David Favrholdt
Erkendelse
Grundlag og gyldighed
INDLEDNING
Ord som “erkendelse”, “viden” og “sandhed” har i vort dagligsprog mange forskellige betydninger. Man taler ikke blot om videnskabelig erkendelse og videnskabelige sandheder, men også om religiøs erkendelse, om “tros-sandheder”, om selverkendelse og om eksistentiel erkendelse, hvor sandhed undertiden – f.eks. hos Søren Kierkegaard – sættes lig med en personlig ægthed eller total selverkendelse.
I det følgende vil jeg hovedsagelig gøre rede for den videnskabelige erkendelse, som vi møder den inden for naturvidenskaberne og områder beslægtede med dem. Her har vi nemlig at gøre med metoder, som vi må anse for hævet over enhver diskussion, ligesom vi af mange grunde må anse de opnåede resultater for sande på tværs af alle kulturelle og ideologiske forskelle. Den sandhed, der her er tale om, er sandhed i samme betydning, som når vi taler om dagligdags sandheder. At vand består af ilt og brint, er sandt i samme betydning, som at det er sandt, at man kan slukke ild med vand. At kulstofatomers kerne består af 6 protoner og 6 neutroner er ikke en mystisk, spøgelsesagtig sandhed. Selv om vejen har været lang til at erkende denne sandhed, er den ikke sand i nogen anden forstand end den sandhed, vi har med at gøre, når vi kan konstatere, at en urtepotte falder nedad, når vi kaster den ud fra femte sal.
Men hvilke sandheder er der dog ikke tale om inden for videnskaberne! Vores viden i dag overgår mange tusinde gange den viden, man havde for blot 150 år siden. Vi ved nu, at den lille planet, vi bor på, er blevet til for ca. 4,5 milliarder år siden. Vi ved, at livet opstod for ca. 3,8 milliarder år siden, og at der derefter opstod i tusindvis af vidt forskellige dyrearter, hvoraf nogle kun klarede sig i en kort periode, for derefter at uddø, medens andre – f.eks. dinosaurerne – levede i over 100 millioner år, før de blev udslettede ved en katastrofe for ca. 60 millioner år siden. Og vi ved, at arten “menneske” først opstod for ca. en million år siden. Får vi lov at føre slægten videre i millioner af år, eller har vi kun et par tusinde år igen? Det ved vi naturligvis intet om, men spørgsmålet vil blive perspektiveret en smule i sidste kapitel af denne bog.
Når vi ser på arternes udvikling over de mange milliarder år, synes det mærkeligt, at vi mennesker er de første af livsformerne på denne planet, der har kunnet erkende tingenes sammenhæng – ikke blot i vore daglige omgivelser, men i hele universet. Og lige så bemærkelsesværdigt er det, at denne erkendelse er udviklet på ganske få tusinde år. For blot 3000 år siden troede de mennesker, der tænkte over tingene, at jorden var flad. I Grækenland mente man, at Delfi måtte være verdens centrum. Men noget senere fandt de gamle grækere ud af, at jorden er rund – af form som en kugle. For de mange religioner, der huserede dengang, var det ikke det store problem, for man fastholdt selvfølgelig, at jordkloden var universets midtpunkt. Som bekendt opdagede man dog i renæssancen, at jorden blot var én planet blandt flere i kredsløb om solen – jamen, så er jorden jo blot et provinsteater, var der nogle religiøse, der jamrede. Men det skulle blive værre endnu, for det viste sig, at stjernerne var sole, og at vores sol er “medlem” af en galakse, et såkaldt “mælkevejssystem”. På figur 1 ser man et fotografi af en sådan galakse – en nabo til vores. Og hvad ved vi nu? Vi ved, at der i en galakse gennemsnitligt findes omkring hundrede milliarder sole, og at vi indtil nu har kunnet konstatere, at der findes hundrede milliarder galakser – dvs. at der eksisterer hundrede milliarder gange hundrede milliarder sole. Alt sammen bestående af intet andet end nogle af de 92 naturlige grundstoffer, som vi nu ved alt om. Og de nyeste forskningsresultater tyder på, at der findes millioner af planeter som vores jordklode, og at der overalt i universet findes levende væsener. Det er da værd at tænke over – synes jeg. Læsere, der ikke kan se noget fantastisk i det, vil spilde deres tid ved at læse videre i bogen her.
I det følgende gengiver jeg en række trin i den naturvidenskabelige erkendelses historie. Det er efter min mening den bedste måde, hvorpå man kan gøre læseren bekendt med de videnskabelige metoder og med en række eksempler på, hvordan man kan systematisere den menneskelige tænkning gennem ræsonnement og eksperimentelle undersøgelser. Når vi taler om erkendelse, er den naturvidenskabelige erkendelse blevet paradigmet på rationelt begrundet erkendelse. Den sikre og indiskutable viden, som man har fundet i fysik, kemi og biologi har man søgt at opnå inden for sundhedsvidenskab, historieforskning, samfundsfag, sociologi og psykologi – og inden for vores daglige liv, hvor politiets efterforskning, trafikforskning, fødevarekontrol og mange andre tiltag søger at leve op til en naturvidenskabelig standard. Inden for kristendommen har man også søgt efter en erkendelse, der kunne måle sig med den naturvidenskabelige, blandt andet gennem forsøg på at bevise Guds eksistens. Og selv inden for så uhåndterlige områder som etik, billedkunst og musik har man om og om igen forsøgt sig med analyser og teorier, der skulle være på niveau med de naturvidenskabelige.
Figur 1: Vores nabogalakse
Her ses en af de ca. 100 milliarder galakser – og længere ude et par andre – som man kan iagttage i de stærkeste teleskoper. Omtrent sådan ser vores egen galakse ud på en passende afstand. Og vores solsystem er så blot en forsvindende prik i galaksens yderkant – blandt millioner af andre solsystemer.
Hermed ikke sagt, at humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning kan reduceres til naturvidenskab. Selv om den naturvidenskabelige erkendelse i det store og hele er sikker og indiskutabel, har den sine grænser, og ved siden af den har vi andre områder, hvor vi kan tale meningsfuldt om erkendelse, om end i en lidt anden forstand end erkendelsen af lovmæssigheder i naturen. Alt dette kommer vi til, og samtidig er det nødvendigt at tage kritisk stilling til overtro og det, man kalder “alternativ viden”, samt til nogle dominerende skoler i vor tids filosofi, der sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af den videnskabeligt opnåede viden. Endelig er det nødvendigt her i globaliseringens tidsalder at gøre det klart, hvor grænsen går mellem rationelt begrundet naturvidenskab og de mange religiøse livsholdninger, vi møder i verden i dag.
KAPITEL 1
STENALDEREN
Instinkterne. Udviklingen af mennesket fra de tidligste homininer til vor tids menneske er en lang historie, men fra for ca. 30.000 år siden eksisterer der kun én hominin, homo sapiens. Genetisk er vi ikke i nogen større udstrækning forskellige fra vore forfædre, der levede for omkring 10.000 år siden.1 Stenalderen opdeles normalt i forskellige perioder ud fra arkæologiske kriterier, men det er ikke så væsentligt for min argumentation her. Vi kan forestille os, at vi dykker ned i tiden lidt før 8.000 f.Kr., hvor stenalderfolket levede på jæger- og samlestadiet, og hvor fast bosættelse med agerdyrkning og husdyrhold endnu ikke var etableret. Vi kender til våben og andre brugsgenstande fra denne tid – fortrinsvis lavet af sten og knogler – og har grund til at tro, at der fandtes mange små samfund eller stammer, varierende i antal mellem tyve til nogle få hundrede mennesker.
Det har jo været et hårdt liv i forhold til vores trygge tilværelse i dagens Danmark, men det, som har interesse for det følgende, er, hvilket erkendetrin de har befundet sig på, og hvilket instinktivt beredskab der har ført dem frem til en udvikling af deres erkendelse.
I 1908 udkom Introduction to Social Psychology, skrevet af den fremragende engelske biolog og psykolog William McDougall (1871-1944). I bogen opregner han en række menneskelige instinkter. Han forstår ved instinkt – i denne forbindelse – en retningsbestemt adfærd, som kan indeholde store variationer. McDougall gør opmærksom på, at de menneskelige instinkter adskiller sig fra instinkterne hos de dyr, hvor de viser sig i en stereotyp adfærd. De menneskelige instinkter skal snarere sammenlignes med den mere plastiske instinktive adfærd, som man finder hos højerestående pattedyr, men de er i en del henseender anderledes. F.eks. er der ikke nogen bestemt parringsperiode, løbetid, for menneskers vedkommende. McDougalls liste over de basale menneskelige instinkter med tilhørende emotioner ser således ud:
| Instinkter | Ledsagende emotioner |
| 1. At stræbe efter mad | Appetit el. begær |
| 2. At afvise bestemte substanser | Mishag
|