– Hvad, smart? Og du ved, at i vores land er alle smarte – fattige og fattige. Vil du gøre en forskel? Så hør, jeg forklarer ikke to gange. Et hellig sted er aldrig tomt. Og dit sted, ikke kun det Hellige.. Ved du, hvor mange arbejdsløse i vores landsby, der vil kneppe dig til at indtage din gratis plads?
Harutun ruede øjnene ud af frygt og udgød tårer af senilitet.
– Beklager, patron, der er ikke indsat en kugle i ærmet, men en patron.
– Nå, så hør, hvor meget, jeg vil forklare i en nøddeskal: Eeee… læste du Gogol?
– Han drak en mogul.
– Tuller du mig?
– Det var humor. Jeg så film med hans deltagelse.
– Det er godt. Så du en film om NOS?
– Om hvis næse?
– Nå, ikke om din? … – Ottila sprang fra bordet, – Humor igen?
– Mnn, ja! – den gamle mand rejste sig opmærksom. Ottila kiggede på korporalens lysken og løftede hovedet med svulmende øjne, kastede hovedet til slutningen og så kun en søvnig plexus.
– Sid skide!! råbte han. Korporalen sad i en udgangsposition.
– jeg huskede. Patronen… det er her manden mistede næsen…
– husket?
– Det stemmer!!
– Så vi ser efter ham. Selv … – Og Ottila bankede en finger i loftet. – spurgte mig en halv dag. Han anmodede meget om, at jeg selv personligt ville tage denne sag op. Så at sige, tog personlig kontrol.
– Gud?
– Nej, du nar, Marshal. Nuuu, vores gud. Han sagde, at der ikke er nogen værdigere … – Ottila sprang på knæene, stod underordnet og tog kontrol over situationen.
– Og hvordan skal vi se efter ham. Dette er en historie?! Desuden døde de.
– Hvem er de?
– Nå, disse, hovedpersonerne døde for længe siden… og Gogol er hovedvitnet, det samme… ja, død.?! Dette er ikke humor.. Ahhh?
– Nar. – Fejlen sprang fra skødet af Incephalopat. – Vi ser efter et monument på et kobberplade, der blev stjålet. Enten hjemløse eller skurke. Alligevel et monument over NOSU og måske… antikviteter.!?
– Og hvem bliver her?
– Isolde og Izzy til det vigtigste.
– Er han stadig lille?
– Intet er lille, jeg kendte allerede en kvinde i hans år.
– For dette er meget sind ikke nødvendigt: læg det, spyttede og gik…
– Hvordan man ved, hvordan man ved…
– Nej, protektor, jeg kunne blive, mit hjerte er svagt…
– Intet, her i Skt. Petersborg indånder du gasser og lethed.
Harutun ville stadig sige noget om at blive hos Klops kone, men han blev tankevækkende og kiggede væk på den krybende tohale på knæet og pressede insektet ind i stoffet i hans bukser med tommelfingeren.
– Hvad ville du udslette? – sarkastisk, skævede hans øjne, spurgte Ottila.
– Jeg har ikke penge eller medicin.
– Det kan løses. Alt betaler budgettet. Hvis vi finder næsen.
– Og hvis vi ikke finder det?
– Og hvis vi ikke finder det, trækkes alle udgifter… fra dig.
– Hvordan så?
– Og så. Hvis du stadig stiller dumme spørgsmål, kan du miste dit job. Har du det?
– Det er rigtigt, forstået. Hvornår skal vi hen?
– Dumt spørgsmål. Vi skulle allerede være der. Lad os gå nu!
– Og hvad er der så snart? Har jeg ikke pakket min kuffert?
– Vi skal altid holde det klar. Du vidste, hvor du fik et job… Forresten, den samme ting…
– Hvad?
– Jeg har ikke pakket min kuffert. Ja, vi har ikke brug for dem. Ved ankomst skal du købe det, du har brug for. Jeg har et bankkort.
– Og hvis der ikke er nok penge?
– Han kaster. – og igen sprang distriktspolitimanden med en finger i loftet og sprang i en pygmy-stil ved hjælp af svulster på bordet og viftede med en fod foran kollegas næse. Han rejste sig og korsede bordet til fods i retning fra Arutun til sin stol. Tårer og satte kursen mod afkørslen.
– Hvad sidder du? lad os gå! – og vinkede med hånden, – og som ved langs St. Petersborg, fejede over Jorden…
De forlod fæstningen og efterlod kun en note i kridt på døren:
“Vær ikke bange. Vi gik videre med et presserende opdrag til Skt. Petersborg. Du bliver på Incephalates sted og Izya – i stedet for mig.. Mig!”
Og i bunden er tilføjelsen i en anden håndskrift:
“Beklager, Pupsik, jeg kommer tilbage, som jeg skal! Mens din loppe går op. Vent på mig, og jeg kommer tilbage. Måske en…”
Izya læste notatet, og skrev på arket i håndskrift fra sin far og Intsefalopat, skjulte den i lommen og tørrede indskriften fra døren.
– Nå, gamle ged, du har det. – Jeg tog min mobiltelefon og sendte SMS til min far. Så gik han ind i huset og gav sedlen til sin mor. Hun læste og trak på skuldrene.
Lad ham ride. Vi erstatter det. Og ikke et ord om fortsættelsen af faderen. Har du det?
– Selvfølgelig, mor, jeg forstår… Og lad os tage svinen fra rektoren, ahh? foreslog han.
– Hvad er du? Vi skal gøre alt i henhold til charteret og retfærdigheden.
– Og han råber på mig i retfærdighed?
– Han er instruktøren. Han ved bedre. Og han selv vil være retfærdiggjort for Gud.
– Er det den der hænger på væggen på kontoret?
– Næsten. Der hænger Iron Felix, hans stedfortræder. Okay, gå med dit hjemmearbejde.
– Det gjorde jeg. Mor, kan jeg gå en tur på floden?
– Gå, men husk, hvalp: druk, kom ikke hjem. Jeg dræber dig… Har du det?
– Ja. – Izzy råbte og forsvandt bag døren…
Apulase TREDJE
– Nej, protektor, jeg kunne blive, mit hjerte er svagt…
– Intet, her i Skt. Petersborg indånder du gasser og lethed.
Harutun ville stadig sige noget om at blive hos Klops kone, men han blev tankevækkende og kiggede væk på den krybende tohale på knæet og pressede insektet ind i stoffet i hans bukser med tommelfingeren.
– Hvad ville du udslette? – sarkastisk, skævede hans øjne, spurgte Ottila.
– Jeg har ikke penge eller medicin.
– Det kan løses. Alt betaler budgettet. Hvis vi finder næsen.
– Og hvis vi ikke finder det?
– Og hvis vi ikke finder det, trækkes alle udgifter… fra dig.
– Hvordan så?
– Og så. Hvis du stadig stiller dumme spørgsmål, kan du miste dit job. Har du det?
– Det er rigtigt, forstået. Hvornår skal vi hen?
– Dumt