Som Anden Verdenskrig skred frem, og et totalt tysk nederlag syntes tydeligt, rejste spørgsmålet sig i befolkningen om, hvordan tyskerne ville forlade landet, og hvem der evt. ville være befrierne. I måneder op til befrielsen d. 5. maj 1945 opstod der både rygter om allieret invasion af Danmark med tysk kamp og betingelsesløs tysk overgivelse til enten de vestallierede eller russerne.37
Befrielse
Glæden den 4. maj 1945 om aftenen var stor i de fleste danske hjem. Over radio fra London havde speakeren kl. 20.36 meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark havde overgivet sig. Landet var endelig frit efter mere end fem års besættelse. Folk strømmede ud på gaderne for at brænde deres mørklægningsgardiner og dele befrielsesøjeblikket med deres landsmænd. Men rundt omkring i hele landet sad der samme aften danskere og grublede over fremtiden. Hvad ville den kommende tid byde dem og deres nærmeste? Bekymringen var ikke ubegrundet. Modstandsbevægelsen havde i det sidste krigsår brugt illegale blade til at udråbe personer, som samarbejdede med tyskerne, til forrædere, der kunne afvente deres straf, når befrielsen kom. De bange anelser blandt landssvigerne blev allerede få timer efter befrielsesbudskabet til virkelighed. Modstandsbevægelsen begyndte at anholde borgere, der var mistænkt for landsforræderi, og tusindvis af arrestationer fulgte i kølvandet. Opgøret med landssvigerne var i gang.
Trangen til at tage afstand fra besættelsesmagten, nationalsocialismen og landssvigerne var i befrielsesdagene så stor, at folk stimlede sammen for at håne landssvigerne ansigt til ansigt, når de blev anholdt og ført gennem gaderne. Også i radioen kunne befolkningen følge opgøret, når f.eks. Gunnar “Nu” Hansen skildrede anholdelsen af en mand, der var mistænkt for stikkeri:
I dagene efter befrielsen anholdt modstandsbevægelsen borgere, som mistænktes for landsforræderi. Arrestanter køres gennem Hellerup på vej imod Maglegårdsskolen, der fungerede som internat for mulige landssvigere. (Frihedsmuseets arkiv)
| Gunnar Hansen: | Nu skal De høre, hvordan det lyder, når en stikker bliver ført til en af politistationerne. Her kommer de med ham. |
| Mængden: | |
| (mest drenge) | Øv… øv, øv, øv, møgdyr, møgdyr øv, øv, øv, øv………… |
| Gunnar Hansen: | Stikkeren går inde på fortovet, bag sig har han en frihedskæmper, der har sin pistol klar lige i ryggen på ham. |
| Mængden: | Møgdyr, øv, sådan en svinehund, øv – skyd ham! Skyd ham! Møgdyr, øv, øv, møgdyr, skyd ham, skyd ham [i kor]. Han skal lynches, han skal skæres i små stykker, ha ha, møgdyr, skyd ham. Landsforræder, en landsforræder, øv, øv, øv [i kor]. Samme omgang som de andre, fy! Landsforræder – skyd landsforræderen!”.38 |
Hele situationen bar præg af folkefest, hvor den euforiske befrielsesstemning blandedes med en trang til at udpege og fordømme forræderne.39 Befolkningens følelsesladede deltagelse i opgøret hang sammen med lettelsen over at være kommet ud på den anden side af besættelsen. Nu kunne folk frit og uden konsekvenser få afløb for den ophobede frygt og frustration over besættelsen, og var man en af de mange danskere, der ikke havde involveret sig aktivt i modstandskampen, var der nu rig mulighed for åbenlyst at vise sin opbakning til modstanden. Opgøret fik dermed også karakter af en renselsesproces, hvor dele af befolkningen kollektivt kunne pleje den dårlige samvittighed over manglende modstand mod nazismen ved aktivt at straffe landssvigerne.40
Pågribelsen af landssvigere fik i befrielsesdagene stor bevågenhed. Folk samledes foran politistationer, domhuse og lignende for at håne arrestanterne. Her føres en arrestant d. 6. maj 1945 på taget af en bil gennem folkemængden til domhuset på Nytorv i København. (Frihedsmuseets arkiv)
Alle ønskede nu at give indtryk af at have deltaget i kampen mod tyskerne, og hvis man ikke havde været involveret direkte, drejede det sig om hurtigst muligt at få det til at fremstå som sådan. Det handlede med andre ord om at blive inkluderet i det nationale fællesskab og i denne proces eliminere alt, der kunne opfattes som modsætninger hertil. Der blev trukket en tyk streg i sandet mellem de gode og de onde. De ekskluderede var personer, der på en eller anden måde kunne kobles til tyskernes virke og dermed havde handlet imod nationens interesser.41Opfattelsen fandt opbakning fra officielt hold, da modstandsmanden Mogens Fog som repræsentant for den nye befrielsesregering d. 5. maj holdt en radiotale. Talen var et forsøg på at samle det danske folk efter de fem besættelsesår. Fog udtalte bl.a.:
Fra første dag stod vort folk samlet i forsvaret for vort demokrati og vor ret til som selvstændig nation […] Intetsteds i de besatte lande […] har tyskerne i højere grad end i Danmark lidt under en hel befolknings åbenlyse kulde og modvilje.42
Arrestation og internering af landssvigere
I slutningen af 1944 begyndte modstandsbevægelsen i al hemmelighed en organiseret indsamling af informationer om landsmænd, som opfattedes som landssvigere. Informationerne i det såkaldte Centralkartotek skulle bruges, når befrielsen kom, og danne grundlag for arrestation og internering af landssvigere. I kartoteket blev der registreret mange tusinde danskere fra alle lag i samfundet, som modstandsbevægelsen mente havde optrådt unationalt. Registreringerne fik ikke kun betydning for retsopgøret, men blev også brugt i forbindelse med en række foreninger og organisationers udrensninger af landssvigere.43
Der kunne være mange årsager til at havne i kartoteket, og handlinger helt tilbage fra begyndelsen af besættelsen kunne medføre registrering. Desuden ønskede modstandsbevægelsen at undersøge de danske nazister, da man mente, at der var stor sandsynlighed for, at de havde begået strafbare handlinger. Ud over nazister fandtes der i Centralkartoteket navne på østfrontsfrivillige, stikkere, medlemmer af tyske politi, og vagtkorps, værnemagere, tyskerpiger og andre, hvis tilknytning til besættelsesmagten blev betragtet som landsforræderi.44
Med Centralkartoteket som kilde udarbejdede modstandsbevægelsen arrestationslister og kunne allerede d. 5. maj 1945 begynde at samle folk mistænkt for landsforræderi i interneringslejre over hele landet. Modstandsbevægelsen fik fra d. 13. maj hjælp til arbejdet af det genetablerede danske politi. Interneringerne skete hovedsageligt af to grunde. For det første pga. ønsket om at fange så mange som muligt, inden der var mulighed for at flygte ud af landet. For det andet for at undgå, at befolkningens vrede mod landssvigerne skulle udarte til selvjustits. Begge mål blev til fulde opfyldt, idet Danmark var et af de lande, der oplevede færrest eksempler på selvtægt, og operationen kunne med udgangspunkt i målet betegnes som succesfuld.
Imidlertid var interneringerne præget af kaotiske forhold, som naturligt opstod, når mange tusinde personer skulle arresteres. Antallet af internerede gjorde det nødvendigt at inddrage skoler, haller og andre offentlige bygninger som supplement til fængsler og arresthuse. På grund af den ophedede stemning i befrielsesdagene kunne et fingerpeg fra naboer eller andre tilfældige oplysninger også føre til, at modstandsgrupper skred til anholdelser.45 Mange blev interneret på mistanken om kontakt til besættelsesmagten. En del af de modstandsfolk, der deltog i anholdelserne, var unge og uerfarne med politiarbejdet og havde vanskeligt ved at agere i den kaotiske situation. I flere sammenhænge foretog de derfor overilede arrestationer og kom nogle gange ufrivilligt til at blande sig i personlige opgør, som ikke nødvendigvis havde baggrund i besættelsen. Grundlaget for en del af interneringerne var spinkelt, og mange blev interneret, fordi de f.eks. havde haft et forhold til en tysk soldat, havde været medlem af DNSAP eller simpelthen på et fejlagtigt grundlag. Der var i mange tilfælde tale om “små fisk”, der i lokalbefolkningens øjne var landsforrædere, men som det efterfølgende viste sig ikke kunne