Han søgte at holde sig skadesløs for Seminariets Kedelighed ved allehaande Smaaspilopper, til hvilke han var den dristigste og mest opfindsomme af Disciplene. Især frygtede alle Lærerne hans nærgaaende Interpellationer; og Religionslæreren, der i sin Tid vilde have været Præst, og hvis i Forvejen lidt svage Hjærne var bleven helt fortumlet ved mislykket Nippedrik af Theologiens gamle Vin, – ham løb det ganske koldt ned ad Ryggen, naar Hjorth begyndte paa disse spidsfindige Krydsspørgsmaal, hvori der syntes at spire en vordende Dogmatiker eller Skeptiker – hvilken af Delene var det endnu vanskeligt at have nogen Mening om.
Det var derfor heldigt for ham, at det allerede var i hans første Læreaar, at Kristine søgte Bistand hos ham mod Lærebogens Ubegribelighed. Senere vilde han have været mindre redebon til at give hende Forklaringer, som ingen af dem forstod, og han vilde ikke have vakt hos hende denne ydmyge Ærefrygt, som en dunkel Sikkerhed altid vækker hos en svag Aand, hvem den træder myndig imøde.
Efterhaanden blev hun den eneste, han havde noget synderligt at gøre med, den eneste, i hvis Selskab han havde Lyst til at sladre en halv Times Tid hen, enten det nu var paa Marken, medens hun malkede, eller i Køkkenet, naar hun skurede Gryder. Det var mest Sognets unge Piger og Knøse, der maatte holde for; – han var jo selv af dem, der i al Godmodighed ikke skaanede, og naar han havde faaet hende lidt paa Gled, kom der ogsaa ud af den lille, sluttede Mund Bemærkninger, der viste, at hun havde et skarpt Blik. Eller ogsaa fortalte han hende om sin Hjemstavn, om Naturen og Menneskene, Gaardens Indretning, Krigen og den patriotiske Løftelse, hvilket hun altsammen lod til at finde saare smukt. Men naar det havde varet ved henimod en halv Times Tid, døde Samtalen hen, han kedede sig saa smaat og gik, skønt modstræbende. Efterhaanden begyndte han dog ogsaa at finde Behag i disse enkelte dovne Ytringer, afbrudte af længere Pavser med Mælkestraalens sprøjtende Strippen i Pjæsen eller Skureviskens Skraben over Lerglasuren og Kobberet. Saa laa han paa Ryggen i Græsset eller sad paa Disken, betragtende hendes kraftige Arm i Arbejdet, naar Albueleddet spændte sig ganske blankt, og de fine Dunhaar gnistrede i Sollyset. Og naar hun løftede op, beundrede han hendes Smalben, som han havde Lyst til at gribe om. Hun var nu voxet til sine Bevægelser, og hendes Magerhed havde rundet sig til en harmonisk smækker Figur.
Der var et Sted bag i en Udkrog af Haven ved en halvaaben Læde, der hang ubevægelig paa sine rustne Hængsler, og hvis raadnende Lægter havde boret sig ned i Jorden. Midt i et Vildnis af Stikkelsbær- og Ribsbuske, som Hønsene puslede om imellem, stod en gammel Brønd, hvis Vippestang oppe over de frønnede Krægers bladfattige Kroner bøjede sig under Kampestenens Vægt. Paa saadan en rigtig lun Sommerdag, naar Solen fra en skyløs Himmel brændte ned over den tyndtskyggede Have og syntes at tænde Kalken paa Huslængen, der overalt lyste gennem Løvet, da var det en Nydelse at bære hendes Spand herhen, hvor midt i den vellystig bagende Hede, fuld af Sommerfuglevinger og Bisummen, en frisk Kølighed sivede op mellem de altid fugtige, mostykke Sten og aandede ud gennem de gabende, lavspættede Brøndbrætter. Medens hun bøjede sig frem for at lade Spanden gaa ned og med et kraftigt Klask dukke under i det dybt blinkende Vand, var hun, selv om hun havde villet, ude af Stand til at værge sig mod hans Arm, der lagde sig om hendes Midje; – og naar saa Spanden skulde trækkes op, var det fristende at hjælpe til og i Forvirringen fæstne sin Haand om hendes, der var stor og velformet, medens han saà hendes leende Ansigt nærme sig der nede fra det fugtige Mørke vuggende paa Vandspejlet i den dinglende Spand. – —
Kort efter at han som »meget duelig« havde bestaaet sin Afgangsexamen ved Seminariet, fik han Plads som Hjælpelærer ved en fynsk Landsbyskole. »Men De kommer vel nok igen over til os, Hjorth?« sagde Kristine Aftenen før Afrejsen. – »Ja, det haaber jeg da,« svarede han; »det er vel ikke en Afsked saadan for Evigheden.« – »Ja, for der er jo nu Hansen, … han kan vel ikke holde ud saa meget længe endnu … og saa kunde jo Fader nok … i Sogneraadet … hvis De da havde Lyst til at bo her.« – Denne trofaste Fremtidsplan smigrede ham meget, skønt han ikke fæstede synderlig Lid til den. Ved Afskeden var Kristines Øjne rødkantede, og han var ogsaa noget beklemt ved at sige Farvel.
Den gamle Lærer, hvis Medhjælper han var bleven, var en affældig Stakling, som, meget snavset, med pjusket langt Haar og Skæg, i ukendeligt Linned og en trevlet Frakke, sjokkede om i udtraadte Morgensko, pattende paa en forstoppet, stumpbidt Pibe, hvis Porcelæns Hoved og Svampedaase fra Tid til anden faldt ned i Snoren og øste deres Indhold ud over hans af Tidens Omskiftelser mangefarvede Buxer. Han var næsten ganske sløv og aldeles ude af Stand til at lære Nogen noget, saa at hele Herset med en ganske uvidende Skoleungdom tilfaldt Hjorth. Kun et Arbejde havde den gamle Petersen forbeholdt sig selv at nysle med; det var Expeditionen af Breve og Aviser, thi Skolen var Sognets Brevsamlingssted. Varetagelsen af dette vigtige Hverv optog en stor Del af hans Dag. Tiden indtil Middag var ikke for rigelig til Pakningen af Posttasken, der maatte hænges ud paa Ledstolpen ved Landevejen en halv Time før Tiden, hvilken resterende halve Time saa tilbragtes med at gaa frem og tilbage til Byens Udkant og kigge ud ad den snorlige Vej efter Vognen, der aldrig syntes at ville komme. Naar saa Posttaskerne var byttede og de krumbenede Krikker havde sat den klodsede, gamle Karet i en haabløs Bevægelse, – saa var det Ordningen af Aviserne, som toges ud af den sorte, sprukne Lædertaske, og hvis Indhold burde underkastes en flygtig Undersøgelse af hans Hornbriller, og den interessante, men vanskelige Sortering af Lærredssækkens Indhold: Brevene og Postanvisninger, hvilke sidste var hans stadige Kilde til Sorg, da han aldrig kunde komme ud af at regne og give igen, men blev ved at staa og vrøvle og klynke over det uhyre Ansvar, der var lagt paa hans Skuldre, indtil en arrig Stemme inde fra det andet Værelse, hvortil Døren stod aaben, gav ham en skarp Ansporing. Det var hans værdige Mage, der næsten altid laa begraven under en uhyre Dyne, skønt hun ikke fejlede andet end en perennerende Gnavenhed. Saaledes var hun mindst ubehagelig. Naar hun viste sig i opstaaet Skikkelse, var hun dobbelt gnaven over dette Offer og endnu mere snavset og sjusket end Manden, og udbredte en Parfume af gammel indelukket Sovekammerluft.
I disse uhyggelige Omgivelser, som han saa vidt mulig isolerede sig fra, gròde Savnet frodig op. Han lærte i disse ensomme Timer, hvor meget han var kommen til at holde af Kristine, hvorledes hendes Selskab var bleven den fordringsfuldeste af hans daglige Vaner; og han undrede sig over, at han saa let havde kunnet skille sig fra hende. De fyrige fynske Piger kunde spare deres indbydende Blikke og tilladende Smil til den kønne, unge Lærer. Han spøgede gærne en Aften bort med dem, men det var den stille, noget træge Sjællænderinde, der holdt hans Tanker med Selskab i disse betydningsfulde Minutter, da de søge en sikker og dyb Ankerplads, inden de lade sig hvirvle rorløse bort af Drømmenes lunefulde Bølger. Og naar han i et ensomt Drømmeri digtede sig ind i en lille naiv Kærligheds Dialog, saa sang den anden Stemme ikke i det opskræmmede Ømaal, men drævede lidt paa det flade Sydsjællandske.
Nogen Omgang fik han dog