Som Hauge tager også Frank Beck Lassen i “Sløk og renæssancen” udgangspunkt i Sløks renæssance-reception, om end fokus hos Lassen er på Sløks generelle analyse af renæssancens idéhistoriske betydning for eftertiden (moderniteten). Fra bogen om Pico della Mirandola (i øvrigt Sløks adgangsbillet til et professorat) udkom i 1957 over 1970’ernes Cusanus-studier til værkerne Da mennesket tog magten (1989) og Shakespeare. Renæssancen som drama (1990), var renæssancens idéhistoriske konsekvenser for eftertiden et emne, der optog Sløk. Lassens artikel relaterer endvidere Sløks idéhistoriske analyse af renæssancen til en række andre sådanne analyser, herunder særligt til den, som den tyske idéhistoriker Hans Blumenberg er eksponent for.
Endelig får Sløk selv ordet for en kort bemærkning i Jens Viggo Nielsens og Henrik Kristensens interview, som er medtaget sidst i antologien, og som er en let redigeret udgave af et interview, der tidligere har været trykt i det idéhistoriske institutblad Tingen i sig selv. Sløk kommer i interviewet omkring dominerende temaer i forfatterskabet, såsom renæssancens skelsættende betydning for det moderne menneskes tankeverden samt forholdet mellem absurditeten og den kristne forkyndelse, men beskæftiger sig også med mere metodeteoretiske overvejelser og mange af de øvrige teoriområder, som berøres i antologiens enkelte artikler.
Afslutningsvis er det på sin plads at rette en tak til Aarhus Universitets Forskningsfond, Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation og Augustinus Fonden, som ved at stille økonomiske midler til rådighed for publiceringen af nærværende bog har fungeret som et sine qua non. Desuden ønsker vi også at takke Aarhus Universitetsforlag og forlagsredaktør Carsten Fenger-Grøn for godt samarbejde.
Alle antologiens henvisninger til Sløks egne værker refererer til den fælles liste over anvendt litteratur af Sløk, som er at finde sidst i bogen. Alle øvrige litteraturhenvisninger refererer til de enkelte artiklers særskilte litteraturlister.
1 Vi skylder Sune Liisberg tak for at have henledt vores opmærksomhed på denne sentens.
2 Her må vi korrigere Johannes Christensen, der i sin anmeldelse af nyligt afdøde Hans Jørgen Thomsens bog Johannes Sløk omtaler denne som “Endnu et skrift til kulten om afdøde Johannes Sløk” (anmeldelse i Jyllands-Posten, 26/5 2004). Thomsens bog var på dette tidspunkt – ud over Jan Lindhardts kritiske, men i øvrigt lidt ‘vitaminfattige’ Johannes Sløk – Modernismens teolog fra 2002 – den eneste bog, der efter Sløks død bare nogenlunde udførligt havde behandlet Johannes Sløks intellektuelle indsats. Det virker derfor besynderligt at tale om “Endnu et skrift til kulten om […] Johannes Sløk” (vores kursivering, red.).
SLØK – NOGLE PERSONLIGE ERINDRINGER OMKRING INSTITUT FOR IDÉHISTORIE
Hans-Jørgen Schanz
Jeg havde hørt om og læst bøger af Sløk, da jeg i 1967 skulle træffe et studievalg. Hans (og Lunds og Pihls) De europæiske ideers historie var flittigt blevet brugt på Sønderborg Statsskole, hvor jeg gik – både i dansk-, historie- og oldtidskundskabstimerne. Mere end noget andet var denne bog og dermed altså Sløk det udslagsgivende for mit studievalg. I idéhistoriebogen fremstod en verden præget af storhed, dybde, konflikt – og sammenhæng. At Sløk så også havde skrevet bøger om eksistentialismen og Kierkegaard gjorde kun valget lettere. Eksistentialismen lå i tiden, og det er min erindring, at de gymnasiaster, der tog sig selv alvorligt – om end ofte måske for alvorligt – alle var eksistentialister, dog som regel i lightudgaven. De store spørgsmål om døden, livet, mening, ansvar og kærlighed havde et effektivt resonansrum i eksistentialismen – hvorimod de politiske foreninger forekom kræmmeragtige og småborgerlige, hele raden rundt. At Sløk så også i offentligheden var kendt som provokatør, gjorde næppe tiltrækningen mindre.
Jeg havde – fra en to år ældre gymnasiast fra Sønderborg, der oprindeligt var startet på teologi, og som var fulgt med Sløk, da denne blev kaldet til et professorat ved det til ham nyoprettede Institut for Idéhistorie – hørt, at her var noget at se frem og op til.
Stor var skuffelsen, da semesteret startede i 1967: Sløk var sygemeldt, der var de første uger af september ikke en eneste, man kunne henvende sig til – og når man alligevel forsøgte at få oplysninger om det institut, man var indskrevet ved, var meldingerne – ofte isprængt skadefryd – altid nedslående. Der blev slet ikke noget institut, det hele var det rene pjat osv.
Lidt efter lidt kom der dog en smule struktur, idet Sløk, inden han gik på sygeorlov, havde ansat Mogens Wegener som amanuensis. Uden studie- og eksamensordning og til og med i Sløks totale fravær skulle han starte et institut, der i den grad, af alle, blev identificeret med Sløk. Det har ikke været en nem eller i det hele taget særlig tiltrækkende opgave.
Men han kom, så og sejrede – altså mesteren. I oktober 1967 lige efter efterårsferien gik den egentlige start på studiet. Den første forelæsning forløb som et show. Et forelæsningslokale, der kunne rumme 60-70 mennesker, var overfyldt. Kl. 13.15 kom Sløk ind, så ud over forsamlingen, vendte om og gik ud igen. En af de studerende, der var fulgt med ham fra teologi, og som åbenbart var lidt inde i Sløks stil, løb efter ham og fik ham forklaret, at han ikke var gået fejl, hvad han selvfølgelig godt vidste. Da Sløk vendte tilbage, startede han med at sige, at dette måtte være en misforståelse. Han ønskede ikke noget stort institut og slet ikke mange studenter. Ikke fordi han havde noget imod studerende, men fordi idéhistorie skulle være et kald og ikke bare et studium. Dernæst holdt han en miniforelæsning over, hvad han mente idéhistorie skulle være – hvor han i øvrigt flittigt (og udelukkende på græsk) citerede Platon – og til slut ridsede han nogle af de formelle krav op. De rummede bl.a. kunnen i tysk, engelsk og fransk, hertil – som noget ufravigeligt – latin og græsk. Hvis dette skræmte nogen bort, så var det kun godt.
Det var mit første møde med Sløk. Jeg er sikker på, at jeg ikke var ene om at beundre ham – uden forbehold. Hold da kæft hvor vi så op til ham. Og det var ikke uden grund. Aldrig før eller siden har jeg oplevet en lærer, der var så inspirerende, som kunne skabe overblik og klarhed og få tekster til at tale til og med en. En ikke ringe del af hans smittende engagement kom utvivlsomt fra, at han ikke bare var lærer, men i lige så høj grad skuespiller. Han var uforudsigelig, en opfindsom eksempelmager samt fuldblods provokatør og spotter – hans register var uhyre bredt.
Jeg ved ikke, om det var skuespilleren i ham, der gjorde, at han i meget høj grad var afhængig af publikum. Han gik ganske enkelt flad, hvis der ikke var mange til stede ved forelæsningerne. Det interessante er imidlertid, at lige så afhængig han var af publikum, lige så konsekvent modarbejdede han enhver form for menighedsdannelse. Han elskede beundrere og hadede eftersnakkere. Det lå ham virkelig på sinde, at folk tænkte selv – men det kunne overses eller overhøres på grund af hans kroniske ironi og hans begejstring ved et stort publikum.
Og så var han ekstremt hårdt arbejdende, han ville næppe have brudt sig om at blive kaldt flittig, måske heller ikke hårdt arbejdende. Jeg tror, han ønskede et billede af sig selv som intellektuel boheme, hvad han delvist også var, når han tog sine drukture. Men frem for alt ønskede han ikke at fremstå som småborger, hvad han bestemt heller ikke gjorde i offentligheden. Hvad der ikke rigtigt passer ind i billedet, er det hårde arbejde. Men jeg er helt overbevist om, at uden det ville hans performance hurtigt være blevet opfattet som skabagtig, pjattet og ulidelig tom.
En af grundene til hans succes som underviser lå givetvis i, at han både havde noget på hjerte – og havde bearbejdet og forberedt det. Jeg har som studerende fulgt alle hans undervisningsforløb de første tre år. Og skønt han ofte aflyste, enten fordi han var syg, beruset eller havde tømmermænd, blev det faktisk til en række undervisningstimer. I modsætning til de fleste andre var Sløk ikke bange for temmelig beruset at møde frem til en forelæsning, hvor han udelukkende gik på podiet for at kundgøre, at man vel kunne se, hvorfor han ikke kunne undervise. Andre havde fået en sekretær til at sætte en seddel op, hvor der stod,