Mandeforskning handler således i stor udstrækning om overgange fra det implicitte til det eksplicitte. Hearn (2004) hævder, at det at undlade at tale eksplicit om mænd og ikke benævne mænd som mænd er en strukturel måde at undgå at stille spørgsmålstegn ved mænds magt over kvinder, børn, unge mennesker og andre mænd. Det fremhæves ofte, at en milepæl i maskulinitetsforskningens udvikling var artiklen ”Toward a New Sociology of Masculinity” af kønsforskerne Tim Carrigan, Robert Connell og John Lee (1985). Her blev der taget et opgør med det, som kønsrolleteoretikerne havde undladt at konceptualisere i deres teoriapparat, nemlig spørgsmålet om den patriarkalske magt og social forandring. Begrebet hegemonisk maskulinitet, som kan oversættes til den dominerende manderolle, blev ligeledes introduceret. Begrebet har været det vigtigste omdrejningspunkt for diskussionen om mænd og maskulinitet de sidste 25 år og suverænt det mest citerede og diskuterede begreb indenfor mandeforskningen. Så lad os kigge nærmere på det.
Den hegemoniske maskulinitet
Den australske kønsforsker Robert W. Connells sociale teori om køn og i særdeleshed begrebet ”hegemonisk maskulinitet” handler om skabelsen og vedligeholdelsen af dominerende manderoller og kan i et mere folkeligt sprog også fungere som afsæt for forståelsen af, hvad ”rigtige mænd” består af. Den hegemoniske maskulinitet kan siges at være den konstruktion af maskulinitet, som på et givent tidspunkt er den mest dominerende og efterstræbelsesværdige maskulinitetsform i et samfund. Udgangspunktet for Connells forfatterskab var at forstå, hvordan en ulige kønsorden formåede at reproducere sig selv. Det vil sige, hvordan hierarkier af dominans og underordning mellem mænd og mellem mænd og kvinder bliver bredt accepteret. I centrum for diskussionen om den hegemoniske maskulinitet er, hvordan de hegemoniske mænd legitimerer og reproducerer de sociale relationer, som skaber deres dominans overfor kvinder og underordnede maskuliniteter. Det særegne ved Connells teori var således at påpege, at der også foregik kampe indenfor det mandlige køn, og fremhæve, at der er nogle mænd, som både i praksis og i symbolsk forstand har mere magt end andre mænd. Den hegemoniske maskulinitet behøver ikke være i overensstemmelse med den måde, flertallet af mænd opfører sig på, men den er den mest eftertragtede maskulinitetsform og er dermed medvirkende til at forme den måde, mænd internt forholder sig til hinanden på, og de idealer, mænd ubevidst tilstræber at opnå.
Den mest almindelige og udbredte maskulinitetsform er ofte den, der er blevet forhandlet i samspillet med kvinder og således udgør den i hverdagen mest modificerede og accepterede form for maskulinitet. Connells hovedkritik af den funktionalistiske kønsrolleteori, som havde domineret kønsforskningen fra 1950’erne og fremefter (f.eks. Talcott Parsons’ 1902-1979), bestod i, at kønsrolleteoretikerne simpelthen ikke var i stand til at forstå forandring, modstand og historie, fordi de ikke anvendte et mere flydende, åbent og foranderligt begreb. Kønsrolleteoretikernes manglende evne til at forstå magt og modstanden mod magt var i Connells optik tæt forbundet med deres fejlslagne måde at teoretisere relationen mellem struktur og agent på samt deres ”flirten” med den biologiske determinisme. I kønsrolleteorierne var den sociale struktur ofte teoretiseret ud fra konceptet ”forventninger”, og magtrelationerne mellem kønnene blev ofte præsenteret som værende ligeværdige og ligeligt afhængige af hinanden, hvilket ifølge Connell skjulte den magtudøvelse, som mænd udførte overfor kvinder.
Med udviklingen af konceptet om den hegemoniske maskulinitet forsøger Connell derfor at forstå både den komplekse natur af femininiteter og maskuliniteter, magtrelationerne mellem og indenfor kønnene og dermed også den måde, som der indenfor kønnene skabes forandring på. Connell ser ikke køn som noget, der går forud, men derimod som noget, der bliver konstitueret gennem menneskelig handling. Der er således tale om en ”konfiguration af kønspraksisser” snarere end om en bestemt type af maskulinitet (Connell 1995:77).
Hvordan fungerer et mandligt hegemoni? Hvilke mænd og hvilke mænds praksisser i det politiske liv, medieverdenen og samfundslivet er med til at sætte den kønspolitiske dagsorden? Connell påpeger, at der ikke kun er én form for maskulinitet, men derimod en hel struktur af forskellige maskuliniteter. I forlængelse af den hegemoniske maskulinitet ligger de ”medvirkende maskuliniteter”, som oftest bæres af eller er karakteristisk for de mænd, som støtter op omkring de idealer, som den hegemoniske mand tilstræber, dog uden selv at kunne efterleve idealerne på samme måde. Begrebet om de medvirkende maskuliniteter er vigtigt, idet selvom flertallet af mænd ikke kan leve op til de eksemplariske maskuliniteter, så støtter og hædrer de passivt efterstræbelsen af disse. Connell opererer ligeledes med begrebet ”underordnede maskuliniteter”, som ofte relaterer sig til homoseksuelle mænd eller mænd med feminine karakteristika. Et fundamentalt element i den hegemoniske maskulinitet er, at kun kvinder skal kunne fungere som seksualobjekter for mænd og ikke andre mænd. Det sidste begreb i Connells terminologi er ”marginaliserede maskuliniteter”, som f.eks. omhandler arbejdsløse og fattige mænd samt mænd med anden race eller hudfarve (Connell 1995). Den hegemoniske maskulinitets dominans overfor andre maskulinitetsformer kan både komme til udtryk på en tavs og implicit vis, men den kan også være særdeles eksplicit, diskriminerende og voldelig. Det er centralt for forståelsen af Connells sociale teori om køn at pointere, at kønshierarkiet er baseret på hegemoni og ikke på tvang, idet hierarkiet opnås gennem økonomiske ressourcer, institutionelle procedurer og kulturelle selvfølgeliggørelsesprocesser.
Diskussioner om et samfundsmæssigt hegemoni handler i stor udstrækning om, hvordan en dominerende (ofte økonomisk) klasse formår at underlægge sig et samfund og presse sine definitioner, tolkninger og sit udsyn ned over hovedet på størstedelen af befolkningen, herunder at sætte standarder for, hvordan begivenheder bliver forstået og diskuteret, og hvorledes idealer og moralske principper formuleres. Denne etablering og opretholdelse af et hegemoni sker ofte på en snedig vis, som også indebærer en form for samtykke for de dominerede samfundsgrupper. Forestillingen om et samfundsmæssigt hegemoni fokuserer således på, hvad der foregår udover den rene tvang, altså på det, der bliver taget for givet, og som kommer til at fremstå som kulturelle selvfølgeligheder. Hegemoni handler overordnet set om, hvordan magt bliver erhvervet og vedligeholdt, og om hvordan magten folder sig ud og understøttes af staten, lovgivningen, økonomien etc. Det teoretiske begreb om et hegemoni blev oprindeligt udviklet af Antonio Gramsci (1891-1937) til at forklare, hvordan en herskende klasse formåede at legitimere sit herredømme i demokratiske samfund karakteriseret af klasseulighed.
Connell (1995) beskriver, hvordan et hegemoni altid refererer til en historisk situation og nogle omstændigheder, hvori magt er opnået og bibeholdt. Når forudsætningerne for at videreføre den patriarkalske dominans ændrer sig, bliver de hegemoniske maskuliniteter ligeledes nødsaget til at tilpasse sig de nye forhold for at kunne opretholdes på effektiv vis. Hvis man vil vide, hvordan et mandligt herredømme fungerer, skal man bl.a. se på, hvordan køn er fremstillet i massemedier, reklamer etc., ligesom der skal sættes fokus på den kønslige arbejdsdeling, og hvordan forskellige former for arbejde og opgaver bliver kønsligt konnoteret. Ligeledes er det vigtigt at fokusere på, hvordan forskellige former for lovgivning fungerer, herunder hvordan homoseksuelle mænd – udover at være underordnet heteroseksuelle mænd socialt og prestigemæssigt – også f.eks. gennem tiden er blevet lovgivningsmæssigt stigmatiseret og forfulgt. I 2013 blev der f.eks. i Rusland indført en lov, som forbyder homoseksuelle at give udtryk for deres homoseksualitet i offentligheden.
Connells overordnede magtbegreb kommer klarest til udtryk i begrebet ”patriarkalsk dividende”, som bedst kan oversættes til en form for patriarkalsk afkast. Begrebet beskriver, hvordan mænd i mange henseender er privilegerede i samfundet. Et konkret eksempel på, at den patriarkalske dividende favoriserer mænd, er, at mænd i mange sammenhænge stadig tjener markant mere end kvinder (ofte for det samme arbejde), og at mænd også har lettere ved at gøre karriere. Denne fordel, som nogle mænd besidder, bruges naturligvis også til at kontrollere andre mænds liv med. Organisationer og institutioner er ikke kønsneutrale størrelser, men påvirket og udformet