Der kan ikke sættes lighedstegn mellem disse forskellige ‘økonomier’ (oplevelsesøkonomi, fritidsøkonomi, kulturøkonomi, kreativ økonomi). Hver især giver de imidlertid substans til Toflers fremtidsvision om et forsyningssystem for oplevelser i et overflodssamfund. Blandt de forskellige begreber er begrebet om oplevelses økonomien det mest sammenfattende af begreberne. Det fokuserer på kunden eller forbrugeren og hans eller hendes relation til eller involvering i produktet eller serviceydelsen. Det har fritidsøkonomien som sin forudsætning og produktionen af kulturprodukter og kreative produkter som del af sit grundlag. Men oplevelsesøkonomien er meget mere end kultur, spil og mode, idet oplevelser kan have mange andre udspring, som f.eks. sport, natur og gastronomi.
Ud fra et planlægningsperspektiv synes ‘oplevelsesøkonomi’ at være et frugtbart begreb, fordi det har kunden, mennesket eller borgeren i centrum. Ligesom det ud fra et privatøkonomisk perspektiv er kunderelationen, der er i fokus for oplevelsesproduktionen, er det borgerens livskvalitet, der er centrum for planlægningen, f.eks. hos kommunerne. Borgernes livskvalitet, forstået som de oplevelsesmuligheder, som er til stede i borgerens omgivelser, er i højere grad end tidligere blevet et anliggende for de danske kommuner.
Oplevelsesprodukter
Oplevelsesprodukter kan betragtes som luksusprodukter, der forbruges for fornøjelsens skyld. De rummer gerne en fortælling og involverer forbrugeren, individuelt eller som del af en gruppe. Såvel fysiske produkter som serviceydelser kan arrangeres som oplevelser. Eksempelvis kan fødevarer rumme en fortælling og en oplevelse, som når mælkekartonen fortæller om koen og den økologiske gård, mælken stammer fra. Selv en bankforretning kan rumme oplevelser, som når en bankkæde indretter filialerne som dagligstuer. Der kan argumenteres for, at jo mere forbrugeren involveres, des bedre er oplevelsen, og dermed den værdi, som forbrugeren er villig til at betale for (Pine II & Gilmore 1999).
Der er forskel på oplevelsesprodukter i forhold til, hvor de forbruges og produceres. Nogle produkter kan forbruges hvor som helst, hvilket ofte vil sige hjemme hos forbrugeren. Det gælder f.eks computerspil, legetøj, bøger og videofilm. Andre oplevelsesprodukter kræver forbrugerens tilstedeværelse på teatret, i kunstgalleriet, ved sportsstævnet eller ved festivalen.
Ligesom forbruget af nogle oplevelser kræver individets fysiske tilstedeværelse, kan produktionen af oplevelser også være knyttet til bestemte lokaliteter. Mange oplevelsesprodukter kan dog fremstilles overalt, hvor de generelle betingelser for arbejdskraft og viden er til stede, f.eks. computerspil, bøger og legetøj, mens andre oplevelsesprodukter kræver bestemte lokaliteter for at blive fremstillet. Det gælder for eksempel oplevelser baseret på den fysiske og historiske kulturarv, lokal ekspertise eller lokale traditioner eller lokale råvarer. Produktionsstedet bliver en del af produktet. Tænk blot på Roskildefestivalen, Læsøsalt eller Thy pilsner.
Stedet spiller altså en rolle som grundlag for forbrug og produktion i oplevelses økonomien, men stedet kan også i sig selv gøres til genstand for forbrug. Steder kan huse oplevelser. Det gør sportsanlæg og koncertsale i stor stil. Steder kan også selv forbruges, som når folk betaler penge for at besøge historiske steder eller betaler en ekstra høj husleje for at bo smukke og interessante steder (Glaeser 2001). Derfor bliver lokaliteter også indrettet og markedsført for at tiltrække kunder, borgere og turister, hvilket somme tider kan være til ulempe for oprindelige beboere og livsformer. Det stedsbundne aspekt i oplevelsesprodukterne kan altså knytte sig til produktionen eller forbruget af dem – eller simpelthen være identisk med det.
En typologi over stedsbundne produkter
Roskilde Festival, Salzburg Festspillene eller Bill Clintons besøg i Frederikshavn i september 2006 er alle oplevelsesprodukter. På nudansk kaldes disse begivenheder ‘events’. Events bliver i dag udbudt i stor stil. En event er en aktivitet, som forløber over et afgrænset tidsrum. Den kan være enestående, eller den kan gentages periodisk, og et vigtigt karakteristikum er, at den får omtale, både før og efter at den har fundet sted. For at få det fulde udbytte af en event, må forbrugeren være til stede på stedet. Det er ikke den samme oplevelse at følge koncerten i tv-transmission. Desuden kan en event bestå af mange sideoplevelser såsom samvær og anskaffelse af souvenirs. Derfor er en event stedsbundet i forbrugsmæssig henseende. Produktionsmæssigt er nogle events også stedsbundne på den måde, at de ikke kunne være lavet andre steder. En flytning af de to nævnte festivaler ville ændre dem. Produktionen af events er kompleks og kan ikke siges at være bundet til et bestemt sted. Der vil være mange aktiviteter og specialer involveret, som har rod forskellige steder i verden, ligesom der vil være behov for såvel høj ekspertise som for trivielle funktioner i form af billetkontrol og oprydning.
Udbud af aktiviteter, som oftest fritidsaktiviteter, kan også ses som oplevelsesprodukter. Muligheden for spændende indkøbsture, vandreture, deltagelse i sportsturneringer, for egen frembringelse af håndværks- eller kunsthåndværksprodukter eller egnsretter, mulighed for ophold på jernalderbopladser og så videre er alle stedsbundne oplevelsesprodukter ved at fordre forbrugerens tilstedeværelse. Særlige naturværdier, bymiljøer eller særlig kultur og tradition binder visse aktiviteter til bestemte steder, så også frembringelsen af dem bliver stedsbundet.
Oplevelser kan være resultat af en serviceydelse. Hotel- og restaurationsbranchen udgør ‘hjælpeindustrier’ til rejseoplevelser, men kan også direkte producere oplevelser ved at etablere temaer eller ligefrem lave en forestilling ud af deres serviceydelser. I Danmark har Madelaines Madteater således udviklet forestillinger, hvor smag, lys, lyd og skuespil bringes sammen i en oplevelse, som der kan tages høje entrepriser for. Hoteller udvikler wellnessophold og gør købet af deres ydelse til langt mere end en overnatning. Kunstgallerier, biografer og teatre udbyder kunstneriske oplevelser. I alle tilfælde skal kunden eller forbrugeren være til stede hos udbyderen for at kunne forbruge oplevelsesproduktet, som dermed er forbrugsmæssigt stedsbundet. Produktionen kan også være stedbundet, hvis den er baseret på lokale ressourcer, kulturer eller kompetencer.
Steder og lokaliteter er af betydning for oplevelsesproduktionen som ramme for events, aktiviteter og serviceydelser. Bymiljøer, stadions, kulturhuse og naturområder udgør scener, som er forudsætning for, at oplevelser kan produceres og forbruges. Sådanne steder er blevet kaldt oplevelsesskaber (‘experience scapes’) (O’Dell 2005). Nogle taler ligefrem om Disneysering af samfundet (Bryman 2004). Dette begreb refererer til det tematiserede hybridforbrug af forlystelser og reklamepåtrykte varer, der sælges af udklædt og smilende personale, som vi kender det i Disneyland.
Selve stedet kan imidlertid også være genstand for forbrug (Urry 1995). Folk kan nyde et smukt eller spændende bymiljø eller et dejligt naturområde. Der er sjældent adgangsbillet til sådanne steder, men folk betaler indirekte for at nyde det i form af husleje (Glaeser 2001)