Det, der fik mig til at skrive Skuespil, var Glæden ved den jydske Replik. At stille to Bønder overfor hinanden og la' dem snakke løs om det, de har paa Sinde, er en betagende Ting for den, der kjender en Dialekt i hver tænkelig Afskygning. Men Sorgen og Fortvivlelsen falder over én den Dag, man skal ha' sit Stykke op paa Scenen. Thi Skuespillerne rekruteres sjældent fra Bondens Lejr; kun 2 – 3 Gange har jeg haft det Held at se Rollerne i mine Stykker spillet af Folk, der kjendte det Jydske. Jeg maa være glad, om der kan opdrives én jydskfødt, hvor der var Brug for tyve. Hvad vilde den kjøbenhavnske Theaterløve sige, om hans Stykke skulde tolkes af en Samling Kulsviere; eller tror man ikke det Jydske er ligesaa følsomt for Vold og Radbrækning som ethvert andet levende Tungemaal. Hertil kommer, at jydske Bønder endnu gaar altfor lidt i Theatret. Mine Stykker spilles da som oftest af Kunstnere, der ikke kan tale Sproget, for et Publikum, der ikke kan forstaa det, eller i det mindste ingen Kjærlighed har til det. Det maa forundre, at mine Stykker trods Sandheden i det anførte alligevel tør smigre sig med helt pæne Succeser baade hjemme og nu i Norge.
Størst Glæde har jeg vel nok af dem, naar jeg selv læser dem op i en Kreds af jydske Bønder. Men det er mit Haab, at jeg en Gang inden jeg dør, skal faa Lov til at gaa ud med et Par af mine Stykker, med en Trup af ægte jydske Mænd og Kvinder i Rollerne; da kunde det dog være, at jeg fik endogsaa de modvillige til at indrømme, at den jydske Replik har sin Berettigelse, sin Skjønhed og sin Styrke ikke mindre paa Scenen end udenfor den.
Mine Forudsætninger for at skrive til Døgnets Theatre er næppe store. Theatret kan altid kun give en ringe Brøkdel af Livet, og selv denne Brøkdel skal ofte vrides af Led, før den faar Lov at gaa ind ad Theatrets Døre. Her skal Foden overalt rette sig efter Støvlen og ikke omvendt. Mere og mere bliver Theatret et Legetøj for den blaserte og velfodrede Overklasse. – Giv os et virkeligt Folketheater for Bønder og Arbejdere, hvor vi paany kan faa Problemerne under Debat, – da kunde det atter blive fristende at lege med.
Jenle, 16. Septbr. 1918.
LIVET PAA HEGNSGAARD
FORTALE
Dette Stykke er skrevet i Foraaret 1901, og det blev den Gang forgjæves tilbudt Folketheatret. Saa laa det hen, indtil det sidste Foraar indleveredes til Aarhus Theater; denne Scene har nu spillet det op imod en 30 Gange. Efter Nytaar vil det komme frem paa Dagmartheatret.
Efter det Stormløb, man har rettet mod Dialekt-Anvendelsen i mine sidste Bøger, kan jeg formodentlig lave mig til for denne. Den "velvillige Kritik" har løftet sin blækkede Pegefinger advarende i Vejret, og jeg har siddet dens velmenende Henstillinger overhørig. Sligt plejer at hævne sig.
Sandt at sige, jeg vidste ikke mine arme Raad; jeg vidste ikke, hvad jeg skulde la' jydske Bønder tale om ikke det Sprog, de taler, naar de er ædru.
Længere er vi altsaa ikke kommen efter 40 Aars realistisk Kulegravning i Sprog og Virkelighedstroskab, end at den Forfatter skjældes for "skabagtig", der la'r sine jydske Almuesmænd føre det Sprog i Bøgerne, som de fører paa Loen og ved Davrebordet.
Hvad er vi ikke for et underligt Folk! Vi staar her paa vore Øer og raaber til hverandre og forstaar ikke hverandres Tale, endda Landet ikke er større, end at Vorherre kunde holde det i sin Haand som en Fuglerede. Hvor længe skal dette vare!
Vi opretter Lærestole i asiatiske Dialekter – Syrisk, Persisk, Mesopotamisk! – mens hjemme enhver spasende Journalist tør spigre vort Navn til Kagen, fordi vi har begaaet den Forbrydelse at pege paa Folkemaalets evige Vældkilder.
Vi er her i Landet vel ca. 1 Million, der taler det jydske Bondemaal, og omtrent lige saa mange, der med en Smule Ulejlighed let kunde føres til at forstaa det i Tale og Skrift. Det vilde dog vist næppe være helt uden Betydning hverken for Livet eller for Litteraturen, om der kunde skabes en stærkere Udvexling af Ideer og Forestillinger, Gloser og Sprogskatte mellem Jydsken og Højdansken.
Vort lille Land, der er kastet som en Rullesten i Brændingen, kan tidsnok miste sine særegne Konturer, gnedet og skuret som det er mellem de andre truende Landkolosser. Vi skal ikke selv bidrage til denne Rundslibning. Dialekterne er kun en Berigelse, en karakteristisk Streg mere i vort Folkefysiognomi.
Hver Gang vi fjerner et ejendommeligt Udtryk af vort Folkesprog, da rokker vi ved en Sten i Dæmningen, der hindrer det flade Vand i at trænge ind og sætte det hele i samme Niveau.
Men en Forfatter, der agter sit Kald, han maa værge om Sprogets Bakker og Dale og frygte Forfladigelsen som Sprogets onde Princip.
Hvis ikke Kritikken saa udelukkende var bleven en Syssel for Hovedstadsfolk og Akademikere, og hvis den jydske Almue ikke stod disse Folk fjernere end Manden i Maanen, da vilde en Folkeskribent ha' blidere Kaar, end han har nu om Dage.
Nu maa han krydse sin Skude op imod Vind og Strøm og som oftest gaa i Havn uden Lods.
Jenle, 26de Oktober 1907.
PERSONLISTE
Wolle Rævsgaard, Ejer af Hegnsgaard, ca. 50 Aar.
Ka Rævsgaard, hans Kone, ca. 55 Aar.
Trine, hans Datter.
Visti Andersen, 2den Karl paa Hegnsgaard, senere Mejerist.
Hellig Mads, Gaardmand, ca. 40 Aar.
Bitte Fip, gammel Pige paa Hegnsgaard.
Anders, Forkarl paa Hegnsgaard.
Per Søwren, omvandrende Spillemand, Morbror til Visti, ca. 60 Aar.
Esper Vøvtrup, Gaardmand, ca. 60 Aar.
Nørholm, Proprietær.
Gnatt, Præst og Agrar.
Ræber, Byslagter.
Palle Hjorddreng.
Moster Malén, Gjæst.
Faster Jehan, Gjæst.
Jonna, Tjenestepige.
Jørgen, Røgter.
Severin Jensen, Lærersøn.
Handlingen foregaar paa Hegnsgaard i Vestjylland.
FØRSTE AKT
Folkestue paa Hegnsgaard. Vægfast Bænk langs et uduget, knastret Fyrretræsbord. Løs Langskammel ind mod Stuen. Rødmalet Dør ud til Gangen til højre i Krogen bag Overbordenden. Søvnig Hængelampe med afskallet Blikskjærm i en Krog i det revnede Bræddeloft. Paa Bagvæggen sværtede Olietryk af Alexander III og Dagmar. Mod Væggen til venstre en svær Bilæggerovn af ældgammel Konstruktion; i samme Væg en Alkove med blommet Omhæng. Hylder langs Loftet med Lysestager, Strygejærn, Rivejærn, Sav etc. Paa Gulvet: Rok, Straangel og andet Husgeraad. I Krogen til højre en »Bornholmer«.
Til venstre foran Jærnovnen Bitte Fip, et surt og tykt Fruentimmer med sort Tørklæde over Hovedet og lange Muffediser om Haandleddene. Hun karter. En stor Dynge Tejer ved hendes højre Side.
Ved Langbordet 7 – 8 Tjenestefolk i Færd med at spise Nætter. Klang af Hornskeer, der stryges af paa Fadrandene. Pigerne har alt lagt deres Skeer. Da ogsaa Visti slikker sin ren og stikker den op i Læderstroppen over sit Hoved, siger
Anders Forkarl.
Hwad, Visti, spænder du nu ogsaa fræ! Det gaar sgu ett an. Vi maa ha æ Grød aa æ Fad, hwis vi vil ha godt Vejr i Maaen. – Kan ett andt hjælp, saa maa vi te aa snurre for em.
Nu legger Jørgen ogsaa hans Skir1.
Jørgen Røgter.
Ja, hwad tho2, a ka da't jen staa ved æ. A haar sgu wot der saa wal. I ka da si, te mi Hwol er ett den mindst.
Anders.
Ja, saa maa vi te paa en anden Fasovn, for æ Grød maa vi ha ædt, om der skal blyw nø Fornywels ved æ Vækild i Maaen.
Sæt jer nu ijen aalsammel og gjør, som a be'r jer!
Bette