"Det er jo nogle ganske forargelige Anskuelser," sagde Hansen-Maagerup. "Man skulde bare lade staa til og gøre og lade, akkurat som man havde Lyst til! Jeg skal sige Dig en Ting: Du mener det ikke!"
"Hvad gør jeg ikke?.. Om Forladelse: jeg saa ikke, at jeg havde Ruder Knægt… mener jeg ikke, hvad jeg siger?"
"Nej, Du gør saamænd ikke."
"Det var da heller ikke godt," tonede det fra Fru Herding.
"Jeg forsikrer Dem for – jeg mener det. Og hvorfor skulde jeg ikke det? Menneskenes Børn er virkelig nogenlunde utilregnelige i, hvad de foretager sig. Hvem kan f. Eks. indestaa for, at Hansen-Maagerup ikke en skønne Dag gør Alvor af at gaa op til Eksamen?"
"Du kunde ellers gerne holde det Anliggende udenfor."
"Ja ja – saa skal jeg tage et andet Tilfælde. Jeg har en Ven – en udmærket Karakter, brav, trofast – han gaar en Gang om Aaret rundt og laaner Penge af alle os, der kender ham fra gammel Tid. Vi giver ham gerne lidt – alle – vi kan jo allesammen godt lide ham. Han maa have dem, siger han bare – og saa lægger han Hovedet paa Siden og ler… Ved De, hvad han bruger dem til?"
"Nej… Han drikker dem kanske op?"
"Nej fy! Han er det pæneste og ædrueligste Menneske paa Jorden. Han ødelægger dem blot. Han kan gaa ind i Butiker og købe Ting, han ikke har Spor af Brug for. Eller han kaster Skillinger i Grams til Drenge paa Gaden. Eller han gaar ned til Havnen og slaar Smut med Femogtyveører… Han vil bare have den Fornemmelse, at der ingen Grænser er for, hvad han kan tillade sig – de Par Gange om Aaret."
"Saa synes jeg virkelig, Pengene de kunde være bedre anvendte."
"Ja – hvordan f. Eks.?"
"Aa – der er da altid et fattigt Menneske… "
"Ja vel – Brød mener Du. Jo, Du er mig en net Teolog… "
"Hvad mener Du med det?"
"… som ikke ved, at Mennesket ikke lever af Brød alene."
"Tilvisse ved jeg, at… "
"Du ved ikke, at der er anden Ulykke til end den, som skriger ud af et Par slunkne Tarme og anden Lykke end at faa Maven fyldt… Se nu min Ven, ham jeg talte om. Han elskede at føle sig som en Fyrste – at kunne strø Penge ud – ganske hensynsløst. Maa han ikke have Lov til det? Og er det ikke ligesaa berettiget at sætte sin Glæde i det som i at æde og drikke og sætte Børn i Verden? Enhver har jo sin Lyst. Nogle finder deres Morskab i at spise Østers, Andre i at samle paa Frimærker, atter Andre i at holde Moralprækener. Hvorfor saa ikke lade dem hver følge sin?"
"Du taler, som om der kun var Spørgsmaal om Lyst."
"Ja, vi kan jo godt give det et andet Navn. Derpaa kommer det ikke an."
"Jeg mener, at det, som er det ædleste og bedste i En… " Det bævede om Hansen-Maagerups Mundvige, saadan som det gerne gjorde, naar et eller andet satte ham i Sindsbevægelse.
"Det ædleste og bedste – ja, er det ikke det, som ligger dybest i vor Natur? Hvorimod det ringe og daarlige – det er det, som er den fremmed. For Dig, Hansen-Maagerup, er Teologien utvivlsomt det ædleste og bedste. Du er, om jeg saa maa sige, Teolog fra Mo'ers Liv… "
"Aa – det ved jeg dog ikke." Hansen-Maagerup rødmede beskedent.
"Ja, Du tænker maaske paa, at Du ikke har faaet den Eksamen – undskyld, at jeg igen berører dette smertelige – men er det ikke netop et Udslag af det evig teologiske? Hvor kan man nogensinde afslutte sin religiøse Forstaaelse med en Eksamen? Din Teologi er uendelig som selve Himmeldybet."
"Ja, det er jo en let Sag at gøre Nar."
"Paa Ære – jeg mener det. Men hvad Dit Studium er for Dig, det er f. Eks. Svineopdrætning for en Landmand. Ja, det skal ikke være nogen Kynisme – er det ikke en stor og rig Kærlighed til Livet, dets Frugtbarhed, dets Grøde, der er Kærnen i saadan et Menneske? Han ser det svulme i Modersoen, myldre i det ene Kuld Grise efter det andet – omskabes gennem Flæskets Anvendelse som Næringsmiddel – tror Du ikke, at han i sin Sjæl har et Alter for Frugtbarhedens Guddomme… ?"
"Svineopdrætning maa vel siges at henhøre til Adiafora – til de Ting, der er neutrale lige overfor det sædelige Begreb. Men lad os nu sætte, at Talen er om ligefrem Ryggesløshed… "
"Ja hvad saa? Utallige Folkeslag har dyrket Vinens Gud – ikke at tale om Kærlighedens – og Digterne har besunget baade Rusen og… "
"Ja, Digterne de… "
"Er nogle uteologiske Lødekøer – naa ja – men se saa til vore gamle brave nordiske Forfædre – de dyrkede da baade det ene og det andet. De drak, saa det drev dem ud af Brynjeringene – de overtraadte henrykt alle Straffelovens Paragraffer og drak Guderne paa Pelsen af Glæde, naar de havde gjort det – de… "
"Ja, man kan vel ikke gaa saa langt tilbage, naar man skal bevise noget. Hedningernes Forhold til Loven er jo overhovedet et af de vanskeligste Spørgsmaal… Men nu er Du og saa Fruen ligegodt blevne lilleslem."
Han tog sejrsæl det sidste Stik hjem. Fru Herding kastede et lynsnart Blik paa det Kort, Flyge endnu havde i Haanden.
"Men Hr. Flyge dog!" sagde hun, og hendes Ansigt strammedes til en stor Bebrejdelse, "nu har jeg aldrig kendt Mage! De sidder jo med Kongen! Og jeg, som saa sikkert troede… "
"Ja, jeg maa meget bede undskylde. Jeg sad i Tanker."
"Det kan jeg sandelig mærke."
Fru Herding var vred. Hun svulmede. Naar hendes Harme tændtes, saa hun ud, som om hun blev pustet op indvendig fra. Og hendes Øjne blev endnu rundere end ellers.
Det var et Par Gange hændet, at det ved Spillebordet kom til ligefremme Scener.
Anna afværgede det imidlertid denne Gang. Hun begyndte at tale om, at det vistnok var paa Tide at sørge for Aftensmaden. Vandet skulde sættes over nu til Te – ellers blev det for sent. Den første Rubber var jo desuden forbi.
Og Fru Herding rejste sig og gik med hende ud i Køkkenet.
Flyge blev alene med Hansen-Maagerup. Men han havde ikke Lyst til at genoptage Samtalen. Hansen-Maagerup sad og saa paa ham med sine skikkelige, bedrøvede Øjne, mens hans brede, kluntede Hænder ubehjælpsomt famlede ved Bordtæppets ene Hjørne. Og Flyge fik næsten Medlidenhed med ham. Han vidste, at han følte ligefrem Smerte, naar der med unænsom Haand blev grebet ind i den Forestillingskres, han levede sin beskedne Tilværelse paa. Og han bestemte sig til at lade ham have Fred – i hvert Fald for Resten af Aftenen.
"Ja," sagde han med et Smil, "vi to bliver nok aldrig enige i denne Verden."
"Nej," sagde Hansen-Maagerup, og det bævede paany om hans Mundvige, "og jeg vilde dog saa inderlig ønske, at Du kunde… Det gør mig saa ondt at høre Dig staa paa det Standpunkt."
Anna kom ind og begyndte at dække Bord. Flyge følte en stedse mildere og fredsommeligere Stemning dale ned over sig. Den lune Stue med dens vage Duft af Blomster, dens renlige Fordringsløshed og sirlige Orden – den hvide Dug og den pyntelige Opdækning med det gamle Spisestel og de smaa Frynseservietter – alt dette fik i det dæmpede Lampelys et Skær af naiv Hygge, der dulmende trængte sig ind i hans Sind. Og han lovede sig selv, at han vilde være skikkelig og ikke yppe nogen ny Strid.
Anna vimsede ud og ind – fra Køkkenet ind i Stuen og tilbage igen. Hun havde taget et hvidt Forklæde paa – det gjorde, at hendes Buste tog sig rankere og mere spændstig ud i den tarvelige, mørkeblaa Kjole. Nu, da hun var optagen af sit Arbejde, var det ogsaa, som om hendes sædvanlige Forsagthed var strøgen af hende. Hendes Hænder greb saa sikkert og rapt, var de end smaa og svage at se til…
Flyge kunde ikke lade være at gøre hende en Slags Undskyldning for Striden før. Han vidste ikke hvorfor, men han syntes pludselig, det var hende, han først og fremmest skyldte en saadan.
"Hvad mon De egentlig mener om os to?" sagde han. "De synes vist, at vi er et Par rigtig