Den meningsfulde oplevelse. Kenneth Hansen. Читать онлайн. Newlib. NEWLIB.NET

Автор: Kenneth Hansen
Издательство: Ingram
Серия:
Жанр произведения: Зарубежная деловая литература
Год издания: 0
isbn: 9788771245431
Скачать книгу
kan tilrettelægges af oplevelsesentreprenører og procesledere.

      Meningen er at give nogle konstruktive og meningsfulde anvisninger – nogle gode råd – til dem, der vil arbejde med udvikling og design af digitalt understøttede meningsfulde oplevelser.

      1

      Oplevelsens form

      Hvordan kan man beskrive en oplevelses form? Kan man overhovedet det? Ja, det kan man, og det er det, jeg vil vise i det følgende. Jeg bruger her en “logik”, der handler om form. En “formlogik”. Udviklet af den britiske matematiker George Spencer-Brown som et alternativ til den formelle udsagnslogik. I bogen “Laws of form” fra 1969 beskriver Spencer-Brown, hvordan en form skabes ved at sætte en forskel: “Draw a distinktion!” lyder instruktionen. Forskellen “kløver rummet”, som det formuleres, i det, som er indenfor og det, som er udenfor. Billedet på det er en cirkel. Man sætter altså en forskel i verden (distinktion). Forskellen kaldes en form. Denne forskel har nu en binær kode. Fx forskellen forbudt/tilladt. Man kan nu stille sig på en af siderne og markere den (indikation). Det kan stilles op på denne måde:

Image

      Formen er grundlæggende paradoksal. Det skyldes, at de to sider ikke deltager lige meget i skabelsen af formen. Brugen af formen kan kun ske fra én af de to sider, for ellers ville det have været unødvendigt at skelne mellem siderne i første omgang. Distinktionen er altså foretaget med intentionen om at markere den ene side og ikke den anden. For at foretage en skelnen først må man altså først have skelnet mellem skelnen og markering. For at skelne må man først have skelnet. Også første gang. Det betyder, at det at skelne er selvreferentielt defineret, formen er et paradoks. Der er altså ikke noget formallogisk startsted, der er altid tale om reentry (jf. senere), og derfor starter Spencer-Browns “formlogik” heller ikke med et grundlæggende udsagn, et aksiom, som i klassisk udsagnslogik, men med en instruktion. (“Draw a distinction”). Dette svarer så til at starte paradokset. Der er tilsvarende heller ikke noget formallogisk slutsted. Derfor sluttes paradokset med en afmontering af paradokset, en deparadoksering. Den eneste måde at deparadoksere formen er at foretage en ny skelnen på 2. ordens niveau, fx ved at erkende, at der eksisterer en forudgående skelnen. Man kommer først helt ud den selvhenvisende bevægelse ved at anvende en sådan ny skelnen. Dette forhold gælder også for hele Spencer-Browns kalkyle. Denne slutter derfor med ordene: “This book is not endless, so we have to break it off somewhere. We now do so here with the words – and so on” (s.68). Dette svarer til at stoppe paradokset med et motiv uden for kalkylen. Motivet er at stoppe. Spencer-Browns “formlogik” er altså spændt ud imellem to intentioner eller motiver, der ligger udenfor kalkylen.

      Denne grundlæggende “formlogik” kan opfattes som en form for parallel til strukturel semantik. Semantik er studiet af betydning (sem = betydning). Formens inderside kan på den måde forstås som den valgte betydning af forskellen, den information man vælger at markere, og formens yderside kan forstås som en mængde af mulige betydninger, der kunne have været valgt. Betydning skabes på denne måde som en forskel mellem det aktualiserede og det mulige. Man kan derfor beskrive betydningsdannelse som en fortsat sammenknytning af distinktioner eller forskelle. Men det er også muligt blot at blive stående. Hvad betyder det? Som nævnt starter operationen ved, at man først sætter en forskel i verden. Fx forskellen forbudt/tilladt. Dernæst markerer man den ene af siderne. Man kan kun markere en af siderne ad gangen. Men der er en anden mulighed. Man kan nemlig godt bytte plads over tid. Noget kan fx være forbudt nu, men tilladt tidligere, fx at ryge i biografer. At skifte side kaldes i Laws of Form at krydse (“crossing”). Man kan krydse frem og tilbage over tid: Måske udvikler geniale videnskabsmænd en dag en røgfri og ufarlig cigaret, og der er så ikke længere nogen grund til, at man ikke skulle sidde og nyde en smøg under filmen. Det kan så vare, indtil andre måske opdager, at den ufarlige cigaret alligevel også er problematisk. En sådan konstant krydsning frem og tilbage over en forskel kaldes en oscillation. Den kan tegnes som et bølgetog – en slags digitaliseret sinuskurve, hvor den flade streg er markeringen og den lodrette er krydsningen (Spencer-Brown 1969, s. 62-68). For at illustrere den konstante svingning mellem den markerede og den umarkerede side af forskellen tegner Spencer-Brown en tunnel:

Image

      Tunnellen er altså en illustration af det “rum”, der opstår, når der kontinuerligt krydses frem og tilbage over forskellen. Krydsningen er en genindføring af forskellen. En operation som kaldes for “reentry”. Det er en paradoksal operation, fordi også den første krydsning er en genindføring. Svingningen kan dog sættes i gang og stoppes. Et eller andet sted er der en intention. Nogen eller noget skal fortsat gøre noget for at skabe formen. Vi kan derfor, indtil videre i hvert fald, opfatte en oplevelse som en form, der er udspændt tidsligt mellem den markerede og den umarkerede tilstand af en forskel. Det er en rumlig form, som ofte anvendes i design af nye medier, ikke mindst til at skabe illusionen om et rum, man kan kommunikere igennem. Det bedst kendte nyere eksempel er naturligvis cyberspace.

      På nettet bliver denne betydningsproduktion ofte fremhævet af fx “hyperlinks”, der signalerer, at her skal der ske noget med teksten. Strukturelt kan man sige, at hyperlinkene forbinder blokke af information, og samtidig udpeger de steder, hvor sammenhængen kan brydes. Derved får læseren valget mellem at fortsætte i en given tankerække eller alternativt sætte den i bero, mens han eller hun forfølger et nyt perspektiv. Hyperlinkene har på den måde en grundlæggende selvrefleksiv karakter: Fordi “hullet” fremhæves som en betydningsproducerende mulighed, henviser linket til betydningsproduktionen selv (jf. Iser 1978). Det tydeliggør det refleksive aspekt og fremhæver den måde, teksten skabes på. Forestillingen om et egentligt rum, “cyberspace”, kommer først til, når operationen gentages. Den fortløbende klikken på links skaber en konstant vekslen mellem givet og mulig information, som fører til en forestilling om en potentiel uendelig genindføring af forskellen som et spejl, der spejler et spejl. Udtrykket “rum” er derfor en metafor. Der er jo som bekendt ikke noget ydre fysisk cyberspace, vi kan gå ind i, kun vores oplevelse. Selv ikke når det handler om 3D cyberspacesystemer som fx Second Life. Metaforen frembringer dog også en praktisk funktionalitet. Den refererer nemlig til en abstraktion – “Tunnellen”, som jo netop ikke er et rum – som om det faktisk kan fungere som et konkret rum (jf. Barbatsis et al. 1999). Et tydeligt eksempel på den slags design er den franske kunstner Maurice Benayouns verdenstunnel-projekt (jf. Qvortrup 1998, 1999 og Lamm 2001):

      I projektet “Tunnellen under Atlanten”, som er vist på billederne herover, fører gentagne interaktive gravebevægelser ned gennem lag af mediedata på en skærm kombineret med tilbagekobling af video i to fysisk adskilte rum, et i Toronto og et i Paris, til en fornemmelse af at være en del af den samme transatlantiske tunnel. Brugerne skaber to uendelige tunneller på samme måde, som man kan skabe et uendeligt rum mellem to spejle, der spejler hinanden, og drejer dem mod hinanden. Det er så, ifølge kommunikationsforskeren Lars Qvortrup, “interferensen” mellem de to forestillede tunnelrum, der kan frembringe en fælles forestillingsverden og dermed, måske, en fælles tværkulturel forståelse (Qvortrup 1999). Den imaginære forbindelse mellem de to sider af en forskel kan jo tegnes som en tunnel, og det er måske også derfor, at Maurice Benayoun arbejder med at konstruere en imaginær tunnel under Atlanten og mellem de to overordnede optikker, den franske og den canadiske.

Image

       Designeksempel 2: Tunnellen under Atlanten

      Forestillingen om, at et kommunikativt fænomen på en eller anden måde, kan beskrives som svingninger, der interfererer, finder man ikke blot hos Lars Qvortrup, men også såvel i akustik som musikvidenskab og atomfysik (og sikkert også andre steder, hvor man beskriver fænomener i bølgeform). I akustikken og andre dele af den klassiske fysik er interferens som regel noget, man forsøger at undgå. Det er en forstyrrelse, hvis indflydelse man søger at formindske. I musikkens tilfælde handler det omvendt om noget, man gerne vil opnå, nemlig klang. En klang er betegnelsen