MAend. Kenneth Reinicke

åbne for forandring, ligesom de ofte møder modstand, hele tiden er i bevægelse og forener praksisser fra underordnede maskuliniteter og kvinder for dermed at blive i stand til at skabe legitimitet og rekonstruere nye hegemoniske magtrelationer.

      Det er vigtigt at have for øje, at forholdet mellem de forskellige former for maskuliniteter – hegemoniske, medvirkende, underordnede og marginaliserede – er særdeles komplekst. Der behøver ikke nødvendigvis være overensstemmelse mellem de enkelte mandlige personer, som er bærere af kulturel og økonomisk magt, og så de overordnede strukturelle magtrelationer i samfundet. Når atletikfænomenet Usain Bolt f.eks. dyrkes af hele verden for sine præstationer, og Barack Obama pt. er verdens mest magtfulde person, medfører det ikke nødvendigvis, at sorte mænd på et generelt plan opnår mere magt eller anerkendelse i samfundet.

      Kritikken af hegemonitanken

      Connells begrebsapparat har gennem de sidste 15-20 år været genstand for omfattende akademisk diskussion, og der findes flere hundrede artikler, hvori der i overskriften indgår begrebet ”hegemonisk maskulinitet”. Den engelske kønsforsker Stephen Whitehead (2002) hævder, at teorien om den hegemoniske maskulinitet opnåede det, som patriarkatteorierne ikke formåede, nemlig at skabe en nuanceret forståelse af de processer og praksisser, som er med til at forme mænds liv samtidig med, at den var loyal overfor en kønsideologisk forestilling om mandlig dominans. Men det har fra flere sider været fremhævet, at Connell ikke er tilstrækkelig konstruktivistisk i sin kønsteori, og at der også kan være problemer med at identificere den hegemoniske maskulinitet. Ligeledes er der i mange sammenhænge rejst spørgsmål om begrebets historiske, rumlige og kulturelle specificitet. Hvad indeholder den hegemoniske maskulinitet egentlig, og hvad skal tælle med, når man taler om det hegemoniske? Ligeledes er det blevet fremhævet, at det kan være vanskeligt at definere og præcisere, hvad der regulerer mænds liv, og hvordan mænd i hverdagen forhandler og konstruerer maskulinitet. Er det kulturelle repræsentationer, hverdagspraksisser eller institutionelle strukturer? Handler det om det stof, som helte er gjort af? Er det hårdhed, vold og aggressivitet? Eller er det mere den heteroseksuelle homofobi?

      Mandlige film-, tv-, rock- og sportsstjerner bidrager også til dannelsen af den hegemoniske maskulinitet ved at udleve særdeles eftertragtelsesværdige livsformer. Whitehead (2002) påpeger dog, at det er svært at definere, om det er John Wayne, Leonardo DiCaprio, Mike Tyson eller Pelé, som er den hegemoniske mand? I en dansk sammenhæng kan man spørge, om det er Mads Mikkelsen, Casper Christensen eller Mikkel Kessler, der indtager det dominerende maskulinitetsideal. Et andet interessant eksempel at fokusere på er betydningen af mænds større involvering i deres faderskab. Er dét blevet et hegemonisk maskulinitetstræk? Det vil jeg diskutere senere i bogen.

      Victor Seidler (1997) påpeger, at det gælder om at komme ud over den hegemoniske maskulinitets terminologi, fordi den kun tilbyder en universel og top-down-præget forståelse af de forskellige maskuliniteter med fokus på magt og undertrykkelse. Han foreslår, at man bør åbne op for komplekse forståelser af magt, sårbarhed, autoritet og kærlighed, lighed og anerkendelse, og påpeger ligeledes, at selvom de hegemoniske maskulinitetsformer er kontingente og kontekstafhængige, er det vigtigt at stille skarpt på, hvordan mænd reelt forholder sig til disse forestillinger i deres hverdagsliv.

      Maskuliniteter eksisterer ikke i sociale og kulturelle vakuummer, men er variable og foranderlige mellem samfundstyper og kulturelle kontekster. Begrebet hegemonisk maskulinitet er bredt og åbner op for mange fortolkningsmuligheder. Der har bl.a. været rejst kritik af den hegemoniske maskulinitet pga. tvangsrelationen mellem maskulinitet og magt og pga. uklarheden om, hvordan de ikkehegemoniske mænd reelt profiterer på patriarkatstrukturerne (Holter 2003).

      Hearn (2004) hævder, at konceptet er for åbent, og at det er svært at præcisere, hvorvidt det handler om konkret empiri eller ideer og symboler, og at der er brug for at udvikle et koncept, som mere præcist opfanger forskellen mellem mænd og kvinder og internt mellem mænd. Hearn påpeger endvidere, at begrebet maskulinitet er for abstrakt, og at maskuliniteter som teoretisk begreb er for uklart i sin betydning, når man konkret ønsker at udfordre og konfrontere mænds magt. Han foreslår i stedet, at man helt undlader at tale om maskulinitet og i stedet taler om ”mænds hegemoni”, fordi det mere konkret relaterer sig til mænds praksisser, og Hearn argumenterer for, at det er vigtigt konstant at ”benævne mænd som mænd” og fokusere på den virkelighed, der styrer mænds valg og fravalg. Hearn påpeger ligeledes, at begrebet hegemonisk maskulinitet er for beskrivende, overvejende negativt, forældet og oversimplificerende i sin magtopfattelse.

      Måske er begrebet hegemonisk maskulinitet for bredt til at forklare og opfange den kompleksitet af tilegnelse og modstand, som har betydning for, om mennesker – og hovedsageligt drenge og mænd – enten absorberer og indprenter forestillinger om maskulinitet, eller om de afviser at handle i overensstemmelse med de kulturelle forventninger. Med hensyn til spørgsmål om henholdsvis tilegnelsen af og modstanden mod maskulinitetsforestillinger kan man spørge, om hegemonisk maskulinitet er for bredt til at forklare, hvordan flertallet af drenge og mænd indoptager forestillinger om dominerende maskulinitetsbudskaber, og hvordan nogle drenge og mænd afviger fra disse stærke kulturelle maskulinitetsbudskaber i deres måde at konstruere deres maskulinitet på. Som en konsekvens af den store interesse for og kritik af begrebet hegemonisk maskulinitet har Connell evalueret og delvis reformuleret centrale aspekter af sin kønsteori, bl.a. opfattelsen af, at kvinder altid er underlagt mænds hegemoni (Connell & Messerschmidt 2005). På trods af den berettigede kritik kan det alligevel ikke betvivles, at begrebet hegemonisk maskulinitet har haft og stadig har en kæmpe betydning i forsøget på at demonstrere, at mænd ikke er ens, og at kønsrelationer konstant er i bevægelse.