"Ikke saa farligt? Hvorfor ikke det?"
"Nej – det tror jeg virkelig ikke, De gjorde. Saa vilde De have talt paa en anden Maade. Jeg var saamænd lige ved at sige det til Dem før, da De var midt i det. For det kunde jeg tydelig mærke paa Dem…
Men saa vilde jeg alligevel ikke. For De kan naturligvis have Ret i noget af det… "
Hun var igen ude af Stuen. Men Flyge syntes, at hendes Stemme havde sitret en Smule som af Latter, der holdes nede.
Skulde hun virkelig ikke tage ham højtidelig?
Det krænkede ham saa smaat. Ikke for det: hun havde jo i Grunden Ret. Han mente det virkelig ikke saa farligt – i alt Fald mente han det ikke nu mere. Det var jo i det hele taget hans store Ulykke: han mente egentlig aldrig ret noget for Alvor. Men han var dog vant til, at man lagde en vis, passende Vægt paa, hvad han sagde. Og saa havde denne lille, stilfærdige Pige siddet der saa ganske uimponeret.
Han saa hen paa Hansen-Maagerup. Ogsaa paa hans Ansigt syntes han at kunne skimte et noksaa lunt lille Smil. Det ærgrede ham. Hans teologiske Ven havde saa sandelig ikke nogensomhelst Aarsag til at føle sig overlegen.
Det var ham næsten som en Smule Oprejsning, at Fru Herding endnu, da hun kom ind, syntes ikke at være uden Beskhed.
Men ved Aftensbordet var han Medgørligheden selv. Han gav sig til at fortælle Historier. Ganske uskyldige og uanstødelige Smaatræk – saadant som man hører hvor man færdes paa Gader og Stræder – i det højeste med et lille Stænk af blid Ondskab mod en eller anden kendt Personlighed. Han fortalte godt og vakte altid Moro dermed. Og han hørte ogsaa nu smaa Latterknist, bredt fra Hansen-Maagerup, dybt stønnende fra Fruen, næsten barnligt lyst fra Frøken Anna.
Alligevel kunde han ikke frigøre sig for en Fornemmelse af, at den sidste betragtede ham med et Stænk af Ironi… Han begyndte at faa Interesse for hende: skulde virkelig dette lille Stykke Kvindekøn sidde der og have ham ganske lunt til bedste? Sidde og skinne af frejdig Kritik bag disse bly sænkede Øjenlaag? Det kunde sandelig more ham en Gang at komme nærmere i Lag med hende. Egentlig havde hendes Skjulthed altid pirret hans Nyfigenhed – nu følte han det næsten som et Behov at komme til at se om bag hendes sagtmodige Væremaade – se, om der kanske skulde findes en lille spillende og spydig Pigesjæl, som ikke hendes Nærmeste kendte…
– Under de to sidste Rubbere sad han hele Tiden og tænkte paa, hvordan han skulde finde Paaskud til at besøge de to Damer udenfor de sædvanlige Whistaftener. Hansen-Maagerups retskafne Nærværelse vilde nemlig være ham en Hindring i mulige Eksperimenter.
Og da han ikke fandt noget bedre, drejede han Samtalen saadan, at han kunde tilbyde Frøken Anna at laane hende Bøger fra Biblioteket.
Hun blev rød i Hovedet af Glæde derover. Men det var Fru Herding, der tog imod Tilbudet paa hendes Vegne.
Da han var ved at gaa, kom imidlertid Anna hen til ham ude i Entréen.
"De skal have Tak for det med Bøgerne," sagde hun. "Jeg vil saa uhyre gerne læse. Men nu glemmer De det ikke."
Han lovede højt og dyrt, at han skulde huske det.
Og da han lidt efter gik ned ad Trappen, følte han en glad Forventning stige op i sig. Han syntes pludselig, at et uanet Haab var tindret frem for hans Blik.
Men hvori det i Grunden bestod – det vidste han ikke selv.
Preben Flyge havde sin Ungkarlelejlighed paa en af Sidevejene paa Frederiksberg.Huset var nyt. Facaden prydedes af afskaarne Englehoveder og indlagte Ornamenter af himmelblaa og hvide Glasursten, og ganske vilkaarligt hang hist og her en Karnap med store Spejlglasruder som et Flueskab paa Murfladen. Stedet ejedes af en Murmester, der selv havde udført Tegningen og som havde gjort det til et broget Prøvekort paa alle mulige Stilarter."Det ordentlig skratter," sagde Flyge. "Man kan blive helt ophidset af at se paa det. Og det kan man ogsaa have godt af en Gang imellem."Men i sit eget Værelse vilde han have det dæmpet. Væggene var næsten ganske dækkede af Reoler, Gulvet skjultes af et tykt Tæppe. Og der var gamle, blide og stilfærdige Møbler.Flyge havde samlet dem møjsommelig gennem flere Aar. Men han gik som Samler frem uden nogen bestemt Plan. Han holdt af, at Stuen skulde være som en blødt glidende Skala af forskellige Tiders Smag, saa at hvert Møbel gav sin Tone. I Timevis kunde han sidde og lade Blikket glide fra det tykke, massive Kuglebord til Empire-Lænestolens Sprinkelværk, fra det gamle Stueurs troskyldige Kluntethed til Rokoko-Kommoden, der lignede en pyntet ældre Levemand med en velfodret Mave, baaren af et Par tynde, krumme Podagra-Ben… Hvert af disse Møbler talte sin Tids Sprog til ham, og alle stod de der til enhver Tid taalmodigt rede til at afløse hverandre i hans Opmærksomhed. uden nogen bestemt Plan. Han holdt af, at Stuen skulde være som en blødt glidende Skala af forskellige Tiders Smag, saa at hvert Møbel gav sin Tone. I Timevis kunde han sidde og lade Blikket glide fra det tykke, massive Kuglebord til Empire-Lænestolens Sprinkelværk, fra det gamle Stueurs troskyldige Kluntethed til Rokoko-Kommoden, der lignede en pyntet ældre Levemand med en velfodret Mave, baaren af et Par tynde, krumme Podagra-Ben… Hvert af disse Møbler talte sin Tids Sprog til ham, og alle stod de der til enhver Tid taalmodigt rede til at afløse hverandre i hans Opmærksomhed.
Paa samme Maade gik det ham med Mennesker. Han holdt af at skifte. Naar han i nogen Tid havde dyrket et Bekendtskab, fyldtes han af en Følelse af Tomhed og Kedsomhed ved bestandig at møde samme uforanderlig fastslaaede Synsmaader, samme Vaner og Tilbøjeligheder. Han kunde da pludselig bryde af og opsøge halvglemte og fjerne Omgangsfæller, som han saa holdt sig til en kort Tid. Saadan var det gaaet til, at han var begyndt at omgaas Hansen-Maagerup.
Nu var der for Resten gaaet nogen Tid, siden han sidst var hos Fru Herding. De sidste Søndage havde han ikke følt sig oplagt til at gaa derhen. Frøken Anna tænkte han kun flygtig paa, og den Stemning, hun hin Aften havde vakt hos ham, var ganske bleget. Hvad havde han i Grunden ogsaa med hende at skaffe? Hvorfor overhovedet lære flere Mennesker at kende? Det voldte dog kun Skuffelser. Man burde vist aldrig drive et Venskab videre end til, at man uden Fortrydelse kunde spise til Middag sammen.
Men en Formiddag, kort før han skulde gaa paa Biblioteket, stod Frøken Anna pludselig i hans Værelse. Han havde hørt, at det havde ringet svagt, næsten bønfaldende paa Entréklokken… Og nu var hun der.
Han vidste ikke ret, om han skulde være tilfreds eller misfornøjet. Foreløbig var han kun forbavset.
"Frøken Herding!" sagde han, "det maa jeg sige: det var en Overraskelse… Ja, en behagelig Overraskelse naturligvis," føjede han til, da han mente at se et ængsteligt Udtryk i hendes Ansigt. "Men vil De ikke sidde ned?"
"Jeg kommer blot for at bede Dem om noget," svarede hun og blev staaende.
"Ja – naar det er noget, jeg kan opfylde, saa… "
"Aa, det er bare… jeg maatte maaske hellere have gaaet op til Dem paa Biblioteket… men jeg ved jo slet ikke… De havde lovet mig nogle Bøger… "
"Ja – men det er da ogsaa en Skam, at jeg kunde glemme… Saa De holder saa meget af at læse? Men saa sæt Dem dog ned, Frøken – jeg maa jo da have Lov til at høre, hvad det er for en Slags Bøger, De nærmest havde tænkt Dem… "
Hun satte sig paa en Stol. Men han fik hende hen i Chaiselongen, tog Parasollen fra hende og anbragte den i en Krog. Selv stillede han sig lige overfor hende med Ryggen op mod Bordet.
"Altsaa Bøger", sagde han. "Men der er mange Slags Bøger, Frøken Herding."
"Jeg troede, De kunde tænke Dem… Jeg læser gerne alt muligt."
"Alt muligt!" Han smilede. "Ja, det gør det naturligvis lettere for mig at træffe Valget. Eller sværere – ligesom man vil tage det. Se nu her" – han gik hen til Reolen og tog en Bog frem – "synes De om noget af den Slags?"
Anna saa ikke en Gang paa Titlen.
"For mig er det vist godt altsammen," sagde hun. "Jeg kender jo slet ingenting. Ikke Navnene en Gang paa dem, der skriver. Saa hvis jeg maa laane denne her, saa takker jeg… "
Hun gjorde Mine til at ville gaa. Men Flyge holdt hende tilbage.
"Tror