Af Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested
På den forkerte side
De danske landssvigere efter befrielsen
Forord
I sommeren 2001 læste vi med stor interesse bogen Efter Drabet, der handler om modstandsbevægelsens stikkerlikvideringer under besættelsen. Her stødte vi på navnet Landsforeningen af 6. Maj, som var en forening for landsforrædere i efterkrigstiden. Foreningen var opstået på baggrund af retsopgøret, der fandt sted efter Danmarks befrielse d. 5. maj 1945. I opgøret blev mere end 13.500 borgere dømt for landsforræderi ved domstolene, mens mange andre blev udstødt fra foreninger, organisationer, arbejdspladser og lokalmiljø. Landsforeningen af 6. Maj var det første af en lang række initiativer fra landsforrædernes side i forsøget på at forbedre egne vilkår i efterkrigstiden.
Selv om vi begge siden barnsben har interesseret os for besættelsestiden, havde vi aldrig hørt om foreningen. Vi blev nysgerrige og begyndte derfor at læse andre bøger om besættelsestiden, men kunne kun, ligesom i Efter Drabet, finde enkelte meget korte beskrivelser af foreningen og lignende initiativer fra landsforrædernes side. Til vores store overraskelse fandt vi ud af, at selv om besættelsestiden er et af de mest udforskede emner i dansk historie, havde ingen beskæftiget sig nærmere med landsforrædernes skæbne i efterkrigstiden. Ingen havde stillet spørgsmålene: Hvor blev landssvigerne, som de blev kaldt i eftertiden, af? – og hvordan klarede de sig videre efter retsopgør og udstødelse? Vi besluttede derfor at skrive speciale om emnet. Specialet blev færdigt i foråret 2003 og danner grundlag for denne bog. Der skal derfor lyde en tak til cand.mag. Rasmus Normann Nielsen, som var med til at skrive specialet.
Målet med denne bog er at give en så objektiv indføring i landssvigernes efterkrigshistorie som muligt. I den sammenhæng er det vigtigt for os at understrege, at vi ikke selv har personligt engagement i sagen ud over vores forskerinteresse. Der ligger således ikke nogen moralsk stillingtagen i, at vi har valgt at betegne den befolkningsgruppe, der er genstand for vores undersøgelse, som landssvigere. Vi har valgt at anvende samtidens terminologi, idet der ikke findes andre ord, der samlende beskriver den gruppe mennesker, bogen beskæftiger sig med. Termen “landssviger” anvendes om personer, der efter befrielsen blev interneret, retsforfulgt, dømt, udrenset af en offentlig eller privat organisation, eller på anden måde blev udstødt af den øvrige befolkning på grund af handlinger under besættelsen. Ligeledes tager vi heller ikke stilling til, om opgøret og udstødelsen af landssvigerne var retfærdige eller ej.
Bogen bygger på mange kilder, som ikke er tilgængelige i offentlige arkiver. En stor tak for adgang til disse kilder skal derfor lyde til Holger Thor Nielsen, Frants Jensen, Michael Sode, Bjarne Hansen og Jens Post. En særlig tak til Robert Lux for hjælp med kildemateriale og bidrag med indsigt i landssvigernes efterkrigshistorie.
Det er også med stor taknemlighed, at vi ser tilbage på en række interview med flere landssvigere. Interviewene har givet os indblik i, hvor forskelligt landssvigerne søgte at tackle deres situation i efterkrigstiden, samt hvilke følelsesmæssige omkostninger det havde at være på den forkerte side. En særlig tak til Vagner Kristensen for stor gæstfrihed, da vi en weekend i oktober 2005 besøgte ham i Sydtyskland.
Desuden takker vi Anne Lütken, Henrik Lærum, Ib Kofod, Karen Andersen og Søren Andersen for at have bidraget til at levendegøre bogens centrale personligheder.
Under udarbejdelsen af denne bog har vi også fået faglige råd med på vejen. Tak til forskningschef ved Det Kongelige Bibliotek dr. phil. Joh n T. Lauridsen og museumsinspektør ved Frihedsmuseet Henrik Lundbak for råd og ideer. Desuden skal der rettes en tak til lektor Claus Bundgaard Christensen for oplysninger omkring de østfrontsvilliges historie og til amatørhistoriker Anna Grethe Amkær for informationer om Jørgen Sehesteds liv. Også stor tak til ph.d. Mikkel Kirkebæk for konstruktive råd undervejs og for kritik af manuskriptet. En særlig stor tak til cand.mag. Nina Olsen for uvurderlig kritik af bogens formidlingsmæssige aspekter. Til slut vi vil gerne takke familie og venner for stor deltagelse og tålmodighed.
1
Baggrunden for retsopgøret
Naar Psykosen gaar over det moderne Folkehav, da er det som en oprørt Sø, hvor Presse – Regering – Rigsdag og Retsvæsen svømmer om som Baade i havsnød og maa navigere paa Kryds og Tværs, mens Konger og Ministre – Redaktører og Dommere fortvivlet maa lade baade Sandhed og Retfærdighed – Rimelighed og Menneskelighed – Logik og Samvittighed gaa over bord som tyngende ballast for bare at bjerge Livet, hver som han kan, indtil Stormen har lagt sig.1
En psykose. Sådan oplevede forfatteren Harald Bergstedt det store retslige og folkelige opgør, som han og tusind andre danskere gennemlevede i årene efter Danmarks befrielse d. 5. maj 1945. Danskere, som på den ene eller anden måde havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt eller udvist sympati for nationalsocialismen, blev retsforfulgt og udstødt som landsforrædere. Landssvigerne, som de blev kaldt i samtiden, følte, at de levede i en verden præget af forfølgelse, vilkårlighed og kaos.
Tyskernes kapitulation i Danmark d. 5. maj 1945 blev startskuddet til det hidtil voldsomste og mest omfattende retslige og folkelige opgør i danmarkshistorien. Hvor besættelsestiden var præget af ugennemsigtig realpolitik og mudrede forbindelser mellem politikere, borgere og besættelsesmagten, som gjorde det vanskeligt for den enkelte at se, hvad der var rigtigt og forkert, var efterkrigstidens syn på perioden skarpt formuleret: På den ene side stod besættelsesmagtens modstandere; på den anden stod landssvigerne. Det mindste fejltrin blev mistænkeliggjort, og mange tusinde danskere blev anholdt. Stemplingen som landssvigere strakte sig fra kvinder, der havde haft forhold med tyske soldater, til landssvigere, der havde begået grove overgreb som mord og tortur og næppe forventede, at deres handlinger ville passere ustraffet i tilfælde af et tysk nederlag. Nogle landssvigere sad inde et par timer, mens andre måtte tilbringe år bag lås og slå. Mange af de “små” landsforrædere kunne ikke dømmes ad rettens vej, men uden for retssalene ventede befolkningens opgør i form af udstødelse fra arbejdspladser, foreninger og lokalsamfund. Uanset domfældelse eller ej blev landssvigerne taberne i overgangen fra besættelse til fred, og mange følte sig urimeligt behandlet af samfundet.
Odense, maj 1945. Kravet om opgør med landssvigerne kom hurtigt og voldsomt til udtryk. På billedet ses en større folkemængde forsamlet i forbindelse med arrestationer af landssvigere. (Fotograf Christoffersen, Frihedsmuseets arkiv)
I denne bog undersøges det, hvordan landssvigerne klarede sig i efterkrigstiden, både under opgøret, men også efter at stormen havde lagt sig. Hvordan reagerede de i en situation, hvor de blev sat uden for samfundets normale rammer? Og hvordan oplevedes det at være på den tabende side? Det er historien om landssvigerne og deres skæbne.
De fem besættelsesår er den periode i Danmarks historie, der har været mål for den største danske forskningsinteresse. I de første mange år efter befrielsen var fokus på modstandsbevægelsen, mens taberne syntes forkastet. Deres historie blev stillet i skammekrogen eller puttet i glemmekassen. De passede ikke ind i efterkrigstidens kollektive fortælling om den danske befolknings modstand imod den tyske besættelsesmagt. Først inden for de seneste 20-25 år har den tabende side for alvor vakt historikernes interesse med undersøgelser af bl.a. østfrontsfrivilliges historie. Det mest omfangsrige værk om landssvigere udgav professor Ditlev Tamm i 1984, da han skrev om efterkrigsopgørets tilblivelse og gennemførelse.2 Men ingen har hidtil undersøgt, hvordan de godt 40.000 personer, som blev mistænkt og interneret som landssvigere, taklede udstødelsen i årene efter befrielsen.
Landssvigerne og deres familier blev i forskellig udstrækning negativt påvirket af de barske hændelser. Allerede i de første måneder efter befrielsen opstod der, som konsekvens af den kraftige stigmatisering, et skyggemiljø, hvor landssvigerne mødtes privat og i foreninger for at støtte hinanden og få afløb for deres vrede. Landssvigerne organiserede