Den meningsfulde oplevelse. Kenneth Hansen

interferens eksplicit er noget, man aktivt skal søge at fastholde for at kommunikere noget, kan man vende sig til atomfysikken, som har beskrevet, hvordan elementarpartikler kan være sammenviklede og påvirke hinanden øjeblikkeligt på lang afstand.

      Med anvendelse af en kvanteinformationsteorimodel for overføring af information kan man nemlig forestille sig, at to bevidsthedsmæssige forestillinger, to individuelle oplevelser, kunne “interferere” og dermed være forbundne på en måde, som vi så bare måtte acceptere. Der findes faktisk forskere, mest prominent den verdensberømte matematiker Roger Penrose og den snart lige så berømte narkoselæge Stuart Hammeroff, som mener, at vores bevidsthed kunne fungere nogenlunde på den måde. De to forskere hævder nemlig, meget kontroversielt, at vi skaber bevidsthed ved hjælp af korrelerede kvanteprocesser i meget små nanorør i hjernens cellevægge. De foreslår så, at kvanteprocesserne finder sted som en slags førbevidsthed. Førbevidstheden er interferensmønsteret. Et bevidst øjeblik opstår så, når vi bryder, eller kollapser som det hedder, interferensmønstret med vores intention. Det sker med en vis frekvens og en række af disse bevidsthedspunkter udgør vores oplevelse af tid og sammenhæng. Hypotesen går under navnet “Penrose-Hammeroff Orchestrated Objective Reduction” (Hameroff & Penrose 1996). Ud over at henvise til hypotesens bagmænd peger udtrykket “orkestreret” på, at der skal en forholdsvis stor mængde nanorør med kvantetilstande til, og at det er deres fælles kvantetilstand – interferensmønstret – som skal kollapses, for at danne ét bevidsthedspunkt. Men hvis kvanteprocesser på denne måde er en del af den måde, som vi skaber vores bevidsthed på, ville det betyde, at vi havde løst fænomenologiens grundlagsproblem. Nemlig spørgsmålet om, hvordan vi overhovedet kan forstå hinanden, når vi er isolerede fra hinandens subjektive sansninger.

      Hvis man kunne bevise – og det er nemlig ikke bevist – at Penrose og Hammeroff har ret – at bevidsthed opstår i kvanteprocesser i hjernen, så måtte vi opgive forestillingen om, at vi er lukkede for hinandens oplevelser. Hvis to partikler kan være sammenviklede, så kan alle partikler jo være det. Principielt ville alt derfor – som en konsekvens af kvantemekanikkens mærkelige verden – så kunne være en del af samme interferensmønster. Også universet. Ja, universet kunne så faktisk være bevidst i en eller anden forstand. Det er netop, hvad Stuart Hammeroff derfor bliver nødt til at hævde. Ifølge Hammeroff er universets fødsel, “The Big Bang”, derfor ikke andet end et bevidsthedspunkt¹. Den slags påstande ville betyde, at vi med vores videnskab i dag principielt set ville kunne overhale evolutionens lange seje træk, bygge en kvantecomputer, installere den i en robot, tune den og så have en bevidst maskine. Ja, hvis vi var så magtfulde, ville det sådan set også betyde, at vi kunne bygge et helt nyt univers og flytte ind i det. En forestilling som faktisk deles af opfinderen af kvantecomputeren, David Deutsch. Deutsch ser ud til at mene, at en kvantecomputer kan opløse forskellen mellem information og fysisk verden og bygge virtual reality, som rent faktisk er virkelig (Deutsch 2003). En sådan påstand rejser så mange spørgsmål af grundlæggende filosofisk og videnskabelig art, at man er nødt til, i udgangspunktet, at afvise forestillingen som et udtryk for en nyere form for reduktionistisk og panpsykologisk holisme, der nok har mere til fælles med religion end videnskab.

      Men de matematiske beskrivelser kan nu alligevel uddybe den “formlogiske” model for en oplevelse lidt. For at illustrere det kan man starte med krydsningen: Kan den svingning, som ifølge Spencer-Brown gav anledning til den rumlige forestilling om tunnellen, beskrives matematisk? Ja, det kan den godt: En svingning kan matematisk afbildes som en cirkel. Når man følger bevægelsen af en partikel med konstant fart rundt i cirklen, så vil koordinaten på y-aksen gå op og ned. Den vil svinge eller oscillere ligesom en bølge. I Spencer-Browns kalkyle er der som nævnt også tale om en oscillation, men det er ikke helt klart, hvad forholdet mellem cirklen og krydsningen er. Hvis der fx havde været tale om en sinuskurve, ville det blot have været det punkt i midten, hvor de to halvcirkler – bølgetop og bølgedal – mødes. Et punkt har matematisk set ingen udstrækning, så der er ikke noget, der bliver til overs i beskrivelsen. Sådan er det ikke med den “formlogiske” krydsning, som ser ud til at have en eller anden form for udstrækning. Det var jo tunnellen. Den væsentligste faktor er her tiden. I Spencer-Browns bølgetog er det klart, at tiden går på hver sin side af krydsningen. Men hvad så med krydsningen? Foregår den øjeblikkeligt? Eller på tværs af den almindelige tid? En sådan anden slags tid, som har en udbredelse ligesom de tre geometriske dimensioner og går vinkelret på den almindelige tid kalder fysikeren Stephen Hawking for imaginær tid (fx Hawking 2002, s. 60).

      Forestillingen om imaginær tid bruges af Hawking til at beskrive universet som en afsluttet sfære. Det starter med at udvide sig fra Sydpolen, når sit maksimum ved ækvator og trækker sig sammen ved Nordpolen. Det betyder ifølge Hawking, at den imaginære tid kan aflæses som sfærens breddegrader, og at universets to “poler”, start og slut, er helt normale punkter, som ikke kræver mere eller mindre mystiske forklaringer (fx Guds intention). Universet er i sådan en model, i hvert fald principielt, til at overskue og beskrive endegyldigt. Krydsningen i formlogikken, den imaginære tunnel, kan nu opfattes som noget, der foregår i imaginær tid. Den kan derfor illustreres som et kugleformet “oplevelsesrum” (jf. også Hansen 2003). Hvis man nu prøver at klemme den reelle tid tilstrækkeligt sammen (gående mod uendeligt), bliver der (næsten) kun imaginær tid tilbage. Det vil så svare til at blive i tunnellen – på begge sider på en gang. I svingningen. Eller i oplevelsen om man vil.

      På denne måde får man en ret håndfast og tydelig kugleformet model af et i bund og grund processuelt fænomen, nemlig oplevelsen. Den har så ikke en start eller en slutning, man kan tale om, men man kunne godt tale om historier med start og slut og kernebegivenheder eller om randbetingelser eller værdier. Det kunne altså være relevante begreber i oplevelseorienterede procesmodeller hvilket man fx kan se tegn på i nyere narrativ terapi og teori (jf. specielt White 2008).

      Interferens som metafor

      Interferens er altså mest af alt en metafor. At hævde andet fører for vidt. Metaforen kan fx bruges til at belyse processuelle dele af et oplevelsesdesign, fx i eksemplet “Tunnellen under Atlanten”. Man kan så, metaforisk, tale om, at de to bevidstheder i hver deres ende af tunnellen søger at rette deres oplevelsesrum ind, så de to bevidsthedsprocesser kan interferere og subjekterne bag “mødes” i en fælles oplevelse. Problemet med metaforen er dog, at den erstatter andre mulige designmæssige mål. Anvendelsen kan derfor medføre en slags underforstået designmæssig meningsløs normativitet, hvor man går efter “at skabe interferens”. Sådan en ambition finder man fx hos den danske performance-gruppe “Hotel Pro Forma” som i en række produktioner har fulgt den “interferensens æstetik” eller dramaturgi som er foreslået af Lars Qvortrup (jf. Qvortrup 1998). Det er naturligvis tillokkende at arbejde dramaturgisk på denne måde, men man bør dog nok anvende metaforen interferens med en del mere forsigtighed. Det er måske ikke så alvorligt, når det drejer sig om kunst, hvor man lidt frækt måske kan hævde, at det er nødvendigt med en vis grad af indbygget uforståelighed. Men forsøget på at skabe konstruktiv interferens kan i mere funktionelt orienterede designsammenhænge få ret alvorlige følger. Det kommer jeg tilbage til senere.