Målet med kildekritikken er at finde ud af nøjagtigt, hvad man kan sige og ikke sige om sit emne på grundlag af de foreliggende kilder. Dette mål når man sjældent. Hvad man når, er at opstille et billede, et tentativt svar på sine spørgsmål, underbygget af de oplysninger, man har hentet ud af sit kildemateriale og argumenteret for holdbarheden af efter at have overvejet alle mulige modargumenter.
Begreberne »førstehåndskilde« og »andenhåndskilde«
Beretningen fra en person, som var til stede i Sankt Albani under kongemordet, betegnes som en »førstehåndskilde« til den blodige begivenhed. En beretning fra en, der ikke selv var til stede, og som derfor bygger på andres beretninger, kaldes en »andenhåndskilde«. Saxos skildring af kongen, der modtog nådestødet liggende på ryggen med armene ud til siden i korsform som en anden Kristus, er en andenhåndskilde, eftersom Saxo blev født mange år efter mordet.
En førstehåndskilde er naturligvis bedre end en andenhånds. Folk, der har været til stede under en begivenhed, måske oven i købet som aktører i den, ved mere end folk, der ikke var til stede og kun har deres oplysninger på anden hånd. Men også førstehåndskilden må man forholde sig kritisk til. Øjenvidner er ikke altid pålidelige. Dette viser både vidnepsykologien og mange kriminalsager. Det sete afhænger af øjnene, der ser. Hvad en kirketjener, der tilfældigt overværede mordet i Sankt Albani, forstod og mente om hele situationen, ville på mange måder være afgørende for, hvad han så. Hvis han var på kongens parti, ville han se og navnlig bagefter fortælle noget helt andet, end han ville have set og fortalt, hvis han var på drabsmændenes parti. Førstehåndskildens værdi vil afhænge af dens ophavsmands hele forståelse af, hvad der skete, hans evne til at huske og gengive det huskede med ord, hvor lang tid efter mordet han skrev sin erindring ned, hans eventuelle hang til at dramatisere og meget mere. Enhver ved, at når der er gået en vis tid, er det ens egen fortælling om det skete, man husker, snarere end det, man virkelig oplevede, og fortællinger har det jo med at blive bedre og bedre, som årene går. Endelig er det ikke alt, man kan se med sine øjne. Kirketjeneren ville kunne se kongens person og nogle andre personer, der slog ham ihjel, men drabsmændenes motiver kunne han ikke se. Dem ville en af de aktive drabsmænd, hvis han ikke løj om dem, være en bedre kilde til end den passive tilskuer. Når man anvender kvalitetsbetegnelsen førstehåndskilde, må man gøre sig klart, nøjagtigt hvad den er førstehåndskilde til. Kirketjenerens beretning ville være førstehåndskilde til, hvor og hvordan kongen stod eller lå, da han blev dræbt, men ikke til, hvorfor nordjyderne forfulgte kongen til Odense og dræbte ham.
Begrebet »tendens«
En kilde vil ofte være præget af en bestemt, mere eller mindre bevidst tendens hos ophavsmanden, f.eks. en politisk tendens. Det er tydeligt, at Saxos idealkonge Knud den Hellige gør alt, hvad han kan for at gavne kirken. Dette kunne hænge sammen med, at Saxo selv var gejstlig, og at hans chef og opdragsgiver var den danske kirkes overhoved, ærkebiskop Absalon. Efterkommere af drabsmændene ville måske tegne et helt andet billede af kongen og kongedrabet ud fra en helt anden politisk tendens. En tendens kan være meget andet end politisk. Erindringer vil f.eks. ofte være præget af en tendens hos ophavsmanden til at fremhæve sin egen rolle i de begivenheder, han skildrer. I en vis forstand kan han slet ikke lade være. Uanset hvor beskeden han er, må han nødvendigvis skildre dem ud fra sit bestemte synspunkt, og han vil altid på en eller anden måde være interesseret i det billede, teksten tegner af ham selv. F.eks. kunne han være interesseret i at fremstille sig selv som et beskedent menneske.
Man kan gå endnu videre og sige, at enhver tekst har et formål og dermed en tendens til at fremstille tingene på en bestemt måde fra en bestemt vinkel. At den fuldstændigt neutrale og objektive tekst slet ikke findes. Men tendenser kan være mere eller mindre stærke og tydelige. Nogle tekster er mere tendensladede end andre. I kildekritikken gælder det overalt om at være opmærksom på eventuelle tendenser i en tekst. De kan have stor betydning for dens udsagnskraft. Også i positiv retning. Hvis en kilde f.eks. rummer et udsagn, der går imod dens generelle tendens, hvis vi f.eks. hos Saxo støder på et negativt udsagn om hans helt Absalon, vil dette udsagn alt andet lige stå stærkere end et lignende udsagn i en kilde, der var fjendtlig over for Absalon. Saxo har gjort en indrømmelse, fordi han i sandhedens interesse var nødt til det.
Begreberne »primær« og »sekundær«
Begreberne »primær« og »sekundær« drejer sig om afhængighedsforhold mellem kilder og kildeudsagn. En kilde er sekundær, hvis det kan påvises, at den har sine oplysninger fra en anden kilde, der i så fald kaldes primær. Det kan det kun, hvis denne kilde er bevaret. Begreberne »primær« og »sekundær« bruges i kildekritikken alene om afhængighedsforholdet mellem bevarede kilder og kildeudsagn. Saxo kan betegnes som sekundær i forhold til en række ældre kilder, hvis og kun hvis disse er bevaret, og det kan dokumenteres, at hans oplysninger stammer derfra. Hvis en anden senere krønike har hentet oplysninger fra Saxo, siges Saxo at være primær i forhold til denne senere krønike, uanset hvor han selv måtte have sine oplysninger fra.
Det er her igen vigtigt at skelne mellem teksten og dens enkelte udsagn. Gesta Danorum kan på en og samme side have udsagn, som er sekundære, og andre, som er primære. Før man bruger disse betegnelser om et udsagn, må man altid spørge: Primær i forhold til hvad? Sekundær i forhold til hvad? I forhold til hvilket andet bevaret kildeudsagn?
Et primært kildeudsagn erstatter et sekundært. Hvis et udsagn kan påvises at være sekundært, mister det sin udsagnskraft. Men det primære kildeudsagn har ikke nødvendigvis nogen stærk udsagnskraft. Selvom Saxo f.eks. skulle være primær med hensyn til oplysningen om, at kong Knud lå i korsstilling, da han blev dræbt, kan oplysningen udmærket være det pure opspind. Der siges med betegnelsen primær intet absolut om det pågældende kildeudsagns udsagnskraft, kun at det findes genbrugt i en anden senere tekst. Det gør der til gengæld med betegnelsen sekundær. Det sekundære udsagn har ingen udsagnskraft. Det er i bedste fald overflødigt. Vel at mærke hvis vi interesserer os for det, det er et udsagn om, altså anskuer det som beretning. Hvis vi anskuer det som levn og f.eks. interesserer os for forfatteren og hans tendens til at låne oplysninger fra andre, for en forestillings udbredelse eller en mytes vandring gennem tiden, er sagen en ganske anden. Her som overalt er kildens værdi helt afhængig af det spørgsmål, vi stiller til den.
Begreberne »primær« og »sekundær« må ikke forveksles med begreberne »førstehånds« og »andenhånds«. Begge begrebspar anvendes ligesom begrebet tendens under beretningsudnyttelsen om forhold af betydning for beretningens udsagnskraft. Men begrebet førstehåndskilde er en stærkere kvalitetsbetegnelse end »primær«. En førstehåndskilde vil være tæt på den begivenhed, dens ophavsmand var førstehåndsvidne til – ikke nødvendigvis i tid, den kan være skrevet ned mange år senere eller på grund af en stærk tendens