Det er alligevel sjældent, at kønsforskning bliver præsenteret i introducerende tekster og kurser i universitetsverdenen, og der har været en feministisk kritik af det implicitte mandlige subjekt indenfor mange forskellige videnskaber. Der er dog forskel på, i hvilken udstrækning køn og maskulinitet bliver brugt som en analytisk kategori indenfor de forskellige discipliner. På f.eks. det politologiske område ser man en tendens til, at køn ofte kun bliver brugt på en deskriptiv vis til at beskrive forskelle mellem mænd og kvinder i diverse repræsentationer. Det gør det derfor ofte svært at analysere mænd som et socialt køn, og man kan i nogle henseender hævde, at kernen i den mandlige norm er, at den ikke eksisterer i det politiske liv. Dette kan selvfølgelig umiddelbart fremstå som et bemærkelsesværdigt postulat. Men man ser ofte, at det politiske, institutionelle og bureaukratiske ”sprog” ikke opererer med mænd som en gruppe eller socialanalytisk kategori udover neutrale demografiske kategorier. På det sociologiske område ser man oftere en mere dybdegående brug af køn som et analytisk redskab med deraf følgende eksplicit benævnelse af mænd som et socialt køn.
Hvornår er forskning mandeforskning?
Hvilke kriterier skal gøre sig gældende, før der er tale om mandeforskning, og hvilke spørgsmål skal man stille, når man beskæftiger sig med mandeforskning? Man kan starte med det meget oplagte spørgsmål, som lyder: Skal mandeforskning bedrives af mænd? Det behøves det ikke nødvendigvis, selvom nogle røster hævder, at det er lettere for mandlige forskere at forstå mænds forudsætninger både med hensyn til evnen til at forandre sig og mangel på samme.
Mandeforskning handler om at studere mænd i et kønsperspektiv, og man kan meget groft dele feltet op mellem den essentialistiske mandeforskning og den socialkonstruktivistiske mandeforskning. I den essentialistiske forskning fokuserer man på de fælles karakteristika, som præger flertallet af mænds liv. Essentialistiske og biologisk inspirerede kønsforskere vil ofte i forsøget på at forklare, hvorfor mænd og kvinder i en vis udstrækning opfører sig forskelligt og til dels har forskellige tanker og følelser, hævde, at man ikke kan komme uden om evolutionsteorien, hjerneforskningen og forskelle i hormonproduktionen til at forklare forskellene i kønnenes sociale og psykologiske dispositioner. Evolutionsteoretikere betoner ofte den ”naturlige” opmærksomhed, som kvinden historisk set har haft i forbindelse med sine børns overlevelse, hvilket afstedkommer mådehold, monogami og fokus på hjemlige sysler. Manden præsenteres derimod ofte som promiskuøs fra naturens side og som stræbende efter at sprede sin sæd og befrugte så mange kvinder som muligt. Disse påståede forskelle hævdes ofte fra evolutionsteoretisk side i en vis udstrækning at være resistente overfor kulturelle påvirkningsfaktorer.
Hvis man derimod retter fokus mod de socialkonstruktivistiske forskningsbidrag, fremgår det klart, at sådanne studier problematiserer de dominerende synsvinkler på mandighed og analyserer mange af de ambivalenser og modsætninger, som præger nutidens mænd. Flere af disse studier har fokus på mænd i en kontekst af kønsliggjorte magtrelationer og viser nye muligheder og alternative livsmønstre for mænd. Der er dog langtfra enighed om, hvad forskningen i mænd skal fokusere på. Forskningen kan handle om mænds problemadfærd, mænds barrierer for ligestilling, arbejdsliv, faderskab, sundhed, seksualitet etc. Et meget centralt spørgsmål vedrører dilemmaet om, hvorvidt mandeforskningen skal bygge videre på eller forkaste den feministiske teoridannelse. Ligeledes rejser spørgsmålet sig også, om man hovedsageligt skal fokusere på mænds samfundsmæssige privilegier, eller om det er maskulinitetens pris, der skal vægtes. En stor del af maskulinitetsforskningen kredser omkring den indlysende kendsgerning – men alligevel centrale pointe – at alle mænd ikke er ens. De fleste studier om maskulinitet, hvad enten det er antropologiske, sociologiske eller psykologiske studier, tager derfor afstand fra forestillingen om maskulinitet som en naturlig, universel og statisk størrelse. De tager ligeledes afstand fra, at maskulinitet hovedsageligt er et produkt af biologiske faktorer, og går imod en evolutionær form for tænkning, som betoner, at kønnene f.eks. er lagt fast i deres genetiske koder og har svært ved at afvige fra disse. Sådanne tilgange formår nemlig ikke at opfange den mangfoldige og komplekse virkelighed, som præger mange mænds liv. Blandt de nyeste forskningsretninger kan bl.a. nævnes queer-forskningen, som specielt har fokuseret på sammenhængen imellem moderne konstruktioner af køn og seksualitet.
Mandeforskningen har hentet mange af sine problemstillinger og teoretiske diskussioner fra kvindeforskningen, og en vigtig baggrund for mandeforskningen er den teoretiske og empiriske forskning, som kvindeforskningen har opbygget. Et af de centrale spørgsmål indenfor mandeforskningen er (ikke overraskende), hvordan man udvikler en teoretisk forståelse af nutidens mangfoldige maskuliniteter. Det handler både om, hvordan mænd traditionelt set har udformet manderollen, grænsedragningen til det kvindelige og de forandringsprocesser, som fører til mere ligestilling mellem kønnene og til forandrede maskulinitetsformer. De kritiske maskulinitetsstudier, som er blevet kaldt enten ”New Men’s Studies” (NMS) eller ”Critical Studies of Masculinity” (CMS), støtter og komplementerer kvindestudiernes kritiske perspektiver og medtager betydningen af social, politisk og økonomisk magt i deres analyse af mænd og maskuliniteter i alle dets afskygninger og betydninger. De kritiske maskulinitetsstudier kan derfor i stor udstrækning føres tilbage til feminismens interesse for ulighed og diskrimination. Det er dog ikke alle tanker og tekster om maskulinitet, som kan føres tilbage til de kønsteoretiske overvejelser og indsigter, som de feministiske tænkere har skabt. Mandeforskningen udgør nemlig på ingen måde et homogent teoretisk perspektiv, idet mandeforskningen ligesom andre videnskaber er præget af magtkampe og politiske prioriteringer, og der er også mandeforskere, som forholder sig stærkt kritisk overfor de feministiske tanker og ligefrem formulerer deres tanker i direkte opposition til feminismen.
Kan mandeforskningen komme til at fungere på samme måde som kvindeforskningen, når den i stor udstrækning handler om undertrykkernes historie? De historiske og politiske forudsætninger for mandeforskning og kvindeforskning har været meget forskellige. Kvindeforskning har været legitim i videnskabelig forstand, og den har været let at forsvare politisk. Der var et krav fra både almindelige kvinder og kvindelige politikere om at placere kvindeforskningen stærkt, da den opstod i 1970’erne. Det specielle ved mandeforskningen er, at den i modsætning til den feministiske forskning ikke udspringer af en underordnet position eller mangel på magt, men derimod ofte beskæftiger sig med mænds magt.
Hvad bunder modstanden mod at problematisere det mandlige køn egentlig i? Der er grund til at tro, at et hovedproblem for mandeforskningen er, at mandlige forskere har lukket øjnene for kønsforskningen. Forskning i køn ses traditionelt som noget, der handler om kvinder, og som bør bedrives af kvinder. Den engelske mandeforsker Jeff Hearn (2000) har beskæftiget sig med kønsforskningens status i den akademiske verden. Han fremhæver, at meget samfundsmæssig teoridannelse har været produceret af mænd, og at mænd i stor udstrækning har ignoreret kønsaspektet og dermed bidraget til at opretholde det patriarkalske samfunds magtstrukturer og dets iboende kønsblindhed. Hearn kritiserer bl.a. både marxistiske og weberianske samfundsanalyser for ikke at problematisere kønsspørgsmålet. Hvis dette skal ændres, kræver det både, at man