Copenhagen Consensus. Группа авторов

er ingen tydelig systematisk over- eller undervurdering.

      Det sidste punkt fremhævet af Appleton er, at lønsomhedsforhold citeres fra en række individuelle indgreb, men der er intet samlet forhold for hver løsning. Dette, mener han, er nødvendigt, hvis Copenhagen Consensus-eksperterne skal være i stand til at prioritere problemerne korrekt. Han har derfor lavet sine egne lønsomhedsvurderinger som følger:

1.	Reduktion af udbredelsen af lav fødselsvægt	4
2.	Forbedring af ernæringstilstanden hos spædbørn og børn	3
3.	Reduktion af mikroernæringsstofmangel	36
4.	Landbrugsmæssig forskning og udvikling	15

      Peter Svedberg har en meget anderledes indfaldsvinkel i sin kommentar. Han siger om Behrman og hans medforfattere, at de “udstråler optimisme” angående håndtering af fejlernæring blandt børn. Han mener også, at der er yderligere grund til optimisme på baggrund af tilgængeligheden af billigere og bedre medicin og bedre målretning af kombinerede ernærings- og sundhedsprogrammer. Alle interventioner, der forbedrer sundhed, vil også med sikkerhed have en fordelagtig indvirkning på ernæringstilstanden.

      Svedberg deler Appletons meninger om den tætte forbindelse mellem fejlernæring og fattigdom. Han ser indgående på de empiriske beviser og bemærker f.eks., at over halvdelen af afvigelser i hæmmet vækst blandt børn mellem lande kan forklares af forskelle i indkomst. Rigere husstande har ikke alene penge til at købe bedre mad til dem selv, men de sørger også for flere indtægter til regeringerne; indtægter, som kan bruges til at afhjælpe sult.

      Han går et skridt videre i forsøget på at forstå selve årsagen til hungersnød i udviklingslande og bemærker, at der er flere betydningsfulde forskelle i omfanget af fejlernæring mellem lande med samme indkomst pr. person. Hans konklusion er, at det er problemer i forbindelse med institutioner og infrastruktur, der er skyld i, at de trængende ikke får den nødvendige behandling. Der skal være effektive kanaler og uddannet personale til levering af disse.

      Manglen på effektiv infrastruktur kan forværres af korruption. Mange af landene med den værste fejlernæring scorer meget lavt på korruptionsindekset udgivet af Transparency International (en NGO). Denne lave score repræsenterer “indgroet og omfattende korruption på de fleste niveauer i samfundet”. Under disse omstændigheder er det usandsynligt, at selv målrettede programmer vil være vellykkede. Værre er den politiske ligegyldighed, som visse regimer udviser over for deres folks lidelser.

      Generelt er Svedberg meget mere pessimistisk end Behrman og hans medforfattere med hensyn til det sandsynlige fremskridt i håndteringen af dette problem på kort eller mellemlangt sigt. Han mener, at der ikke er særlig stor chance for at opfylde FN’s Årtusindudviklingsmål (Millennium Development Goal) om at halvere udbredelsen af underernæring blandt børn over de næste 10 år. Denne opfattelse fremhæver graden af forbindelse mellem problemerne. Initiativer har kun lille chance for at være vellykkede, medmindre landene, som initiativet er rettet mod, er fredelige og ikke korrupte, og initiativerne kan kun opretholdes på langt sigt, hvis der sker betydelige fremskridt i bekæmpelsen af fattigdom.