Ved afprøvningen af den rationelle model vil man derfor interessere sig for, hvordan vælgeren vurderer det konkrete valg. Anser vælgeren valget for vigtigt, og tillægger vælgeren sin egen stemme stor betydning, er der større sandsynlighed for, at han eller hun har stemt, end hvis det ikke er tilfældet. Samtidig vil man interessere sig for omkostninger ved at afgive stemmen, dels de rent praktiske problemer med at komme til valglokalet, dels informationsomkostningerne. Ifølge den rationelle model må man derfor også forvente, at valgdeltagelsen blandt personer med stor politisk viden er større end blandt personer uden, og i forlængelse deraf måske også, at valgdeltagelsen blandt den veluddannede del af befolkningen er større end i andre vælgergrupper. I en vis forstand må alle former for ressourcer gøre det lettere at stemme, men for igen at forsøge at holde de tre modeller adskilte, er kun de mest oplagte ressourcevariabler medtaget her.
Af de tre teorier, der lægger vægt på vælgernes individuelle egenskaber, vil ressourcemodellen og integrationsmodellen indgå i analyserne i kapitel 4, kapitel 5 og kapitel 7, mens den rationelle model vil blive diskuteret i kapitel 6.
Den kollektive mobilisering som forklaring
Alle de tre nævnte teorier om individfaktorernes betydning for valgdeltagelsen fører frem til forventninger om, at ressourcesvage grupper stemmer mindre end ressourcestærke, samtidig med at man må forvente, at grupper, der har nogenlunde lige mange ressourcer eller er lige godt socialt integreret, vil stemme i nogenlunde samme omfang. Ikke sjældent oplever man imidlertid, at bestemte grupper har en valgdeltagelse, som er betydeligt højere, end man skulle forvente, når man tager hensyn til deres egenskaber i øvrigt. Det har således i mange år været tilfældet for arbejderklassen i Danmark (se for eksempel Tingsten, 1937: 143ff; Jeppesen & Meyer, 1964: 51ff). Og det er også tilfældet for nogle af indvandrergruppperne i Danmark (Togeby, 1999). Med henblik på deltagelse i valg synes der således at ske en mobilisering, der ikke alene formidles gennnem en god social integration eller mange ressourcer.
Sidney Verba, Norman H. Nie & Jae-on Kim (1978: 1ff) fremhæver, at der findes to principielt forskellige mobiliseringsprocesser, en individuel og en kollektiv. Den individuelle mobilisering har en sammenhæng med de ressourcer og integrationsfaktorer, der er omtalt ovenfor. For eksempel har personer, der har fået en længere uddannelse, samtidig også lært, at de bør deltage i udformningen af samfundets beslutninger. De er politisk interesserede, og de mener, at de selv har mulighed for at øve indflydelse på beslutningerne. Kort sagt har de lært, at de skal bruge deres ressourcer til at deltage i det politiske liv. Det er ifølge Verba, Nie og Kim karakteristisk for denne individuelle mobiliseringsproces, at den er sagsneutral. Mobiliseringen sker ikke med henblik på at varetage bestemte interesser, men ud fra et ønske om at leve op til rollen som den gode samfundsborger. Man føler derfor også en forpligtelse til at stemme.
I modsætning til den individuelle mobilisering angives den kollektive mobilisering at være interessebestemt. Det klassiske eksempel er mobiliseringen af den europæiske arbejderklasse. Den kollektive mobilisering kommer til udtryk gennem en høj grad af gruppebevidsthed og vil som regel blive opretholdt gennem stærke organisationer. Gennem organisering og udvikling af klassebevidsthed var den europæiske arbejderbevægelse i stand til at aktivere arbejdere, som hver for sig ikke havde mange muligheder for at gøre sig politisk gældende på grund af lange og trættende arbejdsdage, manglende uddannelse, beskedne økonomiske ressourcer og svage forbindelser til de politiske magthavere. Den kollektive mobilisering forudsætter dels en betydelig interaktion mellem mennesker med forholdsvis ensartede egenskaber og interesser, dels at disse interaktionsmønstre er forholdsvis stabile og varige. Ved hjælp af fælles aktiviteter og nære relationer kan der skabes sammenhold og en kollektiv styrke, som kompenserer for de enkelte medlemmers manglende ressourcer (jf. igen Tingsten, 1937).
Disse teorier om kollektiv mobilisering kan bruges til at forklare, at bestemte sociale grupper på trods af få individuelle ressourcer har en omfattende deltagelse. Det gælder foruden mobiliseringen af den europæiske arbejderklasse også mobiliseringen af de sorte i USA. Imidlertid kan der også foregå en kollektiv mobilisering af i øvrigt ressourcestærke grupper, som for eksempel offentligt ansatte funktionærer eller private erhvervsdrivende. I så fald vil man forvente et ekstremt højt aktivitetsniveau i de grupper, der både har mange individuelle ressourcer, og som har været genstand for en kollektiv mobilisering.
Den politiske historie i Danmark er præget af, at først borgerskabet og siden bønderne og arbejderne blev kollektivt mobiliseret. Der er også blevet argumenteret for, at mobiliseringen af de nye mellemlag i 1970’erne havde mange træk til fælles med den kollektive mobilisering, der foregik gennem 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet (Svensson & Togeby, 1986: 364). Der er ingen grund til at tro, at denne form for kollektiv mobilisering kun er noget, der hører fortiden til. Meget tyder således på, at der i dag blandt nogle af de etniske minoritetsgrupper i Danmark foregår en kollektiv mobilisering, der minder om de mobiliseringsbølger, vi har kendt tidligere (jf. Togeby, 1999, 2003).
Beslægtet med den her beskrevne kollektive mobilisering er den mobilisering af vælgerne, der sker i forbindelse med enkelte valg. Det er denne form for politisk mobilisering, som Rosenstone & Hansen (1993) beskæftiger sig med. De definerer politisk mobilisering som den proces, hvorigennem partier og andre grupper får andre vælgere til at deltage. Der er ikke nødvendigvis tale om en varig indsats, der retter sig mod en bestemt del af befolkningen, men snarere om mere ad hoc-prægede aktiviteter, der sigter bredere. Her er valgkampen og mediedækningen op til det enkelte valg afgørende. Betydningen af denne form for mobilisering viser sig ved, at valgdeltagelsen i det samme land kan svinge fra valg til valg alt afhængigt af, hvor intens valgkampen har været, og hvor voldsomme de politiske konflikter er. Stærkt politiserede og konfliktfyldte valg må forventes at resultere i en højere valgdeltagelse end mindre politiserede. Også dette kan imidlertid karakteriseres som en form for kollektiv mobilisering.
Et tredje eksempel på kollektiv mobilisering, som måske placerer sig midt mellem de to allerede nævnte former, er den mobilisering, som Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti har foretaget. Det er lykkedes disse partier at mobilisere nogle af de forholdsvis ressourcesvage grupper i Danmark, som har følt sig mere eller mindre marginaliserede i forhold til det etablerede samfund. De er blevet mobiliseret til oprør imod bureaukraterne i København og imod det stigende antal indvandrere, og de har således – trods en betydelig mistillid til det repræsentative system – deltaget flittigt i valgene i de senere år. Mobiliseringen er her ikke foregået gennem stærke organisationer, men snarere gennem massemedierne. Alligevel har den primært været rettet mod bestemte samfundsgrupper, og der er vel også tale om en grad af fælles identitet. Endelig har mobiliseringen ikke begrænset sig til et enkelt valg, men er foregået kontinuerligt over en længere periode (jf. Goul Andersen, 2004: 83ff).
Figur 3.3. Forskellige typer af indikatorer for kollektiv mobilisering
| Kollektive indikatorer | Individuelle indikatorer | Indirekte indikatorer |
| Mobilisering af konkrete grupper | ||
| Grupper, der opstiller egne kandidater til valget, har en højere valgdeltagelse | Høj valgdeltagelse blandt personer, der er medlemmer af gruppeorganisationer | Personer med få ressourcer og svag social integration stemmer relativt meget |
| Grupper, der har stærke organisationer med mange medlemmer, har en højere valgdeltagelse |
Høj valgdeltagelse
| |