Trine.
Ja, Pejr, du skal faa en bette Dram, nær du saa lower mæ, te det blywer den sidst i Awten.
Per Søwren.
A lower dæ æ, mi sød Pig, med Haând og Mund, om du vil ha æ.
(Trine ud efter Snapsen.)
Per Søwren
(faar Øje paa Visti).
God Awten, mi Dreng! Hworden haar du æ? – Ka du kjend di Morbror?
Visti.
Om a ka kjend dæ! Ja du haar ett gjord saa stur Forandringer te det bejer si'n sidst, en saa dæ, saa en ett skuld kund kjend dæ ijen. – Nu tykkes a, Morbror, te du snaar skuld si atter æ Hjemmen.
Per Søwren.
Ja, ja, mi Baaen; men du hører jo, te a skal ha en Dram.
Visti.
Ja, det gaar vis nøj tit paa.
(Trine ind med Snapsen.)
Per Søwren
(i Jubel ved Synet af Brændevinsflasken).
Aa, bette Trine, du er en yndig Mø, som di Muer war, men a war ung. (Ta'r Snapsen, som Trine har skjænket op.) Skaal, og en let Gaang paa æ Jurd! (Ta'r Skraaen fra Skamlen og putter i Munden.) Det gjør mæ godt aa hør, bette Trine, te du er gued ved mi Søstersøn. (Visti og Trine rødmer; de andre fniser.) Ja, nu haar han jo hwerken Faa'r heller Muer, sølle Kaa'l; men Gud ske Lov, saa haar han da mæ!
(De andre ler.)
Visti.
Ja, du er en stredde7 Kaa'l aa støtt sæ paa; kund du kuns hold dæ sjæl opp.
Anders.
Hør, Pejr, for aa snakk om nø andt, vi skal ha Vækildsfest8 i Maaen Awten herom i æ Kjar. Tror du, te du kund komm te Sted aa spill lidt for wos?
Per Søwren.
Om a kan spill for jer! (Springer ud paa Gulvet.) Brrr! … (Gjør Violingreb og Dansehop.) Nu skal I, sgi, si æ Fjol, hør æ Fjol og mærk, hworden æ Fjol kan gaa!
(Stavrer hen til Sækken i Bænkkrogen.)
Anders
(der holder Øje med ham).
Men hwad Fanden er det, Pejr; tho det gaar jo løwend i di Pues!
Per Søwren.
Ja, nu skal I lig baaresten si! (Ta'r ved det ene Bagben en levende Gris ud af Sækken og stiller den paa Bordet, saa den berører Pladen med Forbenene.) Er en ett dejlig, æ bette Skind, saa glat og strag9 den er aa føl paa?
Det war saamænd en sølle Kreatur, der skuld ha wot laa ød, hwis a ett haaj tavn en te mæ.
A skal vær gued ved'en, det skal a lig lov jer for! Den skal faa æ Rind af mi Brød lissaa rele, og om a saa skal tegg hver Mjælkdrip, en skal ha, saa skal en ett komm ud af mi Værri. (Pigerne trænger sig sammen om Grisen for at stryge den.) Ja, det war det, han saa te mæ, Pastor Rønsolt, han fand mæ en Daa i en Vejgrof: En bette Gris, den vil enhwer gjan sleg for; men læd den bette Gris vær bløwen te en stur Swyn, som du sjel, Per Søwren, saa gaar all Folk tesid for en. (Han fører Grisen tilbage til Sækken.) I æ Pues ijen, mi bette Pegassi!
Visti
(nærmer sig Per Søwren endnu en Gang, trækker i ham og siger):
Hør, Morbror, gaa nu heller, inden mi Hosbond kommer hjem. Nu haar du jo faat den Dram, du kam atter.
Per Søwren.
A skal nok gaa, a skal nok gaa! ærlig og red'le, men nu haar a jo lovet aa gnid lidt paa æ Fjol.
Visti.
Det skal du ett bryd dæ om. Gaa du heller, inden du blywer for slundred10.
A kan heller ett lid, te du snakker søen om mæ og Trine, nær de anner hører paa æ. Hwadfor skal de ha det aa flegge om. – Trænger du te en jenle Skjelling, saa er her en Krovn; og en hiel Pues Udrøjningsskraa haar a te dæ ud i æ Staaldkammer.
Per Søwren.
Tak, Tak!
Jow, a skal wal gaa, a skal wal gaa.
Anders
(fra den anden Bordende).
Naa, Pejr, blywer æ saa te nøj med æ Musik.
Per Søwren.
Ja, nu kommer a. (Gaar fra Visti.) Men først en jenle Drip aa æ Flask.
Trine.
Jamen hower du ett, Pejr, hwad du loved mæ? – Naa; mir end tow Draaber faar du ett.
(Skjænker.)
Per Søwren.
Skaal og Godtaar! det sætter manne fræ Hus og te Gaard.
Anders.
Det maa da vær æ Fattegaard.
Per Søwren.
Det kan godt vær; i Awten er a lig glaa. – For nu skal I ha en Vis, og det er om hind Maren, som du, Fip, der sejjer der og kratter, gik te Præjst mej.
Fip.
Ma Tammested?
Per Søwren.
Ja, akkuraat.
Fip.
Ja, den skal en aaltid drilles mej. Du kan wal snaar ett anner!
Anders Forkarl.
Bryd du dæ blot ett om, hvad æ Fruentimmer sejer; de haar ingen Forstand paa Symmetrikken.
Per Søwren
(synger og spiller).
Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok;
hwer Sønde saa rend dæ paa Towten en Skok;
men hwa skal en gjør med dem Piger saa smaa,
hwem alle gefalle, men ingen maa faa.
De Bejler de spejler dem sjel og dje Stads,
drøw Lojer og Skojer og Flanni og Fjas;
men ingen te Ringen war rigtig tepas,
for klared han Maren, han straaned paa Mads.
Ras Væwer han skræwer en Kjende for vidt,
og Pejer han sejer saa bettele lidt;
Jep holdt sæ for kroged, og Povel for rank,
og Wolle haaj aalle en Ør i æ Bank.
Og søen gik der Or, og søen gik der Daw;
den Bejlen te Maren kam aalle ilaw;
ad Ore saa gik hun i Pever og Frø,
saa nu war hun gro, hwor hun hejsen war rø.
Men Maren hun kigger fræ Tammeses Lowt;
nu holder der aalle en Kjæft paa æ Towt;
og Facet det bløw da, te Maren bløw sejn
te Tâf for æ Præjst og te Grin for æ Egn.
Husk end'le, I Piger, i Træsko og Sko:
der tæskes, imen der er nøj paa æ Lo;
der kommer de Dage – ja det ved Worherr!
da