Det funktionelle kildebegreb
En tekst eller en ting bliver først til historisk kilde i det øjeblik, den begynder at fungere som kilde for en historiker, der vil vide noget om et eller andet historisk emne. Som kilde vil dens udsagnsevne og udsagnskraft afhænge af, hvad historikeren i det konkrete tilfælde bruger den til. Kildens og dens enkelte udsagns værdi vil være en funktion af de spørgsmål, han stiller til den, hans såkaldte problemstilling, og den måde, han bringer den til at fungere som kilde på i forhold til denne problemstilling. Dette kaldes det funktionelle kildebegreb til forskel fra et såkaldt materielt kildebegreb, hvorunder man opfatter de historiske kilder og kildetyper som havende en værdi i sig selv, således at f.eks. et middelalderligt brev, et såkaldt diplom, altid vil være af større værdi end en krønike, uanset hvad man bruger teksten til.
Det funktionelle kildebegreb ligger til grund for nærværende tekstsamling. Den består derfor af et antal problemstillinger formuleret som et eller flere spørgsmål, efterfulgt af et antal forskelligartede tekster, som skal bruges til at besvare netop disse spørgsmål. Hvert sæt spørgsmål med tilhørende tekster kaldes et kildesæt. Mange af dem har været stillet som eksamensopgave på et eller andet tidspunkt. Opgaven bestod da i at udnytte hver tekst så godt som muligt for at finde frem til dens udsagnsevne i forhold til de stillede spørgsmål og derefter argumentere for og imod værdien af de fundne oplysninger, dvs. vurdere og drøfte dens udsagnskraft. Det skal understreges, at der ikke gives noget facit på en sådan opgave, kun gode og dårlige argumenter på grundlag af en præcis læsning af teksterne.
Inddeling af kilderne. »Meddelende og ikke-meddelende«, »deskriptive og præskriptive« kilder
Fra historievidenskabens barndom har man forsøgt at skaffe sig et overblik over alle historiske kilder og inddele dem i forskellige kategorier. Den mest overordnede inddeling er sondringen mellem »talende« og »stumme« kilder, senere kaldt »meddelende« og »ikke-meddelende« eller »symbolske« og »ikke-symbolske« kilder, idet man ved »talende«, »meddelende« eller »symbolske« kilder forstår tekster og billeder, der henviser til noget andet end sig selv, til forskel fra redskaber, huse eller andre ting, der ikke rummer symboler i form af bogstaver eller andre tegn eller figurer og derfor ikke henviser til andet end sig selv. Disse begreber ses sjældent anvendt i historiske arbejder.
En mere brugt distinktion er skellet mellem »deskriptive« og »præskriptive« kilder, også kaldet »kognitive« og »normative«, dvs. henholdsvis beskrivende og foreskrivende kilder og kildeudsagn. Under klassen af »deskriptive« eller »kognitive« kilder placerer man f.eks. krøniker og avisreportager, under de »præskriptive« eller »normative« lovtekster og befalinger, men den samme tekst kan udmærket indeholde både deskriptive og præskriptive udsagn.
En tredje distinktion er skellet mellem »offentlige« og »private« kilder, som går på, hvilken modtager teksten er beregnet for, et større publikum eller private venner og bekendte, familie eller ophavsmanden selv, hvis det er en dagbog.
Alle disse distinktioner hidrører fra egenskaber ved kilden selv, som den så at sige er født med, ikke egenskaber den får i forhold til et bestemt emne eller en bestemt problemstilling. Sådanne distinktioner og klassifikationer bygger derfor strengt taget på et materielt kildebegreb, men de kan rejse funktionelle spørgsmål. En dagbog er i udgangspunktet en privat kilde, men det kan ikke altid udelukkes, at dens ophavsmand har haft muligheden af en senere offentliggørelse for øje.
Om bestemte, mere konkrete kildetyper som middelalderdiplomer, aviser, våbenskjolde og mønter er der udviklet hele videnskaber, diplomatik, heraldik, numismatik mfl., som inden for historiefaget kaldes for hjælpevidenskaber. Tidligere indgik sådanne hjælpevidenskaber i metodeundervisningen, men mængden af kildetyper er så stor, at det ikke har mening at koncentrere sig om nogle enkelte. Hvad det gælder om i metodeundervisningen, er at opøve færdigheden i at håndtere en hvilken som helst kildetype, man bliver stillet overfor. Senere i studiet kan man tage enkelte kildetyper op, som måtte spille en særlig rolle for det emne, man sidder med.
Begreberne »levn« og »beretning«
Enhver kildetekst kan anskues og bruges som et levn af den historiske situation, den opstod i, dens ophavssituation. Den kan tillige bruges på en anden måde, nemlig som beretning om det, den handler om. Man har tidligere brugt ordene »levn« og »beretning« som betegnelser for to forskellige kildetyper. Under det funktionelle kildebegreb bruger vi dem om to forskellige måder at anskue og bruge en tekst som kilde på, idet vi sætter den i relation til to forskellige stykker historisk virkelighed, henholdsvis dens ophavssituation og den historiske virkelighed, den handler om. Man kan f.eks. bruge Saxos krønike Gesta Danorum om danskernes bedrifter fra de tidligste tider til omkring år 1200 som kilde til forholdene på Saxos egen tid, eller man kan bruge den som kilde til en af de begivenheder, den skildrer, f.eks. drabet på Knud den Hellige i året 1086. I det første tilfælde bruger man den som levn, i det sidste som beretning.
Det sidste er det simpleste og naturligste. Knud den Hellige og de andre danske konger og deres bedrifter er jo det, teksten selv retter opmærksomheden mod. Når man læser en bog, artikel eller en hvilken som helst anden fortælling, interesserer man sig automatisk for det, den handler om. Det er jo meningen med den. Derimod er det hverken simpelt eller naturligt at anskue teksten som del af den virkelighed, den stammer fra. At Gesta Danorum skulle anskues som levn og bruges som kilde til, hvad der skete på Saxos egen tid, var næppe hans mening. Det er en utilsigtet brug af den.
Under levnsaspektet retter man opmærksomheden mod teksten selv og den virkelighed, der omgav den, bort fra det den selv retter opmærksomheden mod. Man spørger f.eks.: Hvilke forestillinger rummer Saxos tekst om kongemagten, var disse forestillinger de almindelige på Saxos tid, eller var de specielle for ham og den kreds, han tilhørte? Hans fortælling om Knud den Helliges tid indledes med en meget rosende skildring af denne konge, som giver os et fyldigt indtryk af Saxos kongeideal. Vi interesserer os nu ikke længere for kong Knud, men for Saxos kongeideal. At udnytte en fortælling som levn er en utilsigtet brug, som kræver, at man så at sige træder ud af den og betragter den på afstand i stedet for at lade sig rive med af handlingen. Selvom vi i højere grad retter opmærksomheden mod teksten, er det stadig ikke teksten selv, der er i fokus. Vi bruger den stadig som kilde til noget uden for den selv, nemlig kongeidealer på Valdemarstiden.
Levnsaspektet og beretningsaspektet skal forstås som to læserpositioner, historikeren uafladeligt veksler imellem. Snart anskuer han kilden som levn, snart som beretning. Når han f.eks. bruger Saxo som kilde til drabet på Knud den Hellige, altså som beretning, vil han ikke have læst ret længe, førend han træder tilbage fra kilden og spørger: Hvorfor skriver Saxo sådan? hvad er meningen? hvem skriver han for? Historikeren anskuer med andre ord Saxos beretning som levn for at vurdere hans udsagn. I næste øjeblik vender han tilbage til beretningsaspektet og interesserer sig igen for Knud den Hellige. Under udnyttelsen af Saxos tekst som beretning vil historikeren gang på gang anskue den som levn. Når han omvendt bruger Saxos fortælling om Knud den Hellige som kilde til kongeidealerne på Saxos egen tid, altså udnytter den som levn, vil han alligevel gang