Allerede i 1959, altså samtidig med udnævnelsen til professor, bliver Sløk kontaktet af Gyldendal med henblik på at skrive “en idéhistorie til gymnasieundervisningen” (165). En opgave, som han efter nogen tøven og med en række forbehold (bl.a. at bogen skulle have et par medforfattere) påtog sig (165 og 171).7 Idéhistorie var på dette tidspunkt – endeligt formuleret i den såkaldt “røde betænkning” fra 1963 – ved at blive kørt i stilling “som et muligt sammenknytningsmedium for gymnasiefagene”, der på baggrund af en øget faglig specialisering i gymnasieundervisningen stod i fare for at miste sin almendannende karakter (Schanz, 1992: 12). Så da Sløks (og medforfatterne Pihls og Lunds) De europæiske ideers historie for første gang udkom i 1962, ramte den altså lige ind i en på daværende tidspunkt uhyre aktuel uddannelsespolitisk diskussion.
Sløk, der blev bogens egentlige hovedforfatter, skitserer allerede her i indledningen det perspektiv på idéhistorien, som han senere, med de to nævnte bøger fra 1968, udviklede sin idéhistoriske metode på baggrund af. Med udgivelsen af De europæiske ideers historie havde Sløk placeret sig som en central og uomgængelig figur, da oprettelsen af idéhistorie som en humanvidenskabelig disciplin i slutningen 1960’erne kom på tale i en dansk sammenhæng.
Inden den endelige oprettelse af Institut for Idéhistorie i 1967 havde Sløk dog endnu en gang – med kronikken “Er idéhistorie et sammenrod – eller noget for sig?” (1966b) – formået at blande sig og positionere sig i forhold til udformningen og oprettelsen af et sådant universitetsfag. Sløk er med denne kronik tæt på endeligt at have formuleret sin idéhistoriske metodeforståelse. Han bestemmer således idéhistorie som et særegent fag med en selvstændig fremgangsmåde, hvorved han ønsker at distancere sig fra de tendenser til at degradere idéhistorie “til en slags ubestemmelig og uigennemtænkt udgave af kulturhistorie i bred almindelighed”, som han ser i samtiden (Sløk 1966b: spalte 12). Og så opretter han endvidere det skel mellem en “regional” og en “ikke-regional” idéhistorie (der henholdsvis beskæftiger sig med de regionale og de fundamentale ideers historie), som også bliver et af de bærende elementer i de to bøger fra 1968. Med denne kronik havde Sløk, kunne man sige, på sin vis allerede skrevet sin ansøgning til stillingen som professor i idéhistorie.
Om ikke ‘kaldet’ til idéhistorien, så var Sløk dog – fra han startede sin intellektuelle løbebane med at læse “de store afdøde” i 1932, til han overtog professoratet i idéhistorie i 1967 – idéhistoriker af sind og dannelse. Hvilket efter vores relativt kortfattede, intellektuelt-biografiske gennemgang gerne skulle fremstå med al tydelighed. Skulle man således svare på spørgsmålet om, hvorfor Sløk nu pludselig ville være idéhistoriker – ja, så ville det nok ikke være helt dumt herpå at svare, at det havde jo sådan set altid, nærmest per definition, ligget i kortene. At Sløk i 1977 valgte at vende tilbage til teologi, havde som bekendt andre årsager end de rent faglige. Årsager, som vi ikke her skal fordybe os i, men som man kan orientere sig om andetsteds.8 Kjeld Holm, der gennem årene har været en af Sløks mest trofaste støtter og fortalere, skriver et sted, at Sløk “hele tiden [har] befundet sig i spændingsfeltet mellem en humanistisk tolket idéhistorie og teologien”, og på mange måder er det nok en meget præcis karakteristik af Sløks faglige tilhørsforhold (Holm, 1986: 10). Eller sagt anderledes: For Sløk var teologiens forudsætning et indgående kendskab til idéhistorien, og en vellykket idéhistorie lod sig omvendt kun skrive med udgangspunkt i et solidt kendskab til teologien og de teologiske ideers historie.
II
Men i 1967 fik Sløk altså, bl.a. på foranledning af vennen og universitetskollegaen Justus Hartnack, sit eget personlige professorat i idéhistorie. Ambitionerne – eller skulle man måske snarere sige idealerne? – var i udgangspunktet høje:
Ideen tog konkret form. De studerende måtte naturligvis kunne læse både græsk og latin. Når det var en selvfølge for en teolog, måtte det i højere grad være det for en idéhistoriker. Indtil de sidste 300 år var alt den relevante litteratur skrevet på græsk og latin. Derpå skulle studiet struktureres om læsningen af de bærende forfattere, fra Platon til Wittgenstein – eller fra Homer til Beckett. Det skulle ikke være de regionale ideer, vi skulle lede efter, specielle æstetiske, politiske e.l., men de fundamentale, i sidste ende de ideer, der beherskede hele den bærende livsholdning, ideerne om verden, mennesket og Gud. Jeg forestillede mig, at vi desuden kunne trække de afgørende linjer ned gennem historien, udtrykt i modsatte par: monisme-dualisme, materialisme-idealisme eller rationalisme-idealisme. Så skulle til sidst gerne billedet blive klart af, hvorledes verden omkring os ved ideernes – og videnskabernes – udvikling langsomt skiftede udseende for til sidst at miste sin anskuelighed; hvorledes i takt dermed mennesket fra at være den spatio-temporalt definerbare entitet mistede sin substantialitet for i stedet at dukke op som det universelle perspektiv for alting; endelig skulle ideen om Gud demonstreres i sin udvikling fra en metafysisk central-størrelse til det dynamisk overgribende, der muliggjorde den individuelle perspektivering af universet, så at sige forklarede, at det ikke var et blændværk. Kunne denne vældige rejse gennem århundreder aftegne sig, ville den samtidig kaste belysning ind over vor kulturelt epokale situation – og jeg ville på idéhistorisk grundlag have gennemført min ønskede reprise. (Sløk, 1986b: 184-85)
Som bekendt holder idealerne sjældent stand i virkelighedens verden, når den konkrete indsats skal gøres. Og “det hele” blev da også “temmelig omgående”, som Sløk udtrykker det, “massakreret” fra centralt hold (185), idet fakultetet (det humanistiske), efter Sløks udsagn, angreb, ændrede og forringede det oplæg, som Sløk havde leveret (186). Sløk mente dog, at “der [blev] så meget tilbage, at det […] kunne fungere” (ibid.).
Under alle omstændigheder, så tilbyder denne skelnen mellem ambition (ideal) og virkelighed en mulig indgangsvinkel til de to bøger, som Sløk udsendte i 1968, da han havde tiltrådt professoratet.
Hvor Fylde eller tomhed. En idehistorisk skitse er det mere idealistiske skrift, hvor Sløk i en snæver optik præsenterer sin helt egen version af idéhistorien (svarende til det ambitiøse program, som Sløk skitserer i det lange Mig og Godot-citat ovenfor), så er Hvad er idehistorie? et mere pragmatisk og imødekommende skrift, der introducerer til idéhistoriestudiet generelt. Dog under stadig inddragelse af Sløks personlige præferencer.9 Det vil være klogt at have denne forskel in mente, når vi i det følgende skal gøre Sløks idéhistoriske metodeforståelse til genstand for en nærmere undersøgelse.
Men lad os starte med Hvad er idehistorie?, der trods alt er den mest introducerende af de to tekster, og som derfor også leverer den bedste indgangsvinkel.
Allerede i forordet skitserer Sløk ved at referere til “den røde betænkning”, at en af idéhistoriens fornemste opgaver må være “at modvirke den stærke fagopdeling”, “bygge bro eller afsløre, hvorledes de emner, de forskellige fag beskæftigede sig med, stod i relation til hinanden og i den kulturelle sammenhæng fungerede sammen. Idéhistorie var altså efter deres mening [bagmændene bag “den røde betænkning”, PHA] en tværfaglig disciplin …” (Sløk, 1968b: 7). Selvom Sløk her nøjes med at referere til de officielle hensigtserklæringer, der lå bag ønsket om at gøre idéhistorie til et tværfagligt og syntetiserende “sammenknytningsmedium” i gymnasierne, så er det tydeligt, særligt når man ser det metodologiske program, han efterfølgende fremsætter, at han er helt enig i denne karakteristik.10 “Den røde betænkning” begrundede imidlertid ikke denne tværfaglighed og svarede heller ikke på spørgsmålet om, hvorledes denne tværfaglige disciplin “skulle løse sin opgave” (ibid.). Hvorfor Sløk, da det er ham, “der har fået overdraget den opgave” (ibid.), med sit