I det følgende, herunder i antologiens separate artikler, benyttes termerne rusmidler og stoffer synonymt, og medmindre andet fremgår, er det i betydningen kontrollerede og illegale stoffer.
Forbrug, misbrug og afhængighed
Rusmidler, både de legale og illegale, forbindes med forskellige begreber som brug, forbrug, misbrug og afhængighed. Netop risikoen for misbrug og vurderingen af stoffers afhængighedspotentiale er som nævnt grundlag for, hvorvidt disse kriminaliseres eller ej. I det følgende er det primært de sinds- og stemningsskabende rusmidler (alkohol og illegale stoffer) i relation til misbrug og afhængighed, der er i fokus.
Begreberne misbrug og afhængighed bruges af læger, psykiatere og psykologer til vurdering og diagnosticering af problemniveau og lidelser samt af biokemikere og neuroforskere, der undersøger psykoaktive stoffers påvirkning på dyr og mennesker. Der findes flere forskellige redskaber til identificering af problematisk brug. Blandt disse er de internationalt anerkendte diagnosesystemer ICD-10 og DSM-IV, der via en række kriterier indikerer, hvorvidt brugen af legale eller illegale rusmidler kan betragtes som misbrug eller afhængighed (se Pedersen 2005:36ff). Misbrugsdiagnosen i ICD-10 afdækker primært individuelle fysiske eller psykiske skader, hvorimod DCM-IV primært fokuserer på sociale skader, herunder manglende præstation på arbejde, i skolen etc. Misbrug kan ud fra disse vurderinger således både kategoriseres som en individuel og en social diagnose. I definitionen af afhængighed er DCM-IV og ICD-10 stort set ens. Diagnosen afhængighed stilles således, når tre eller flere af følgende kriterier opfyldes: trang; svækket evne til at styre indtagelse; nedsætte eller stoppe forbruget; abstinenssymptomer eller indtagelse for at ophæve eller undgå disse; toleransudvikling; tidsforbrug og prioritering domineres af rusmidlet; vedblivende brug trods erkendt skadevirkning (Pedersen 2005:43-44). I diagnosesystemet defineres afhængighed således ud fra en klinisk vurdering. Begrebet afhængighed anvendes imidlertid også i mere snæver forstand på grundlag af identificering og beskrivelse af sammensætning af kemiske og psykoaktive enkeltstoffer i de enkelte rusmidler og disses indvirkning på kroppens og hjernens biokemiske system. Fx er koffein i kaffe og nikotin i tobak kategoriseret som afhængighedsskabende, ligesom alkohol, heroin og kokain. Af-hængighedspotentialet eksisterer ikke i hallucinogener og betragtes som moderat for cannabisprodukter. Dette er dog ikke ensbetydende med, at brug af disse stoffer ikke kan forårsage individuelle psykiske og/eller sociale skader og dermed betragtes som resultat af misbrug. Derfor skal begreberne misbrug og afhængighed også, ifølge Pedersen (2005), både ses i lyset af det enkelte rusmiddels virkning og dets afhængighedsskabende potentiale, men også ses i de sammenhænge, rusmidlet forbruges i. Rusmidler kan således defineres som stærkt afhængighedsskabende, uden at dette nødvendigvis sker hos alle, der bruger rusmidlet. Misbrug af rusmidler med lavt afhængighedspotentiale kan også for nogen være skadeligt.
For brugere er rusmidler imidlertid ikke blot et spørgsmål om eventuelle skadelige og negative bivirkninger. Det er nydelsesmidler, som uanset om de er legale (alkohol, tobak) eller illegale (heroin, kokain, cannabis etc.) forbindes med positive sinds- og stemningsændringer og til tider eufori. Med hensyn til alkohol skelnes der almindeligvis mellem forbrug og misbrug, hvor sidstnævnte kan udvikle sig til afhængighed. Som det vil være de fleste bekendt, kan et overdrevet brug af alkohol være skadeligt, og Sundhedsstyrelsen har i sine anbefalinger tilrådet, at man ikke drikker over et bestemt antal genstande pr. uge, endog med angivelse af forskellige genstandsgrænser for mænd og kvinder. En sådan skelnen mellem forbrug eller misbrug, endsige gode råd i form af sikkerhedsforanstaltninger eller begrænsning af risici ved brug af illegale euforiserende stoffer, findes imidlertid hverken formelt eller officielt i det danske samfund (Asmussen & Jöhncke 2004). Dette sker, på trods af at officielle statistikker og undersøgelser viser, at mange unge har et forbrug af fx ecstacy eller cannabis i en kortere eller længere periode, hvorefter det for de flestes vedkommende stopper helt (Sundhedsstyrelsen 2009). I lovens og myndighedernes øjne eksisterer termen forbrug imidlertid ikke, når det gælder illegale og dermed kriminaliserede rusmidler, idet brug af illegale rusmidler altid defineres som et misbrug. I det følgende skal dette uddybes i en diskussion om rusmidlers farlighed.
Politisk farmakologi
For en umiddelbar betragtning giver kriminaliseringen af bestemte rusmidler og bestræbelserne på at forhindre og beskytte klodens befolkninger mod de skader og risici, som forkert eller overdreven brug af de pågældende rusmidler kan medføre, god mening. Hvad der imidlertid altid har været kontroversielt og stærkt omdebatteret, er for det første, at den internationale narkotikakontrol i så høj grad har baseret sig på forbud og kriminalisering og dermed givet grundlag for udviklingen af en voksende kontrolindustri, dvs. af politi, told-, rets- og fængselsvæsen (Reinarman & Levine 1997; Christie 2001). For det andet var det med en vis vilkårlighed, at nogle stoffer i sin tid blev omfattet af forbud og kriminalisering og andre ikke (Cohen 1990; Gossop 2000; Klein 2008). Og for det tredje har det skabt diskussion, at en stor del af verdens befolkning er blevet gjort kriminel gennem dens brug af rusmidler, idet forbudspolitikken ikke accepterer nogen former for brug, hvormed begreber som rekreativt og (selv)medicinerende brug også er officielt ugyldige (ibid.). Eftersom argumentet for at forbyde bestemte stoffer begrundes med, at de repræsenterer helbredsmæssigt skadelige og afhængighedsskabende risici, peger kritikere ofte på det (paradoksale) forhold, at alkohol og tobak – på trods af disse rusmidlers potentielle og evidente helbredsskadelige virkninger – er legalt tilgængelige i lande, der opretholder forbuddet mod eksempelvis cannabis, hvis skadevirkninger ikke har kunnet dokumenteres i samme omfang. Som det blandt andet er blevet anført af den amerikanske sociolog Craig Reinarman (2007), er den førte prohibitionistiske narkotikapolitik blevet retfærdiggjort med henvisning til folkesundheden; men som hans egen og andres forskning har vist, lader den proces, som førte frem til, at visse rusmidler blev anset som en så farlig trussel, at de måtte bekæmpes med forbudsregulering, sig bedst beskrive som et komplekst samspil mellem politiske, økonomiske, sociale og kulturelle særinteresser (Musto 1973; Reinarman & Levine 1997; Coomber 1998). Kriminaliseringen af bestemte rusmidler er således blevet betegnet som udtryk for politisk farmakologi, i og med at det er den politiske dagsorden snarere end videnskabelig evidens, der danner grundlag for at forbyde og tillade, hvilke rusmidler der må anvendes (Asmussen & Jöhncke 2004).
Selvom det i dag kan forekomme indlysende, at visse rusmidler er gjort ulovlige og dermed automatisk relateret til illegal og kriminel adfærd, er det således ikke, som det ellers kunne forventes, ensbetydende med, at disse antagelser hviler på et fundament af rationalitet og videnskabelig evidens. Dermed være ikke sagt, at brug af illegale rusmidler ikke kan forvolde skade og være forbundet med store menneskelige omkostninger. Derfor omhandler det danske samfunds regulering af illegale stoffer også mere end forbud og kontrol, heriblandt forebyggelsesinitiativer af forskellig art samt varierede tilbud om behandling af stofmisbrug og -afhængighed.
Regulering af illegale rusmidler
Modsat den internationale lovgivning med grundlag i FN’s narkotikakonventioner fokuserer den danske narkotikalovgivning ikke udelukkende på forbud og kontrol med illegale stoffer, men også på behandling og rehabilitering af stofbrugere.
I Danmark fortolkes narkotikapolitikken således både som en kontrolproblematik og en velfærdsproblematik og består dermed af flere tilgange, hvoraf de centrale er kontrol, behandling, forebyggelse og skadesreduktion (Houborg, Bjerge & Frank 2008). Lovgivningen fastsætter, hvad der er strafbare handlinger i forbindelse med illegale rusmidler. I Danmark er det henholdsvis lov om euforiserende stoffer og straffelovens § 191, der omhandler narkotikakriminelle forhold. Førstnævnte angår mindre alvorlige tilfælde af narkotikakriminalitet, såsom besiddelse og videresalg af mindre kvanta, mens den sidstnævnte anvendes i mere alvorlige tilfælde. Det er således først og fremmest mængden af narkotika, der besiddes, importeres eller produceres samt graden af organisering, der afgør, om det er den ene eller den anden lov, der rejses sigtelse ud fra. Det skal understreges, at brugen af illegale rusmidler ikke er kriminaliseret i dansk lovgivning. Det er udelukkende besiddelse, produktion, import/eksport, køb og salg af illegale rusmidler, der er kriminaliseret.