om guddommelig nåde« vendes blikket igen mod kristendommen, nærmere bestemt Wittgensteins kamp for at give mening til den kristne lære om prædestination. Wittgenstein understreger på den ene side, hvordan forsøget på at forstå prædestination i en vis forstand er et forsøg på at indtage Guds plads. På den anden side nærmer han sig, gennem anerkendelsen af sin egen mangel på ydmyghed, et nyt forslag om, hvordan prædestination skal forstås, nemlig som en måde at nærme sig meningen i sit liv: at anerkende sin afhængighed af nåde.
Peter K. Westergaard undersøger en bemærkning fra Filosofiske undersøgelser, hvor Wittgenstein hævder, at han kan forstå og forestille sig mange ting i forbindelse med ideen om sjælens udødelighed eller det evige liv. I »Himlen er altid det sværeste« følger han en række tråde igennem hele Wittgensteins forfatterskab. En af disse er den fortsatte påvisning af, hvordan ideen om et liv efter døden som et tidsligt uendeligt liv ikke løser nogen af de problemer, vi møder i dette liv – den flytter dem blot. Wittgenstein vender sig derfor i stedet mod en opfattelse af evigt liv som en tidløshed; en frihed fra verden, som vi også kan stræbe efter i det nærværende liv.
I »Den anden og det andet: Wittgensteins opfattelse af etik og religiøsitet« undersøger Anne-Marie Christensen en spænding i Wittgensteins syn på religion. Idet Wittgenstein stærkt betoner den personlige side af det religiøse, kan det se ud, som om tro og religiøsitet udelukkende er rettet mod at finde en måde at leve på, som passer en selv. Men det er ikke Wittgensteins pointe. Det religiøse ses i stedet som en stræben efter at komme overens med sit liv med de andre. Dette tema anslås specielt i en række sene optegnelser, hvor Wittgenstein fremhæver ligheden mellem det ansvar, vi opdager i mødet med det andet menneske, og i tanken om Gud.
Antologien afsluttes med Steen Brocks »Religiøsitet i livsformen. Wittgensteins filosofi i religionsfilosofisk belysning«. Ifølge Brock er etik, politik, kunst og lignende praksisser måder, hvorpå vi kan søge at forstå verden. I modsætning til dette er religionen, som også f.eks. moderkærlighed og seksualitet, et fundamentalt aspekt ved vores livsform. For Wittgenstein er religionen dermed ikke noget, som afgør, hvordan man lever, men i stedet knyttet til, hvorfor man lever, som man gør. Brock mener dog, at Wittgensteins opfattelse af religion blokerer for et vigtigt religiøst spørgsmål, nemlig hvad Gud vil med mennesket.
1 For en strålende biografi over Wittgensteins liv samt en introduktion til hans grundlæggende filosofiske ideer, se Monks Ludwig Wittgenstein – geniets forpligtelse 1995.
Hans-Jørgen Schanz
Religiøsitet uden religion
Wittgensteins bekendelse
Wittgenstein slutter »En forelæsning om etik« fra 1929/30 med følgende:
Hele