Smidt-Jensen, S., Skytt, C. B., & Winther, L. 2009, “The Geography of the Experience Economy in Denmark: Employment Change and Location Dynamics in Attendance-Based Experience Industries”, European Planning Studies, vol. 17, Juni.
Turok, I. 2009, “The distinctive city: pitfalls in the pursuit of differential advantage”, Environment and Planning A, vol. 41, nr. 1, ss. 13-30.
Vejle Kommune 2008, Vejle Kommunestrategi 2009-2010.
1 http://www.fredericiakommune.dk/fredericiakommune/topmenu/ forside/
2 Nordjyske Stiftstidende 1. august 2010 s. 8.
3 Nordjyske Stiftstidende 5. august 2010 s. 9.
DEL I
Oplevelser – en ny drivkraft for steders økonomiske udvikling
2. Lokal udvikling i oplevelsessamfundet
AF ANNE LORENTZEN
Introduktion
Produktionen og dens placering har været omdrejningspunkt for landes og regioners udviklingspolitik i de sidste 50-100 år. Politikerne har så skelnet mellem, om det var industriel produktion eller vidensproduktion, som skulle være mål for indsatsen. Nye vinkler har dog også vundet indpas. I hvert fald de seneste ti år er det blevet anerkendt, at også bosætning og forbrug er noget, som kan være udgangspunkt for lokal vækst og velstand. I et interessant projekt i Nordjylland blev der som noget nyt talt om, hvordan forskellige byer kunne spille forskellige roller, nemlig som bosætningsbyer, erhvervsbyer og turistbyer (Nordjyllands Amtsråd 2003). Det er i den sammenhæng slet ikke uattraktivt at være bosætningsby, især ikke, hvis indbyggerne er velbeslåede. Det giver mulighed for skattebetalte faciliteter og aktiviteter, som kan øge stedets kvalitet og borgernes livskvalitet. Fritiden spiller her en stor rolle. Fritid er blevet et område, som folk tillægger stor betydning i dag, og som de fleste er villige til at investere mange penge i. Mange mennesker har således både lyst til og mulighed for at dyrke dyre fritidsinteresser, rejse og nyde kunst og kultur. Samtidig er fritiden blevet et område, som politikerne føler et ansvar for. Under slogans som ‘det gode liv’ udvikler for eksempel Frederikshavn Kommune såvel sports- som kulturfaciliteter samt byens herlighedsværdier. Tilsvarende ændrede Holstebro sit image gennem kommunens kulturpolitik, hvilket på det tidspunkt var et banebrydende tiltag i Danmark (Skot-Hansen 1998).
En sådan indsats foretager kommunerne dog ikke kun for ‘borgernes blå øjnes skyld’ som velfærdsydelse. De gør det også, fordi de enkelte områder eller territorier i dag er underlagt en benhård konkurrence om at tiltrække og fastholde borgere, erhvervsaktiviteter, arbejdskraft såvel som turister. Det er nemlig ikke kun virksomheder og varer, som konkurrerer på et globalt marked i dag. Det gør byer og steder også. Taber byerne i denne konkurrence, taber de velstand og dermed velfærd. På den baggrund kan man argumentere for, at der ikke består nogen virkelig modsætning mellem at investere i dyre musikhuse eller at forbedre hjemmehjælpen for de ældre, som det ellers ofte fremhæves i debatterne i Danmark. Musikhuset antages nemlig at kunne stimulere en positiv vækstcirkel til gavn for bosætning (ikke mindst af de eftertragtede kloge hoveder) og turisme, hvilket igen vil betyde, at virksomhederne vil få anledning til at etablere sig eller udvide i området. Alt sammen til gavn for borgernes beskæftigelsesmuligheder og kommunens økonomiske råderum. Gode oplevelser siges derfor at rumme et vigtigt vækstpotentiale, såvel for virksomheder som for lokalområder. Hermed er vi ved artiklens tema, som er lokaludvikling i oplevelsessamfundet.
Kapitlet tager fat på de mange beslægtede begreber, som alle prøver at beskrive denne udvikling (oplevelsesøkonomi, oplevelsesindustri, kulturøkonomi, kreativ økonomi). Der argumenteres for, at det i særlig grad er de stedsbundne aspekter af oplevelsesproduktionen, som har relation til lokal udvikling og planlægning. Derpå vil den vise, hvordan man ved at forstå oplevelses økonomien som et særligt sammenhængende system eller paradigme kan åbne op for vigtige planlægningsmæssige perspektiver. Måske kan man ligefrem tale om oplevelsesplanlægning som et nyt felt for kommuner og regioner?
Oplevelsesøkonomi og lignende
Historisk kan der gives mange eksempler på, hvordan underholdning har været et område for offentlige investeringer (Forum Romanum) såvel som for privat indtjening (cirkusser), og hvordan sågar hele lokaliteter og samfund er blevet indrettet efter det (Las Vegas). Forskningen har dog ikke interesseret sig for fænomenet før for nylig. Det skyldes formodentlig, at fænomenerne underholdning, kultur og oplevelser hidtil har været et område for en lille elite. Imidlertid påpeger Alvin Tofler (Tofler 1970), at med den stigende velstand i den vestlige verden vil folk få mulighed for at efterspørge psykisk tilfredsstillelse, som så i fremtiden vil blive stillet til rådighed af en voksende ‘oplevelsesindustri’ i form af produkter og tjenesteydelser, som har skønhed, prestige, individualisering og sansemæssig nydelse som deres væsentligste kvalitet. Det øgede økonomiske råderum for den enkelte går hånd i hånd med en anden udvikling, som påpeget af den tyske forsker Gerhard Schulze, nemlig med en ændring af folks livsholdning og livsstil (Schulze 2005). Ifølge ham gør folk i dag deres liv til oplevelsesprojekter, hvor hverdagen i stigende grad æstetiseres. Det er kernen i ‘oplevelsessamfundet’.
Disse ændringer udgør ifølge forfatterne og virksomhedsstrategerne Pine II & Gilmore (Pine II & Gilmore 1999) en afgørende strategisk mulighed for virksomheder for at styrke deres konkurrenceevne på markedet. Det er muligt at styrke et produkts markedsposition ved at tilføje en særlig oplevelsesdimension til det. Mere langsigtet succes opnår virksomhedens produkter ved, at kunden bevarer et positivt minde om produktet og den oplevelse, der knytter sig til det. Alle produkter og tjenesteydelser kan tilføjes en oplevelsesdimension. Det er kernen i ‘oplevelses økonomien’.
‘Fritidsøkonomien’ handler om, hvordan den stigende fritid fører til nye former for forbrug. Folks øgede fritid er et resultat af flere ændringer. Arbejdsdagen er blevet kortere og ferien længere. Folk lever længere og kan se frem til en tredje alder uden arbejde, hvor der er mulighed for mange flere aktiviteter end tidligere. Endelig betyder den stadig mindre familiestørrelse, at de enkelte husholdninger har flere penge tilovers til forbrug (Andersson & Andersson 2006). Disse ændringer i arbejdsmarked, demografi og familiemønster fører til en ny form for forbrug, som rækker langt ud over det nødvendige basisforbrug. Dette forbrug bliver yderligere stimuleret af den generelt voksende velstand, som nævnt ovenfor. Det er baggrunden for et dynamisk marked for underholdning i og uden for hjemmet i form af eksempelvis videofilm og kunstudstillinger.
‘Kulturøkonomien’ drejer sig om, at kultur i stigende grad bliver genstand for ‘varegørelse’, hvilket vil sige, at kultur bliver til produkter for et marked og frembringes med henblik på indtjening eller profit, hvor kulturen tidligere havde mange andre formål i relation til eksempelvis religion og opdragelse. Kulturprodukter er en meget sammensat gruppe. Den rummer f.eks. services for turister, teater, reklame, film, musik, radio- og tv-produktion, tøj og smykker. Forbruget af kulturprodukter vokser hastigt med det resultat, at de tilknyttede industrier hører til blandt de hurtigst voksende områder i økonomien i dag (Scott 2000; Scott 1997). Kulturarven kommercialiseres, og historiske steder indrettes til at underholde turister mod betaling. Her udbydes ofte også forskellige former for optræden og souvenirs, så der bliver tale om en hel kulturarvsindustri (Meethan 1996).
‘Den kreative økonomi’ er et udtryk, som blev lanceret af Howkins (Howkins 2002). Kreativitet er evnen til at skabe noget nyt, og Howkins’ pointe er, at i vore dage er ideer til nyskabelser