Så kom Dorthe med et par øl, og Sløk halede nogle cigarer frem fra en hylde. Nu snakkede vi om instituttet. Det underlige var, at Sløk på den ene side var ophøjet og – nok påtaget – ligeglad med det institut, han havde startet, men på den anden side var han ganske nysgerrig efter at få at vide, hvordan det gik. Og det var bestemt ikke en nysgerrighed, der var styret af håbet om dårlige nyheder. Da jeg gik, forklarede Dorthe mig, at hun havde udstyret Bo – sådan kaldte hun ham – med et læderforklæde, for at han kunne ryge alt det, han ville, uden at brænde sig selv af.
Jeg hævder ikke, at jeg har kendt Sløk – jeg har mødt ham og været sammen med ham af og til i en periode på mere end 25 år. Men kendt ham vil jeg ikke påstå, jeg har. Og det tror jeg dybest set ingen, bortset fra Dorthe, har. Dels skyldes det den klare distance, han udviste, ikke sjældent midt i fortrolighed. Dels tror jeg, han var en gåde for sig selv.
KALDET?
– sløk, idéhistorie(n) og spørgsmålet om idéhistorisk metode
Paw Hedegaard Amdisen
J.V. Nielsen: På falderebet: et godt råd til de unge mennesker, der giver sig i kast med et idéhistoriestudium?
Sløk: Det har jeg allerede sagt. De skal holde sig til de basale idéer: Gud, sandhed, mig.
(Fra interviewet med Sløk i nærværende antologi)
Det følgende skal, som artiklens overskrift bebuder, handle om Johannes Sløk, idéhistorie(n) og spørgsmålet om idéhistorisk metode. Den bestemte form er sat i parentes for at markere, at det både er Sløks forhold til idéhistorie som faglig institution (Institut for Idéhistorie) og Sløks forhold til idéhistorien som humanvidenskabelig disciplin og det dertilhørende spørgsmål om idéhistorisk metode, som artiklen vil behandle.
Først vil vi følge og rekonstruere Sløks vej til Institut for Idéhistorie. Herunder forsøgsvis besvare spørgsmålene: Hvorfor ville Sløk pludselig være idéhistoriker? I hvor høj grad var denne beslutning om pludseligt at skifte fag – fra teologi til idéhistorie – et spørgsmål om personlig og faglig nødvendighed – et kald?1 I hvor høj grad var der tale om tilfældighedernes eller måske snarere omstændighedernes spil? Dernæst vil vi kaste et nærmere blik på den specifikke formulering af metodologisk ståsted (som idéhistoriker), som Sløk primært gav med bøgerne Hvad er idehistorie? og Fylde eller tomhed. En idehistorisk skitse, der begge udkom i 1968. Endelig vil jeg, for nu også at perspektivere en smule, placere Sløks idéhistoriske metodekonception i relation til den lidt bredere metodediskussion, som internationalt set har fulgt idéhistorie siden etableringen som selvstændig akademisk disciplin i starten af 1940’erne. Det vil i den sammenhæng forhåbentlig blive tydeligt, at Sløks metodekonception ikke kun har historisk eller anekdotisk relevans, men også formår at indgå i en aktuelt verserende diskussion.
I
Hvorledes forklarer man bedst det faktum, at Johannes Sløk, der i 1959 – efter mange års hårdt slid som bl.a. lektor på teologi og seminarielærer på fuld tid2 – endelig havde fået et professorat på teologi (altså en sikker, akademisk fuldtidsstilling), i 1967, da chancen bød sig, valgte at tage springet til et nyoprettet professorat i idéhistorie? Et professorat, som qua sin karakter af nyoprettelse ville kræve en ekstraordinær administrativ og planlægningsmæssig arbejdsindsats. Indsatser, som i forvejen bestemt ikke huede Sløk.
Sløks egen udlægning af springet fra teologi til idéhistorie, som den fortælles i Mig og Godot, er tvetydig. På den ene side skildres springet som noget nærmest impulsivt og tilfældigt – et “indfald” (Sløk, 1986b: 184). Noget, som Sløk egentlig i første omgang sagde nej til, men som siden, som han så poetisk formulerer det, slog rod i sjælen, voksede og satte blomst (ibid.). På den anden side fremstilles springet i Sløks overordnede narrativ nærmest som en nødvendig reprise: “Hvad jeg først havde udfoldet teologisk, kunne jeg nu udfolde idéhistorisk” (ibid.).3 Det sidste hænger naturligvis også sammen med den form, som Sløk (i den narrative teologis tjeneste) vælger at give sin fortælling: at alle de tilsyneladende tilfældige begivenheder, som udgør Johannes Sløks liv, ud fra et guddommeligt perspektiv – fortællerens synsvinkel – synes at danne en samlet helhed, en fortælling, hvori alle biografiens tilfældige begivenheder får karakter af en slags guddommelig nødvendighed.4 Det kunne retrospektivt ikke være anderledes.
Ser man imidlertid på Johannes Sløks biografi, samlede forfatterskab og faglige interesser før springet til idéhistorie, vil man opdage, at springet af andre end guddommelige årsager ikke var nogen tilfældighed. Allerede da Sløk i 1932 i selskab med familien Lorentzen modtog sin afgørende intellektuelle impuls og “vækkelse”, var udgangspunktet idéhistorisk (61).5 Som Sløk udtrykker det, så var man i den familie “lidenskabeligt optaget af alt, der var af ånd, af musik, kunst, litteratur, filosofi, religion” (60). En lidenskabelig åndfuldhed, som Sløk – som han beskriver det – bestemt ikke var bekendt med fra den “småborgerskabets lidenskabsløse ikke-verden”, som rent biografisk var hans udgangspunkt (19). På sommeropholdene hos familien Lorentzen fik Sløk således sin første introduktion til de europæiske ideers historie. Med udgangspunkt i Kierkegaard og Kærlighedens Gerninger, som med det samme tryllebandt ham, læste Sløk efterfølgende en række af den europæiske idéhistories sværvægtere: Platon, Schopenhauer og Nietzsche. Der er ingen tvivl om, at disse tidlige læsninger satte deres spor på Sløk. Han havde med egne ord “mødt mennesker, de store afdøde, som jeg følte mig på en ganske ny måde i slægt med” (66).
Sløks intellektuelle gnist var tændt, og efter succesfuldt at have gennemført et studenterkursus søgte han ind på teologi. Nu kunne man måske tro, at Sløks studievalg primært var religiøst betonet (det var det i en vis forstand naturligvis også), men som han selv fremlægger det i Mig og Godot, så lå der en række mere pragmatiske overvejelser til grund herfor:
Teologien er et fund af et studium. Man føres vidt omkring, man trænger ind i sprog – hebraisk, græsk, latin – man trænger dybt ind i fremmede kulturer, Israel, men jo også andre, Grækenland først og fremmest, man får et grundigt kendskab til den samlede europæiske historie […]. Man får frem for alt alle muligheder for at trænge ind i de filosofiske og principielle problemer, historisk og systematisk. (73)
Som enhver med en smule kendskab til Sløks idéhistorieforståelse kan se, så ville man i citatet uden problemer kunne erstatte ordet “teologi” med “idéhistorie”. Sløks perspektiv på teologien var altså allerede i udgangspunktet idéhistorisk. Da Sløk i 1946 afleverede sin teologiske doktordisputats Forsynstanken – Et Forsøg paa en dogmatisk Begrebsbestemmelse (Sløk, 1947) – nu ved Teologisk Fakultet i Århus, hvor han i foråret 1944 var blevet ansat som undervisningsassistent – så var denne da også, som Sløk selv udtrykker sig, “bygget […] op på et meget omfattende grundlag af idéhistorisk stof” (116).
Da Sløk efterfølgende i starten af 1950’erne underviste på teologi i Århus, og bl.a. skulle undervise i faget filosofihistorie, så han sig så sur på fagets lærebog – der “så at sige [var] en kortfattet filosofihistorie med kristen facitliste” – at han “forelagde Løgstrup og Prenter” den idé at forfatte nogle korte filosofihistoriske monografier “uden teologiske randbemærkninger”. Selv skrev Sløk to korte monografier om henholdsvis Platon og den filosofiske rationalisme (Descartes, Spinoza og Leibniz) og eksponerede hermed igen sit idé- og filosofihistoriske sindelag. Et sindelag, som Sløk igen på fornem vis eksponerede med de mere væsentlige monografier Die Antropologie Kierkegaards (1954) og Tradition og nybrud. Pico della Mirandola (1957).
I 1959 fik Sløk så – efter en del lobbyarbejde fra P.G. Lindhardts side – omsider sit professorat.6 Og ikke overraskende