1) Der er et mindre antal personer, hvor der enten mangler oplysninger om oprindelse eller vlagdeltagelse. Det drejer sig om i alt 17,436, dvs. Omkring 1 pct. Af de valgberettigede I kommunerne.
Tabel 2.5. Estimering af valgdeltagelsen ved kommunalvalget 2001 i hele landet for valgberettigede fra tredjelande. Pct.
| Den målte valgdeltagelse i de 25 kommuner | Den estimerede valgdeltagelse for hele landet | |
| Danske statsborgere af dansk herkomst | 86 | 87 |
| Danske statsborgere fra tredjelande | 65 | 68 |
| Udenlandske statsborgere fra tredjelande | 40 | 47 |
Undersøgelsen af de forskellige gruppers valgdeltagelse i de 25 kommuner kan danne grundlag for en estimering af valgdeltagelsen blandt alle medlemmerne af de etniske minoriteter i Danmark. Forklaringen på, at det er nødvendigt med en estimering er, at undersøgelsens 25 kommuner har en overrepræsentation af kommuner med forholdsvis lav valgdeltagelse, og her vejer især Københavns Kommune tungt. Vort skøn over gruppernes samlede valgdeltagelse, der tager hensyn til de 25 kommuners fordeling på hovedtyper af kommuner, er, at valgdeltagelsen blandt danske statsborgere fra tredjelande er ca. 68 pct., mens valgdeltagelsen blandt udenlandske statsborgere fra tredjelande er ca. 47 pct.
Selv om skønnene i tabel 2.5 for hele landet afviger lidt fra de konkrete opgørelser i de 25 kommuner – og mest for de udenlandske statsborgere fra tredjelande – er der fortsat betydelige forskelle i valgdeltagelsen mellem de tre grupper, der indgår i tabellen. Forklaringen på disse forskelle – og forskellen mellem disse gruppers valgdeltagelse i Danmark sammenlignet med tilsvarende gruppers valgdeltagelse i andre lande – vil vi vende tilbage til i kapitel 7.
Der er ikke meget nyt under solen!
Denne gennemgang af valgdeltagelsens udvikling siden midten af det 19. århundrede har dels formidlet en faktuel viden om udviklingen i valgdeltagelsen til forskellige typer af valg, dels vist, hvorledes en række faktorer, der i vore dage – og ikke kun i Danmark – diskuteres i forbindelse med valgdeltagelsen og variationerne heri, også tidligere spillede en væsentlig rolle.
De institutionelle rammebetingelsers betydning for valgdeltagelsen var meget tydelig helt fra de første valg i det 19. århundredes første halvdel. Det spillede en rolle, hvem der havde valgret – og hvordan man blev registreret som vælger. Valgsystemet med simple flertalsvalg og et stærkt polariseret partisystem spillede også en rolle. Omkring og lige efter år 1900 spillede det – i hvert fald nogle steder – en større rolle for valgdeltagelsen, end om der var tale om folketingsvalg eller kommunalvalg (i begge de to vælgerklasser, som man opererede med før 1909). Man kan også pege på betydningen af de åbne valg og selve folketingsvalgets organisering med kun ét valgsted i hver kreds, hvad der betød, at nogle vælgere kunne have ganske langt til valgstedet – og vælgerne fra for eksempel Anholt og Tunø nåede i mange tilfælde aldrig frem til valgstederne i henholdsvis Grenå og Odder, inden det var for sent – hvis de da overhovedet fandt det besværet værd at tage af sted. Grænserne for valgret – altså om kvinder, tyende uden egen husstand og unge overhovedet havde mulighed for at deltage i valgene – er andre faktorer, hvis virkning på valgdeltagelsen har været tydelig.
Ser vi på individfaktorerne, viser det sig, at de også slog stærkt igennem, og selv om det kan være vanskeligt at påvise betydningen af vælgernes politiske holdninger og andre psykologiske egenskaber tilbage i tiden, så er det åbenbart, at valg, hvor vælgerne ikke har kunnet undgå at føle, at deres stemme kunne gøre en forskel, havde større deltagelse end dem, hvor det var mindre vigtigt, om man fik stemt.
Endelig har kapitlet vist klare eksempler på såkaldt kollektiv mobilisering, hvor store dele af det 19. århundredes politiske historie var betinget af mobiliseringen først af bønderne, siden af arbejderne i byerne, selv om et konkret eksempel fra 1849 viste, at fænomenet også kunne iagttages allerede ved det første folketingsvalg. Et senere eksempel var mobiliseringen af vælgerne i Sønderjylland sidst i 1930’erne, danske såvel som hjemmetyske.
De begrebsmæssige redskaber, som er nødvendige for at kunne systematisere analysen af de forskellige forklaringers betydning for valgdeltagelsen, udvikles nærmere i det følgende kapitel, som handler om de teorier, der bruges i studiet af valgdeltagelse.
KAPITEL 3
Den teoretiske ramme
Valgdeltagelsen hører til de klassiske emner inden for statskundskaben. Det er også et af de første områder, hvor man, fordi man kunne bygge på den officielle valgstatistik, har haft præcise kvantitative data til belysning af borgernes politiske adfærd. Eksemplarisk var svenskeren Herbert Tingstens bog fra 1937, Political Behavior. Studies in Election Statistics. Også Jeppesen og Meyers Sofavælgerne (1964) handlede om valgdeltagelse. Den var hovedsageligt baseret på valglisterne fra folketingsvalgene i 1957 og 1960 og de kommunale valg i 1954 og 1962 og beskrev indgående forskellige sociale gruppers deltagelse i disse valg.
Med introduktionen af nye analysemetoder blev det muligt at inddrage nye forklaringsfaktorer, og nye teorier om valgdeltagelsen blev udviklet. Dette kapitel vil starte med en kort gennemgang af teorihistorien, hvorefter vi vil gennemgå hovedlinjerne i den teoretiske ramme, som vil blive anvendt i bogen.
Teorier om valgdeltagelsen
I den første danske lærebog i statskundskab, Komparativ Politik, som Erik Rasmussen udgav i 1968-69 – dvs. før surveyundersøgelserne holdt deres indtog i dansk valgforskning – var der i bind 2 et større afsnit om valgdeltagelsen. Rasmussen fremhævede her, at „… der er gode grunde til at antage at der i nutiden i samfund som det danske råder en social norm som tilsiger vælgerne at afgive deres stemme“ (Rasmussen, 1969: 91). Han pegede også på, at langtidstendensen til en stadigt stigende valgdeltagelse fra midten af 1800-tallet til midten af 1900-tallet (jf. kapitel 2) kunne ses som udtryk for, at en sådan norm havde fået gyldighed for stadigt større dele af vælgerbefolkningen.
Rasmussen var inspireret af Seymour Martin Lipset, som i Political Man (1960) havde undersøgt forskellene i sociale og demografiske gruppers valgdeltagelse og i den forbindelse formuleret fire hypoteser. Valgdeltagelsen ville ifølge Lipset blive højere i en social kategori, hvis dens interesser blev kraftigt påvirket af politiske beslutninger, hvis den havde adgang til oplysninger om beslutningernes betydning for disse interesser, hvis den var udsat for pres i retning af at stemme, og hvis den ikke blev udsat for pres fra flere sider, det såkaldte krydspres (jf. Rasmussen, 1969: 97-98).
Den tredje hypotese om pres i retning af at stemme falder i virkeligheden i to, siger Erik Rasmussen, idet der dels er tale om en social norm, der tilskynder hver enkelt vælger til at stemme, dels om et socialt pres, som gør sig gældende inden for bestemte kategorier af vælgere. Jo mere ensartet et område er i en bestemt henseende, for eksempel et udpræget arbejderkvarter, jo større er tilskyndelsen til at stemme, jf. den såkaldte law of the social center of gravity, som Herbert Tingsten havde påvist i den ovennævnte bog, Political Behavior, allerede i 1937.
Lester Milbrath og M.L. Goel har generaliseret nogle af disse overvejelser til en teori om den sociale integrations betydning for valgdeltagelsen (Milbrath & Goel, 1977). Jo bedre integreret man er, dvs. jo mere centralt placeret man er i forskellige sociale sammenhænge, jo flere politisk relevante påvirkninger udsættes man