Visti.
Hør, Trine, du lowed mæ jo egentlig, te a maatt vær ved dæ i Awten en bette Lidt. Vi haaj jo nøj, vi skuld snakk om.
Trine.
Ja, det gaar a heller ett fræ. Men du maa ett komm lig med det samm. Æ Hus maa først komm te Ro.
Visti.
Aa, Trine, du er iløwle en knusraar Pig. (Kysser hende.)
Trine.
Ja, a er vis ett saa slem. Men skuld en ett vær gued mod dem, en kan lid, hwem skuld en saa vær gued imud? (Støj.) Men tys! der kommer vis nu'e! Det er naturligvis mi Faa'r, der inu gaar og stegler. Rend nu di Vej, og kom saa ind te mæ si'n – en jenle Ywblik. – Men du ska vær skikkele!
Visti.
Haar a ett aaltid wot skikkele?
Trine.
Aa – aa! Men nu maa du virkelig skynd dæ!
(Visti ud. Trine smider Livstykket.)
Wolle Rævsgaard
(halvt afklædt i Sovekammerdøren).
Di Muer er ett rask, saa hun ment, det klogest war, te du laa ind ved hind i Næt. Saa maa a jo si, om a kan klemm mæ sammel i di Seng, for naturligvis skal en saa legg saa krum som en Foldknyw?
Trine
(opbragt).
Hwad er det nu for nø Kunster, I hætter paa! Hwad skal a udrett ved aa legg derind!
Wolle Rævsgaard.
Kommer du, heller kommer du ett!
Trine
(der er et Bytte for de stridigste Stemninger, siger omsider graadkvalt, mens hun styrter ud).
Det haar da ogsaa den særest Gaang her i æ Gaard, a haar kjend Maag te!
Wolle Rævsgaard
(ordnende ved Alkoven, før han kryber ind).
Ja, der er ihwerfald ett den bejst Gaang i den her.
(Forsvinder bag Omhænget).
Visti
(træder kort efter ind paa Strømpefødder og uden Jakke og Vest; forsvinder i Alkoven hos Wolle Rævsgaard. Støj, Raab og Eder).
Visti.
Av, av! Slip!
Wolle Rævsgaard
(frem med Visti ved Øret).
Der fanged a sgu Fedri-Mikkel20. Nu søen gaar æ te i mi Gaard!
Visti
(fortumlet).
Ja men, der plejer du jo da aldrig aa legg.
Wolle Rævsgaard.
Det er altsaa ett æ først Gaang du er der!.. Nej, som du sejer, a plejer ett aa legg der, men det war nok ett hiel aa æ Vej, atter hwad a sier, om a laa mæ der en Gaang imell.
Visti.
Ja, mæ og di Dætter holder af hweranner, det er wal en ærlig Sag.
Wolle Rævsgaard.
Nu det kalder du en ærlig Sag! – Vil du ett lig følle mej herhen te æ Klok'hus21, der tror a, mi Kjep staar, saa skal a gi dæ "ærlig Sag". Det blywer maaske ett saa fornywele en Warm som den, du er woen te aa faa ved mi Dætter, men du faar ta tetakk for en jenle Gaang!
Visti
(truende).
Dersom du slaar en jenneste Sla, saa forlaad'er a di Gaard i Maaen den Daa.
Wolle Rævsgaard
(betænker sig).
Naa, saa du vover aa tru mæ, din Rott'ung! Det er Synd, men a faar jo læd dæ rend! (Slipper, men raaber efter ham.) Saasandt det ett haaj wot nu mødt Sommerdaw, hwor en staar og ingen Folk kan faa, saa skuld vi tow snaar ha skywt op med hinaan! (Visti ud.) Og det er mi egn Kjød og Blod! Ja, hwad saa ett den gammel Degn i Ingedaal: "Den Herren giver en Datter, giver han en Kurv fuld af Sorger!"
(Tæppe.)
ANDEN AKT
Sommeraften. En knoldet Kjærflade med Led og Ledstolper; Grøfter hist og her. Maanelyset falder bredt ned over en Aaflade, der bugter sig ud mod Nathimlen; langs Aabredderne Rør og Siv, længst ude Mosebryg. Til højre et lysende Vækildsbaal, om hvilket der danses af Mænd og Kvinder i Bondedragter. – Man venter paa næste Dans, sveder og tørrer sig over Ansigterne. Per Søwren sidder paa en Forhøjning af Græstørv og stemmer Fjolen til en Springdans.
Anders Forkarl.
Naa, Pejr, hwad blywer æ saa te! Kom nu med'en, men vi haar æ Warm.
Per Søwren.
Ja, how, how! Gi jer slirend22 te æ! Der er laant te Minnat og længer te i Maaen. Og a maa først ha mæ en Skraa. For den, der skal kjør godt, han skal smør godt. (Putter en mægtig Ville i Kjæben; griber Fjolen.) Nu skal I hør mi Brumbassi!
(Spiller en Runddans23; de andre synger og danser til. Dansen standser. Enkelte Par strejfer omkring.)
Anders.
Skal vi nu ett legg wor Bjen fræ wos en Ywblik og si, om ett der skuld vær en bette Kukmand24 aa find, der kund kluk lidt for wos; saa kund æ jo vær, te der war jen, der kund kwed wos en Vis saa læng. Hwor er Palle? Han kan jo saa manne, som der er Ærter i en Fjerdingkar.
Alle.
Ja; Palle skal syng!
Palle Hjorddreng
(rejser sig op).
Hwa ska a syng?
Trine.
Syng den, du sang i Jaes, da a mødt dæ paa æ Wajs med æ Høwder.
Palle
(synger Tagfatvisen, mens der gaar Flasker rundt i Laget med Mjød til Pigerne og Brændevin til Karlene).
A haar tjent Jens Masen
nu hal'anden Aar,
skjønt han er en Asen
i og om hans Gaard.
A maa pass hans Høwde,
a maa ref hans Fyld25. —
Haar æ ett aa løw ve,
saa faar a æ Skyld.
A haar gy hans Roesstok26,
a haar past hans Lamm,
drøwen med hans Goesflok
aa og i æ Damm.
Rejen med hans Følkloj,
fløtt en affentov27,
rend æ Gaard si Møll'boj,
nær di anne sov.
Der haar ingen frej mæ,
a haar hat æ streng,
skjønt æ Stod'er stej mæ
næjsten uden Peng.
…