"Hvad Synd skulde der kunne være i det?"
"Der er den Synd, at de gaar bare og bliver endnu ældre af det. Saa æld-ældgamle. De faar Lov til at stænge sig af. Naar man har Børn, saa er det gennem dem, man skal holde sig Døren aaben til Fremtiden. De er inde i Ens Liv, og saa gaar de ud i Verden og bringer stadig noget nyt og friskt med der ude fra. Gennem dem faar Forældrene Lov til at leve med i den næste Slægt ogsaa: de staar endnu midt ude i det hele og kan mærke, hvordan det lufter ind imod dem… Men naar Børnene gemmer sig ind til En og med Villie gør sig gamle ligesom En selv, saa er der jo slet ikke mere. Saa synes man, at hele Verden udenom En er bleven ond, og saa er der ikke mere tilbage – uden at dø."
Han havde talt sig varm. Men Anna rystede bedrøvet paa Hovedet.
"Mo'er vilde slet ikke kunne forstaa saadan noget som det, De der siger. Hun vilde bare synes, jeg svigtede hende. Nu har hun det godt: hun bryder sig ikke om noget udenfor, bare hun har mig. Jeg turde saamænd ikke en Gang fortælle hende, at jeg vilde op til Dem idag."
Hun lo – en Smule forlegent.
"Hvad tror hun da?"
"Hun tror, jeg er hos Onkel Kihler. Det var jeg ogsaa: jeg plejer at se op til ham en Gang om Maaneden. Men han var ikke hjemme. Og saa fik jeg saadan en pludselig Lyst til at… "
"Til at faa noget at læse i?"
"Ja."
"Det var letsindigt af Dem, Frøken. For nu slipper jeg Dem ikke igen saadan uden videre."
"Hvad vil De da gøre ved mig?" Hun saa saa hjælpeløst forskrækket ud, at han kom til at le.
"Jeg vil saamænd have Dem med ind paa en Kafé."
"Der har jeg aldrig været før." Hun blev rød af Glæde. "Og saa kan jeg ogsaa meget bedre fortælle Mo'er, at jeg har været sammen med Dem."
"Mener De det?"
"Ja – for saa er det jo Dem, der har inviteret mig og ikke mig, der… "
"Er gaaet op til en fremmed Herre – nej. Med andre Ord: vi lyver lidt – ikke sandt?"
"Ja, det gør vi vel," sagde hun og saa angerfuldt paa ham.
– De var naaet ned til Vesterbros Passage og vilde gaa tværs over Gaden. Fra den ene Side kom der en Række Arbejdsvogne, fra den anden susede en elektrisk Sporvogn frem. Anna saa ikke Sporvognen og vilde gaa frem lige foran den.
Flyge stak uden at tænke over det sin Arm ind under hendes og holdt hende saaledes tilbage. Den blev ved at hvile der, til de var naaet over Gaden. Anna gjorde intet for at gøre sig fri. Og han kunde mærke hendes Arms Varme gennem sit Frakkeærme.
Det blev ham, der af egen Drift gav slip. Hun syntes ikke et Øjeblik at have tænkt over, at de havde gaaet der Arm i Arm.
"Men jeg kan jo ikke blive længe hjemme fra," sagde hun pludselig – hun var endnu inde i Samtalen fra før. "For saa troer Mo'er straks, at jeg er kommen noget til."
– De tog Plads udenfor en af Kaféerne i Nærheden af Tivoli. Flyge vilde helst gaa ind i Kaféen, han vilde ikke gerne udsætte sig for senere at blive beskudt med Spørgsmaal om, hvem den Dame var, han havde haft med. Men Anna holdt paa, at de skulde sidde udenfor. Der kunde de have det nok saa lunt, og der var Læ for Vinden.
Anna skulde have Chokolade, naturligvis. Flyge vilde, at der ogsaa skulde være Vin.
Men da de havde faaet det, blev han paany tavs og vidste ikke ret, hvad han skulde sige til hende.
Anna lod ikke til at mærke det. Hun var i ypperligt Humør og lo og pludrede løs med Munden fuld af Kage.
"Tror De, saadan en Kafé betaler sig?" sagde hun. "Det tror jeg, den gør. Her sidder altid saa mange, naar man gaar forbi. Især Herrer. Jeg har for Resten somme Tider saa ondt af dem."
"Hvorfor det?"
"Jo, for de ser tidt saa ulykkelige ud – de kan sidde og se helt fortabt paa deres Smørrebrød. De har naturligvis ikke noget andet Sted – jeg vil nok sige: saadan Dag ud og Dag ind at sidde og spise ganske alene ved et lille Bord – Tak! det skulde jeg dog ikke have noget af. De er vist ogsaa sære, mange af dem – jeg synes, de, som varter op, de gaar og ser saa underligt paa dem… Kan De se den tykke Opvarter der – sikke han ligefrem slænger Maden ned paa Bordet foran dem… Se, der kommer en Hund – aa, det er Synd: den faar vist ikke noget. Jeg kan ikke forstaa, at Nogen kan nænne at tage en Hund med paa saadan et Sted og saa lade den staa og se med tør Mund paa, at man selv spiser… Ja, kom Du bare her hen, min Ven, saa skal Du faa Sukker… Monstro den holder af Sukker?.. Saa – sitze – god Hund… Nej, hvad er nu det?"
Hunden havde meget behændigt grebet det Stykke Sukker, hun kastede ind i Gabet paa den. Men opmuntret herved havde den med et Sæt sat sine Forpoter op i hendes Skød. Og i sin Overraskelse havde Anna ganske rolig ladet den snappe en Kage, som hun holdt i den anden Haand.
"Nej stop, det var ikke Meningen – fy, skamme sig… "
Flyge sad ganske stille og lunede sig i hendes Nærhed. Og han sagde til sig selv, at paa denne Maade skulde man egentlig altid have det med Kvinder. Ingen Forelskelse, ingen Uro. Bare have dem om sig som en sagte Musik.
Han hævede sit Glas og drak med hende.
"Skaal, Frøken!" sagde han. "Paa et langt, langt Bekendtskab!"
"Tak" – hun lo – "jeg bliver saa fuld som en Allike, naar jeg har drukket dette her."
… Paa en Gang var der en ung Mand, der inde fra Kaféen stilede hen mod Bordet, hvor de sad. Han var høj med lyst krøllet Haar og et svagt Fuldskæg. Gangen var en Smule slentrende, og to store Hænder med stærkt fremtrædende Sener dinglede frem og tilbage ved hans Sider. I den ene holdt han en lille Haandkuffert, og for Resten havde han intet Overtøj men var klædt i en grov blaa Jakke, der var knappet helt op i Halsen.
Uden at tage fjerneste Hensyn til Flyges Nærværelse gik han lige hen til Anna, glædestraalende og svingende med Haandkufferten.
"Frøken Herding!" raabte han, "Frøken Herding! Nej, det var da morsomt, det var da forfærdelig morsomt!"
Anna var lige bleven forsonet med Hunden. Hun havde taget en Lommekam frem, og bøjet ned over den var hun i Færd med at frisere dens Øren. Men ved Lyden af denne Stemme saa hun i Vejret, og op i hendes Kinder skød der en varm Strøm af Blod.
"Bøg!.. Nej dog! hvordan kommer De her?"… Hun rejste sig op og rakte ham sin Haand, som han stærkt rystede frem og tilbage.
"Jeg kommer lige fra Banegaarden. Igaar blev jeg færdig med Militærtjenesten – nu har jeg rejst hele Natten… Og saa skal jeg netop komme her ind og spise Frokost… Og det første Menneske, jeg træffer paa – det skal være Dem!"
"Vi havde vel nok truffet hinanden alligevel. For De var da kommen op til os – ikke sandt – det var De da?"
"Naturligvis var jeg det… skønt jeg vidste jo ikke Deres Adresse – men det er da meget morsommere at mødes saadan rent tilfældig. De er jo snart det eneste Menneske, jeg kender her i København – ja, og saa Deres Mo'er da… Hun har det vel godt kan jeg tænke… ?"
De stod begge to og saa hinanden smilende ind i Øjnene. Hunden, der mærkede, at den nok ikke kunde vente sig mere af Anna, forsøgte at indsmigre sig hos Bøg ved logrende at gnide sig op ad hans Ben. Ingen syntes at tænke paa Flyge.
Han maatte selv bede om at blive forestillet for den unge Mand.
"Ja, det er sandt," sagde Anna. "Det er Hr. Bøg, Viggo Bøg, en meget god Barndomsven af mig. Og det er Hr… .Hr… ." Hun stirrede paa ham. I sin glade Forfjamskelse kunde hun paa en Gang ikke finde hans Navn frem af sin Hukommelse.
"Flyge," sagde han med et lille Smil.
"Ja, Hr. Flyge – om Forladelse… Men saa sæt Dem dog ned, Bøg."
Bøg trykkede Flyges Haand og saa spørgende paa ham.
"Ja, hvis Hr. Flyge tillader?"
"Værsaaartig."
Bøg