Fra omkring 1770 begyndte den statslige forvaltning at føre nøjere tilsyn med de lokale myndigheder, og selv om det tog sig ud som en yderligere reduktion af byernes selvstyre, var det i virkeligheden med til at bane vejen for en købstadskommunal genfødsel. Enevældens skarpere blik på byernes forvaltning hang nemlig også sammen med en øget opmærksomhed mod byerne som fiskalt grundlag. De første statsskatter på bygninger og byjorder blev indført i 1802, og der var almindelig enighed om, at en stærkt tiltrængt forbedring af byernes økonomiske grundlag burde ske i samarbejde med lokale kræfter. Flere og flere af købstædernes vitale forvaltningsområder blev derfor fra omkring 1800 overdraget til kommissioner, vigtigst måske havnekommissionerne fra 1798. I 1819 var borgerskabets vilje til retlinet forvaltning så stærk, at en strøm af klager fra byerne var med til at genindføre de embedsrejser, der var indført 1803 for at bringe embedsmænd fra centraladministrationen rundt i landet for at føre tilsyn med byfogedernes embedsførelse, men som krigen siden havde standset.
FIG. 10. Tegning af Martinus Rørbye, der har fastholdt synet af borgervæbningen og det frivillige brandkorps forberede sig på Frederik 6.s besøg i juni 1830. For Rørbye var det et kosteligt syn, men for borgerskabet i Thisted var det alvor – for hvor tit fik det patriotiske borgerskab i den fjerne købstad lejlighed til at demonstrere deres kongetroskab over for majestæten selv og så i autoriserede uniformer, der forlenede dem med enevældens ceremoniel?
Borgerskabets genopblomstring faldt sammen med de øvrige liberale strømninger i samfundet. De eligerede borgere fik øgede bemyndigelser fra 1797 og via stænderforsamlingerne førte udviklingen frem til det fornyede købstadsstyre fra 1838 med en kontrollerende og rådgivende borgerrepræsentation.63
På ét felt ser man tydeligere end andre steder, hvordan borgerskabet bogstaveligt talt trækker i kongens klæder og dermed lægger yderligere afstand til svundne tiders autonomi. Jeg tænker her på borgervæbningerne, der blev indført i 1801 som led i forsvarsordningen under Englandskrigen. Militær værdi fik de aldrig, men derfor skal man ikke – som det næsten altid sker – afvise dem som overflødig staffage af det provinsielle borgerskab.64 Denne opfattelse går langt tilbage. Da Martinus Rørbye i 1830 besøgte Thisted for at portrættere sin onkel, amtmand Gerhard Faye, noterede han i sin dagbog, hvilket kosteligt syn det var at overvære borgervæbningen, det ridende korps og sprøjtefolkene eksercere og musicere i gaderne som forberedelse til Frederik 6.s besøg.65 Det betydningsfulde er imidlertid ikke, at det så sjovt ud, men at de faktisk gjorde det. Min hypotese er, at de gjorde det, fordi det forlenede dem med enevældens ydre ceremoni, dens embedsmænd og dens mere magtfulde grupper. Rangordning og uniformering var med mindre afvigelser fælles for alle købstæders borgervæbning. Det er nok værd at bemærke, at det skete på samme tid, som byfogederne blev pålagt at bære uniform, når de i deres egenskab af politimestre optrådte på gaden, og på samme tid som amtmændene fik uniformstvang, og hæren og flåden fik nye uniformer, og det i øvrigt blev strengt forbudt for alle andre at bære uniformer. Det militære præg over borgerskabets organer blev yderligere styrket i 1804, da Frederik 6. gav underofficerer “næsten udelukkende rettighed” til poster som rådstuetjener, graver, bedemand, arrestforvarer og politibetjent.66 Pointen er her, at kendemærkerne for borgerskabets forskellige grupper blev de af enevælden udstukne, og at resultatet blev en offentlighed, der udstillede den kongetro patriotisme, der er så karakteristisk for borgerskabet i den sene enevælde.
Borgerskabets egne sammenslutninger – societeterne af forskellig slags – var også præget af det militære; garnisonsbyernes officerer var skattede, ofte obligatoriske medlemmer. Vel var societeterne eksklusive mødesteder med oplysning og adspredelse som de egentlige formål, men patriotismen stod i højsædet, og kongehusets mærkedage var også borgerskabets.
Elsebeth Aasted beskriver i denne antologi anlæggelsen af de første provinsteatre fra slutningen af 1700-tallet. Fokus er på Helsingør Theater, der i dag er genopført i Den Gamle By, og dette teater falder smukt ind i mønstret. For vel var teatret på den ene side ramme for borgerskabets teater og byens fester og kunne derfor klare sig uden kongeloge, men indvielsen fandt ikke desto mindre sted på kongens fødselsdag i 1817.
For Danmarks vedkommende er det vurderet, at der i alt væsentligt ikke fandtes et borgerskab med emancipatoriske og rebelske behov, og det er ganske givet korrekt.67 Stænderforsamlingen i Viborg blev ikke platform for separatistiske ønsker, men for regionale økonomiske interesser. I 1848 fandtes der da heller intet konkurrerende politisk centrum til hovedstaden i kongeriget. Da de nationalliberale indskrev København i det nationale program som det uomgængelige symbol på den nationale enhed og som landets politiske centrum, kunne de ikke mindst sikre sig provinsborgerskabets opbakning ved at pege på, at de havde vundet kongen for deres sag. Enevælden ophørte, men dens hovedstad bestod. 68
Købstadsbegrebet mod en ny epoke
I 1857 blev næringsfriheden indført med virkning fra 1862, og på trods af forskellige overgangsbestemmelser blev de økonomiske fordele ved at være købstad stærkt beskåret. Lavene blev opløst, og borgerskabs- og standsbegrebet blev også lidt efter lidt tømt for indhold. Under det nye kommunalstyre efter 1837 tyder intet således på, at der blev stemt efter stand. Håndværkerforeningerne var måske de første til at tage skridtet væk fra standsbevidst adfærd på den politiske scene. Håndværkernes foreninger var egentlig oprettet for at dæmme op for liberalismen og værne om de gamle privilegier, men de åbnede sig og blev mere en slags borgerforeninger. I lokalpolitikken dannede de det offentlige rum for meningsdannelse, der er Habermas’ kongstanke om en borgerlig offentlighed.69 Debatten forud for kommunalvalgene var upolitiseret til klar forskel fra valgene til Rigsdagen, ligesom rekrutteringen til det nationale politiske niveau skete fra andre grupper end det næringsdrivende borgerskab, der befolkede de kommunale forsamlinger. Lokalpolitik og landspolitik var endnu adskilte størrelser.
Borgerne lagde uniformerne og tog arbejdstøjet på. Endnu i 1837 var der borgervæbninger i de fleste byer, om end de var nedlagt i 23 byer, men de resterende kunne stadig mønstre 6.278 borgere. På samme tid var der 9.515 personer i brandkorpsene, og denne forskel tegnede sådan set fremtiden. Købstædernes institutioner havde gennem hele 1800-tallet forskudt vægten lidt efter lidt fra de stands- og borger dydsbetonede sammenslutninger til praktisk opgaveløsning. De kommunale udgifter steg derfor i takt med, at flere opgaver faldt inden for den kommunale virksomhed. I 1787 havde købstæderne opkrævet 73.000 rigsdaler af deres skatteborgere til kommunale udgifter, men i 1837 var tallet steget til 340.000 rigsdaler. Stigningen skyldtes ikke mindst skole- og fattigvæsenet samt indkvarteringen. I 1890’erne lignede man mere end to en halv gange så meget på hver indbygger.70 Lignende virksomhed kan ses inden for de områder, hvor kommunekassen ikke betalte, for eksempel provinssygehusene og fattiggårdene fra omkring 1840.71
Håndværkets og håndværkernes indlemmelse i den industrielle sektor var betinget af opløsningen af lavsvæsenet. For mange håndværkersvende førte de nye tider identitetstab og truende proletarisering med sig. Hvor stærkt opbruddet nogle steder måtte føles, giver Svend Korups artikel “Håndværkere i en brydningstid: Mestrene i Viborg 1860-1870” en klar fornemmelse af. I den gamle stiftsby var håndværkerne endnu karakteriseret ved en relativt svag social mobilitet og generationsmobilitet. Men på den anden side var der opstået store økonomiske forskelle