Germanernes Lærling. Gjellerup Karl

saadan – ja vel! – he! Godsforvalterens lille runde Mave syntes at ryste af en stille Latter, der tilspidsede hans Læber og fik et musikalsk Udtryk i en lang Fløjtetone. Derpaa kastede han Pennen, gav Voxdugen et resolut lille Slag med Haandfladen, og idet han pludselig hoppede ned fra Kontorstolen, sagde han:

      – Ja, hør vèd De hvad, Jessen, – De kan saamæn godt skrive til Prokurator Meyer imorgen.

      – Hvad mener Godsforvalteren? – om —

      – Ja, netop … Jo, gu fører vi Sagen, sagde Ravns mest mjavende Fistelstemme, medens hans missende Øjne glædede sig over deres overlegne Skarpsynethed.

      – Men naar vores Bøger – —

      Men en nedladende, belærende Pegefinger prikkede Jessen paa Brystet: —

      – Ja men, det er de andre, der skal føre Beviset, go'e Mand! … Nej, gu udleverer vi ikke vores Bøger … Ja, lad dem forlange dem … Vi vèd ikke noget af det; – Regnskaberne er kommet bort; der har været en rædsom Uorden paa Godskontoret – i den forrige Forvalters Tid naturligvis … Lad De bare Meyer om det, han er ikke saa – —. Nej, de andre, de har sgu ikke deres Papirer i Orden; aa Gud, saadan Præsteregnskaber, nej, det kender jeg saamæn … Hvem er det, der gaar over til Dem? – aa, det er jo Lærer Hjorth, – ja det er sandt, nu skal han nok ikke være Lærer mer —

      – Hvordan det?

      – Naa har De ikke hørt det? jeg trode, han var saadan en intim Ven af Dem. Jo, jeg var saamæn i Selskab hos Pastor Krarup i Aftes, – en lille Lhumber, forstaar De – og han fortalte, at Hjorth vilde til København og studere Theologi; – det var saa godt som afgjort. – Det passer sig jo ogsaa meget bedre for ham … Det er jo en opvakt Fyr … Og det er et net Pigebarn, han er forlovet med; – nysselig skabt, – det ved Gud – —

      Godsforvalteren havde stampet sine Støvler fast i de pletfri Galoscher; den lille rundpullede Hat, hvis silkeglinsende Filt han havde glattet med Albuen, satte han paa sit skaldede og altfor flade Hoved, hvor den syntes at have siddet fra Fødslen, fuldendende Ryggens og Nakkens ærværdige Kurve med sin agtbare Kuppel, – og hans behandskede Haand strakte sig velvillig frem: —

      – Farvel, Jessen.

      – Ja, saa var der endnu, siden vi var ved Ovnstrup, det med Kirken. Vi skulde vel snart til at tage fat paa den – Synet udsatte jo en hel Del, og De husker nok, vi lovede Provsten, at Vaabenhuset, – ja De var jo selv med —