Tusmørket i det store Rum, Trætheden efter en hel Dags Færden i fri Luft, den ensformige Travtakt og Hjulrullen og den sagte Skumplen i Sædet, – alt virkede behagelig slappende paa ham, og han hengav sig til vage Drømmerier … Hans politiske Parti havde lidt et Nederlag, men det forstemte ham ikke. Han følte sig som en lykkelig Mand, – eller dog næsten lykkelig.
III.
Niels Christian Hjorth var Nordslesviger.
Hans Faders Gaard laa i Vonsbæk og naàde med sine hegnede Marker næsten op til Præsteskoven, hvis yderste Kæmpebøge spejle sig i Haderslev Fjord, der her bugter sig rolig frem mellem Skove og Brinker, som en stor Flod. Jordene var gode, og den store Frugthave gav altid et betydeligt Tillæg til Indtægten; Faderen havde som ung lidt efter lidt bygget det hele om, og den smukke store Beboelseslænge, med sin høje Kvist midt paa, kunde ved Solbjærgs Lag straale langt ud med sine mange udbuede Ruder, ligesom med et Guldsmil af Velstand. Eller man kunde undertiden om Natten langt borte fra se den i et tindrende Festskrud, med Lys i alle Vinduer, baade den lange Række forneden og Kvistruderne foroven, ligesom et Halvkors af Stjærner, der var faldet ned paa Bakken foran den sortbølgende Skovkending – saaledes som Hjorth nu syntes han saà den, medens han med sin Svigerfader kørte hjem til Yderslev, og Lysene tændtes rundt om; – og især hvis det var efter fireogtreds, saa kunde man være sikker paa, naar man kom nærmere, at høre den ene Fædrelandssang tage fat hvor den anden slap med sit sidste Vers, og den, der da traadte indenfor med en dansk Hilsen, han vilde faa mange kraftige Haandtryk og komme til at drikke Skaaler paa Genforeningen, til hans Hjærne var ør af Punsch og Kaffeknægte.
For Jørgen Hjorth var en dansk Mand, dansk lige ind i Hjærterødderne og ud i Neglerødderne. Han kunde helt forivre sig, naar han kom op at toppes med Smeden, der i Mands Minde havde været den eneste tysksindede Mand i Vonsbæk, det danskeste af alle Sognene i Nordslesvig, det man først og fremmest gjorde Regning paa: – var det en Adresse, en Indsamling i patriotisk Øjemed, en politisk Demonstration af hvilken som helst Art – Vonsbækkerne, det var de sikre Mænd, det vidste man, og det vidste de selv med en usigelig Stolthed. Han kunde som sagt forivre sig, men ellers var Jørgen Hjorth en rolig Mand. Han var som Racen i det Hele er: i det ydre stor, stærkt bygget, lidt knokkelfør, i det indre tavs, støt, af en lukket Selvstændighed, en Mand, som man tager, hvor man sætter ham. Der var et fast Drag om hans Mund; han var af dem, der i ingen Betydning af Ordet »gi'er sig«. Men Konen, lille og temmelig fed, var let bevægelig baade til Latter og Graad, aabenhjærtig og aabenmundet, med en udpræget Lyst til at sige imod og smaadrille.
Det kunde ikke være andet, end at en Mand som Hjorth maatte nyde stor Anseelse baade i og udenfor Sognet og faa adskillige Tillidshverv betroet: han var Formand i Sogneraadet, Medlem af Bestyrelsen for Sparekassen for Haderslevs Omegn og med i Dyrskue-Komitèen. Paa Dyrskuets aarlige Fest sad han ved den fine Ende af det hesteskoformede Bord i »Harmoniens« dannebrogssmykkede Festsal; men han holdt ingen Tale.
Det er en Selvfølge, at Jørgen Hjorth og hans Kone vare med ved Slesvigernes Besøg i København baade i enogtreds og i femogtreds. Siden den Tid var det de urustelige Minder fra disse Septemberdage, der altid i højtidelige Øjeblikke hentedes frem fra Hjærnekisten som et kostbart Familje-Service og pudsedes op til hele deres gyldne nationale Festglans, der fyldte Medlemmerne med en adelig Stolthed: – der var alle de andægtig blottede, bøjede Hoveder, i det højtidelige Halvmørke, rundt om Frederik den syvendes guldkransede Egekiste, under Domkirkens mægtige Hvælvinger, der syntes at skælve, medens den fantaserende Organists slesvigske Begejstring opsendte bredtonede Hymner til Hærskarernes Gud og atter druknede Tyskerne ligesom Pharaos Hær i de sølvskummende Bølger, der væltede sig under Orgelpibernes Storm: – der var Tivoli-Aftenen med den prægtig illuminerede Basar, som et Slot af Ædelstene, og med det urolige Fakkellys ind under den hvidgule Rand af sitrende Bladmasser og henover den bølgende Menneskevrimmel, der overdøvede Orkestrets Instrumenter, idet alle som èn istemte Fædrelandssangene; – der var først og sidst selve Festdagen ved den slesvigske Sten, under den solskyede Septemberhimmel, med det kølige Lys over brunlige bredkuplede Bøge, gulladne Græsbølger og Sundets mørkeblaa Strimmel, med det endeløse Pilgrimstog, de vajende Dannebrogsfaner, Talerne og Sangene, – og om Aftenen det lejragtige Gildelag, som havde et Offermaaltids glade Højtidelighed, og hvor Rusen var hellig under de mørke Bøgekroner, hvorover Stjærnerne tændtes, – og saa ud paa Morgenen den syngende Hjemkørsel paa Kapervognene langsmed det blanke Sund, der hvidnedes i et dæmrende Gry.
Det var denne Billedrække, der sysselsatte den femtenaarige Drengs Fantasi. Denne Tids Navne, Navne som Orla Lehmann, Clausen, Ploug, havde for ham den Klang, hvormed Helgennavne kildre Abatens Øre; – og han saà disse Mænd busteagtig, som overnaturlige Hoveder, under en Tronhimmel af Dannebrogsfaner, over Guirlander af Bøgegrene. Saaledes var han fra Hjemmet af højre og nationalliberal, uden at vide det. Thi det varede endnu længe, inden han fik Færten af, at der ogsaa var andre, ja ganske modsatte Meninger og Stemninger overfor disse Mænd og disse Idèer, at der kunde rettes Kritik, ja endogsaa rejses Anklage mod dem og fældes Dom over dem. Og da han fik det at vide, kunde han møde disse kætterske Vaaben, usaarliggjort ved den sejge Haardhudethed, som bestandige, ubrudte Barndomsindtryk fremhærde just i et bøjeligt Sind, og sikret mod at lokkes ud paa vildsomme Stier fra den fædrene Kongevej ved disse Patent-Skyklapper, som Nationalbevidstheden næst efter Religiøsitet er aller dygtigst til at binde om Panden paa dem, hos hvem den bliver en herskende, tyrannisk Følelse.
Gaarden i Vonsbæk hørte til de større; den var paa 130 Tdr. Land. Men Niels Christian var den tredje yngste af en temmelig betydelig Børneflok, saa det gav sig af sig selv, at han ikke fik nogen Gaard, hvis han da ikke giftede sig den til. Gaarden maatte for enhver Pris ikke deles; – alle de rede Penge og lidt til var gaaet med til Faderens Byggeforetagender, saa at det ikke blev stort, der kunde udbetales til de yngre Søskende, og endda vilde Jens, der arvede Gaarden, ikke komme til at sidde overdrevent godt i det. Men han hjalp sig nu med et gammelt Husraad: – han ægtede en rig Gaardmandsdatter, som han havde danset med i »Harmonien« ved Dyrskuet, rigtig en flot Pige af dem nordfra, der stillede i Silkekjole og med kunstige Blomster.
Niels Christian havde altid været skrap til Bogen, og saa blev det da bestemt, at han skulde læse til Skolelærer. Fik han saa ikke Gaarden, saa havde han dog den Fordel fremfor Jens, at han blev sin egen Konges Undersaat og Embedsmand og slap for at komme under den prøjsiske Korporalstok.
Da han var sexten Aar, kom han saa paa Seminariet, og man valgte et, hvor en Slesviger var Forstander. Det laa kun en lille halv Mil fra Yderslev, og han fik Logis og Kost hos Per Andersen.
Det var slet ikke det, han forstod ved en god Bondegaard. Et Værelse, der var saa lavt, at man frygtede for at støde Panden mod Tværbjælkerne, sparsomt oplyst gennem de smaa, skæve, tilsmudsede Ruder med en sjattet sirtses Gardin-Kappe, en simpel, lang Træbænk langs Væggen under Vinduet, foran den et umalet, tilfedtet Fyrretræsbord og saa nok en Træbænk, henne i det altid halvmørke Hjørne en stor Seng med en uhyre blaadigtens Dyne – ligesom stoppet til Sadel for en Mare – og i det andet Hjørne en brunrød Kiste, – det var Skuepladsen for Familiens Færden, for saa vidt den ikke foregik i Køkken, Kælder, Stald eller Mark. Noget i Retning af hvad man plejer at kalde Møbler fandtes kun, i en mager og forkrøblet Tilstand, i det lille firkantede Værelse, hvor Per Andersen modtog disse mere standsmæssige Gæster, hvem han trakterede med en Bajer og en sort Cigar. Men hvor var den egentlige Storstue henne? Hvor var den med sin lange krølhaarsstoppede, damaskbetrukne Familiesofa, med Mahognibordet, med de tulipanblussende Lænestole og perlesyede Fløjelspuder tittende koket frem gennem Aabningerne i de hvide Antimakasser, med sin Duft af Lavendler og Ovnlak, med sine Slagscene- og Helte-Lithografier paa det blomstrede Tapetpapir, og med sit Klaver, paa hvis gulnede Taster Datteren i det tarveligste Tilfælde kunde spille »den tapre Landsoldat« og »Paaskeklokken kimer« med èn Finger? —
En Datter var der imidlertid, skønt hun ikke kunde