Det var dog ikke nogen let opgave at advokere for landssvigernes sag i den umiddelbare efterkrigstid. Hovedparten af de fremtrædende nationalsocialister var idømt længere fængselsstraffe og frataget deres borgerlige rettigheder og dermed retten til at engagere sig politisk. Landssvigernes kamp blev derfor ledet af personer, som trådte frem fra andet geled og involverede sig. I mange tilfælde var det forargelsen over de tilbagevirkende love og samfundets offentlige fordømmelse af landssvigerne, der fik folk til at involvere sig. Der var ofte også tale om forsøg på at opnå personlig oprejsning og dermed udskille sin egen person fra gruppen af udstødte. Fælles for alle de personer, der valgte at stille sig i spidsen for initiativer i miljøet, var deres villighed og mod til at fravælge et almindeligt liv i ubemærkethed og udstille sig selv som landssvigere i befolkningens øjne. Det var ikke uden omkostninger i form af yderligere stigmatisering og risiko for voldelige anslag mod egen person eller familien.
Den aktive del af miljøet blev hurtigt hjemsted for revisionistiske tanker i efterkrigstiden, og det var vanskeligt at trække en grænse mellem revisionisme, forstået som landssvigernes kamp for oprejsning, og et generelt forsvar for nationalsocialismen. Det gav miljøet et stort forklaringsproblem over for offentligheden og gjorde det nærmest umuligt at retfærdiggøre kampen over for det omgivende samfund. Debatten om, hvor grænsen skulle gå for pronationalsocialistiske ytringer, fortsatte internt i miljøet, indtil det ophørte med at eksistere som aktivt miljø, og den dag i dag er det et emne for de få tilbageværende landssvigere. Vanskelighederne blev yderligere forstørret af, at de aktive landssvigeres antal var så relativt lille, at gruppen var nødsaget til at acceptere meget vide grænser for tilladelige udsagn for ikke at blive totalt fragmenteret og opløse sig selv.
Gruppen formåede kun i meget få situationer at stå samlet og aldrig i længere tid ad gangen. Aktørerne kendte i mange tilfælde hinanden fra tiden før befrielsen, og gammelt nag kunne ofte udløse interne stridigheder, bl.a. om hvem der var mest berettiget til oprejsning, eller hvilke metoder der skulle tages i brug for at ændre befolkningens opfattelse af landssvigergruppens handlinger. På mange måder kæmpede miljøet med det samme problem, som nationalsocialisterne havde kæmpet med før og under besættelsen: Hvem skulle være fører? Hvis folk ikke var tilfreds med foreningens leder eller arbejde, smækkede de med døren og startede deres egen organisation! Det gav en mængde forskellige og sideløbende initiativer med divergerende strategier, som dog alle havde det samme ultimative mål – æresoprejsning.
I de følgende kapitler beskrives de mest fremtrædende karakterer blandt de aktive i landssvigermiljøet og de forskellige sammenhænge og strategier, de indgik i. Deres historier tegner et billede af landssvigermiljøets organisering og kampen for oprejsning. Fra idealisten Aksel Olesen, over soldaten Erik Lærum til lobbyisten Jørgen Sehested, alle med hver deres specifikke oprejsningsstrategi og grund til at deltage i kampen. Hvordan de var havnet i denne situation? Hvad drev dem frem i en tilsyneladende endeløs og umulig kamp? Og hvilke resultater opnåede de personligt og på landssvigernes vegne? Herefter kommer historien om, hvorfor langt hovedparten af landssvigerne valgte at dukke hovedet og forholde sig passivt til efterkrigsopgøret. Afslutningsvis belyses det, hvordan synet på landssvigerne har udviklet sig gennem tiden, og det diskuteres, om efterkrigsopgøret var en succes.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.