Her behandles fire muligheder:
Mulighed 1 er at bevæge sig i retning af en verden uden subsidier og handelsbarrierer: frihandel i sin reneste og mest oprindelige form. Selv om denne mulighed i øjeblikket virker politisk usandsynlig, repræsenterer den om ikke andet et sammenligningsgrundlag, som andre muligheder kan holdes op mod.
Mulighed 2 er en vellykket afslutning på Verdenshandelsorganisationens forhandlinger (WTO, World Trade Organisation): Doharunden. Denne mulighed involverer en delvis og globalt juridisk bindende handelsfrigivelse, hvor alle deltagere er ligestillede, eftersom WTO-medlemmerne repræsenterer over 95 % af verdenshandlen. Her er man imidlertid langtfra sikker på et vellykket resultat, og tidshorisonten for afslutning af forhandlingerne strækker sig sandsynligvis langt ud over den aktuelle tidsfrist, som er udgangen af 2004, medmindre de største aktører gør en ekstraordinær indsats.
Mulighed 3 omfatter en række begrænsede, men stadig væsentlige, regionale handelsaftaler, f.eks. i forbindelse med APEC (Asia Pacific Economic Cooperation) eller EU-udvidelsen. APEC-aftalen er ikke-bindende, men den indebærer markedsadgang for hver enkelt underskrivers samhandelspartnere (‘Most Favoured Nations’) og er dermed reelt en del af WTO-reformerne. EU-udvidelsen er et eksempel på det modsatte: Alle deltagere har adgang til hinandens markeder, men deres eksterne handelspartnere er ikke omfattet af aftalen. Efter EU’s udvidelse mod øst i maj 2004 er den mest ambitiøse gensidige præferenceaftale nu den foreslåede FTAA-aftale (Free Trade Area of the Americas), som ville samle alle økonomier i Nord-, Central- og Sydamerika, og det er derfor denne aftale, vi her vil se på.
Mulighed 4 dækker aftaler, der giver fortrinsret til eksportvarer fra udviklingslandene til de rige økonomier: såkaldte ikke-gensidige handelspræferenceaftaler. EU-landene har før i tiden tilladt import fra deres tidligere kolonier, men EU-forslaget om at give told- og kvotefri adgang for alle de mindst udviklede lande er blevet godt modtaget af adskillige industrialiserede lande.
Økonomiske fordele forbundet med en aftrapning af subsidier og handelsbarrierer
De fleste af de offentliggjorte undersøgelser, som omtales i dette kapitel, anvender computersimulerede modeller af den globale økonomi af CGE-typen (Computable General Equilibrium – generelle ligevægts-modeller). Disse modeller har i stigende grad været anvendt til analyse af multilaterale handelsreformer, siden de begyndte at blive indført i slutningen af 1970’erne. Selv om de altså kun er modeller og derfor langtfra er perfekte, fanger de alligevel de væsentligste justeringer på samfundsøkonomisk niveau ganske godt og indeholder endda så tilpas detaljerede oplysninger om industrisektorerne, at de kan være til gavn for mange forskellige parter.
Modellerne har som regel været brugt af økonomer til at analysere følgevirkningerne af en nedtrapning af handelsbarrierer og landbrugs- og eksportstøtteordninger. Subsidier, som ikke er rettet mod landbruget, behandles ikke. De er ikke centrale for WTO-forhandlingerne, der findes kun sporadiske data om dem, og landbrugssubsidierne skønnes under alle omstændigheder at udgøre omkring 40 % af den samlede statsstøtte.
Mulighed 1 · Fjernelse af alle handelsbarrierer og landbrugssubsidier
Det er kun relativt få undersøgelser, som har beskæftiget sig med denne mulighed. Fordelene forbundet med forslaget svinger som følge af forskellige antagelser fra 254 milliarder årligt (hvoraf 108 milliarder tilfalder udviklingslandene) til 2.080 milliarder USD (hvor 431 milliarder USD går til udviklingslandene). Det højeste af de to tal forudsætter desuden en liberalisering af serviceydelser, herunder af direkte udenlandske investeringer. Tre andre undersøgelser angiver fordele, som beløber sig til nogle tal mellem de to nævnte yderpunkter.
Alle undersøgelser viser, at landbruget er den største bidragyder og leverer 65-70 % af de samlede fordele. Det afspejler, i hvor høj grad næsten alle lande – både rige og fattige – har udøvet protektionisme i forhold til import af landbrugsvarer, og hvordan staten i mange rige lande yder direkte støtte til landbruget.
Ingen af undersøgelserne ser på effekten af en total frigivelse af arbejdskraftens bevægelighed på internationalt plan. Imidlertid skønnede man for nylig, at selv en beskeden lempelse, hvor man blot tillod midlertidig immigration indtil det punkt, hvor de industrialiserede landes arbejdsstyrke var forøget med 3 %, hvilket ville svare til 16,4 millioner arbejdere fra udviklingslandene, ville øge den globale indkomst med 156 milliarder USD. Den største gevinst ville tilfalde migranterne fra udviklingslandene.
Mulighed 2 · Aftrapning af handelsbarrierer og landbrugssubsidier i WTO’s Doha-forhandlingsrunde
Denne såkaldte “udviklingsrunde” i handelsforhandlingerne, som blev påbegyndt i november 2001, har til dato ikke vist store tegn på fremskridt. Alligevel bør vi overveje de potentielle fordele.
En optimistisk antagelse af en generel nedskæring på 50 % i bundne tariffer og landbrugssubsidier medfører vurderede fordele på omkring 200–1000 milliarder USD om året – omkring halvdelen af, hvad man kan forvente ved en total frigivelse, selv om fordelingen af fordelene bliver anderledes. Der er i estimaterne ikke taget forbehold for økonomisk vækst, som skyldes indførelse af reformer, eller for følgevirkningerne af en liberalisering af arbejds- eller kapitalmarkeder. Hvis man medtog disse faktorer, ville fordelene sandsynligvis være endnu større.
Mulighed 3 · Fjernelse af interne amerikanske handelsbarrierer som følge af FTAA-forhandlingerne
Oprettelsen af regionale frihandelsområder – og selv af et område så stort som det foreslåede FTAA (Free Trade Area of the Americas) – indebærer kun begrænsede fordele. Gevinsten vil være en lille brøkdel af de fordele, man kunne generere ved en væsentlig liberalisering af verdenshandlen via WTO. Der er ingen tvivl om, at det ville gavne nogle enkelte udviklingslande, men ikke mere end blot en lille lempelse af de globale handelsbarrierer.
Frihandelsområder har også nogle ulemper: Det gavner selvfølgelig bestemte lande at være inkluderet i en sådan aftale, men der kan være omkostninger for andre økonomier, som bliver udelukket fra aftalen. Den reelle globale effekt kan endog blive negativ, fordi man ved at lede handlen uden om de ekskluderede lande skaber et tab, som er større end den gevinst, der opnås af frihandelsmedlemmerne. Alligevel fortsætter man med at tilstræbe aftaler af denne type, ikke mindst fordi de kan etableres hurtigere og med mindre politisk besvær end de multilaterale reformer via WTO.
Mulighed 4 · Fjernelse af eksportbarrierer rettet mod de mindst udviklede lande
Et eksempel på denne fremgangsmåde er EU’s forslag om at udvide den told- og kvotefri adgang for eksport fra de lande, der af FN betegnes som “mindst udviklede” af “alt andet end våben” (Everything But Arms). Det kan måske lyde som en god idé, men der er ikke taget højde for handel med serviceydelser, herunder særligt muligheden for at opnå midlertidig arbejdstilladelse, ligesom der også er andre ulemper forbundet med forslaget.
Det er et initiativ, der nødvendigvis har meget ringe global gennemslagskraft, da landene udgør en meget lille del af den globale økonomi. Det vil helt bestemt indebære betydelige fordele for Afrika-regionen syd for Sahara (SSA-landene), hvor eksporten muligvis vil kunne øges med 0,5 milliarder USD årligt, ifølge Verdensbankens skøn. En mere omfattende analyse fra Verdensbanken viser, at de mindst udviklede lande over hele verden kunne opnå fordele på helt op til 2,5 milliarder USD, hvis deres eksportvarer havde uhindret adgang til EU, USA, Canada og Japan. Det ville imidlertid delvis ske på bekostning af andre udviklingslande. Desuden ville det ikke give landene noget særligt incitament til at aftrappe deres egne interne og eksterne handelsbarrierer og ville dermed fjerne deres tilskyndelse til at forsøge at gennemtvinge en global handelsfrigivelse i WTO.
Hvordan kan man bedst sikre fremskridt inden 2010?
Hvis man skal gøre sig håb om et fremskridt i lyset af de stærke protektionistiske kræfter i de enkelte landes magtfulde interne interessegrupper, skal man anlægge en flerstrenget strategi. Den skulle både indebære opmuntring til unilaterale reformer