3 Film noir-genren, som havde sin storhedstid fra 1940’erne og frem til slutningen af 1950’erne, var en dyster kriminalfilmsgenre, der tit og ofte byggede på oplæg af “mørke”, såkaldte hardboiled kriminalromaner af forfattere som Raymond Chandler, Dashiell Hammett og James M. Cain. Double Indemnity er i denne sammenhæng ingen undtagelse, da den bygger på en roman af James M. Cain, som Raymond Chandler i samarbejde med Billy Wilder omarbejdede til et filmmanuskript.
4 For en glimrende eksponering af personkredsen omkring Heretica og tidsskriftets korte, men begivenhedsrige historie, se Engberg 1999.
5 For en behandling af den etablerende Heretica-kreds’ “gæld” til Vilhelm Grønbech, se Hansen 1968.
6 Bjørn Poulsen artikulerer det på vegne af kredsen eksemplarisk i bogen Ideernes Krise i Åndsliv og Politik (1960): “Eksistensfilosofien placerer den enkelte som skaber af historiens mening i kraft af det personlige valg, han i hvert givet øjeblik træffer, men ved dette valg kan hverken historien eller traditionen være ham til nogen hjælp, endsige da forældede teorier fra forrige århundrede – Søren Kierkegaards formentlig stadig undtaget. Hvilke konsekvenser denne filosofi fører til, viser Sartres begejstring for Cubas revolutionære cubanere, som handler uden at spekulere på fortiden og blot stræber efter at tilfredsstille deres behov. ‘Alt, hvad der er virkeligt, er praksis, og alt, hvad der er praksis, er virkeligt’, skal Sartre have sagt i sit nye historieteoretiske værk, og en sådan trosbekendelse kan man vel bedst betegne som filosofisk harakiri” (Poulsen 1960: 29).
7 Bramming, 1993 er en meget anbefalelsesværdig introduktion til Tidehverv som bevægelse og tidsskriftet Tidehvervs historie.
8 Tidsskriftet blev angiveligt opkaldt efter de dialektiske teologers tyske tidsskrift Zwischen den Zeiten (1923-1933), der igen var opkaldt efter en skelsættende artikel af Friedrich Gogarten.
9 Se afsnittet “Hjemløshedens teologi” i Tankens Magt. Vestens idéhistorie for en idéhistorisk fremstilling af den dialektiske teologis rolle og intellektuelle historie: 2045-2084.
10 Se Morsing 2006 for en nærmere udfoldelse af Sløk og Løgstrups indbyrdes forhold.
11 Angivelig et udtryk brugt om fakultetet af den daværende formand for Indre Mission, Christian Bartholdy, i 1948, jf. Bjerg 1994: 25.
12 For en fremragende eksponering af primært 1920’ernes livlige livsanskuelsesdebat se Vaczy Kragh 2005.
13 Som en af de få herhjemme tematiserer idéhistorikeren Hans Jørgen Thomsen denne problemstilling eller forbindelse i det, der desværre skulle blive hans sidste bog, Johannes Sløk (2004): 57-58. Thomsen kobler i nævnte passage på overbevisende vis tidsåndens nøgterne menneskesyn, som den kommer til udtryk i tænkning og populærkultur, med Sløks forfatterskab og tænkning.
14 Det er således ikke nogen tilfældighed, at Carl Henrik Koch kan kalde det sidste bind i Den Danske Filosofis Historie (om perioden fra 1880-1950) Dansk filosofi i positivismens tidsalder (2004).
15 For overordnede behandlinger af Sløks forfatterskab, se bl.a.: Lindhardt 2002, Thomsen 2004, Amdisen et al. (red.) 2006, Sandbeck 2006, Sandbeck (red.) 2007 og Holm 2007.
16 Sløk håndhæver ikke noget absolut skel mellem eksistentialisme og eksistensfilosofi, om end han anerkender, at det første begreb – eksistentialisme – relaterer sig til “en mere vidtgående betydning som betegnelse for en bred kulturstrømning, der har sat sig spor inden for alle åndslivets områder” (Sløk 1966: 7), hvorimod eksistensfilosofien som et mere snævert begreb relaterer sig til de filosofier eller den tænkning, der er blevet udviklet af tænkere som Kierkegaard, Heidegger, Sartre, Camus, Jaspers etc.
17 Lægen Mathias Lorentzen var gift med en Margrethe Lorentzen, der igen var datter af en familie, hvor Sløk var kommet som feriedreng. I 1932 inviterede ægteparret, hvad der skulle blive en tradition i de kommende år, den unge Sløk (på daværende tidspunkt 16 år gammel) til deres hjem i Stenvad på Djursland. Her satte Mathias Lorentzen, der åbenbart var en belæst herre, Sløk i gang med at læse idéhistoriske klassikere, og bl.a. som det første altså Kierkegaard. Se også herom Amdisen 2006: 18-19.
18 Sløks positive forhold til Sartre kan naturligvis ikke reduceres til udelukkende at være et spørgsmål om biografiske “tilfældigheder”. Men det er værd at bemærke den entusiasme, hvormed Sløk i “erindringsforskydningerne” Mig og Godot beskriver sit møde med Paris og den franske mentalitet “- det rastløse, det hurtige, det ironiske, det elegante, replikkens dobbelttydighed, analysens stringens og udtrykkets retoriske kraft og hele den nonchalante holdning til alt det i livet, som det virkelig ikke kom an på” (Sløk 1992: 123). I forhold til eksempelvis Heretica-kredsens mere patetiske, alvorstunge, pessimistiske og modernitetskritiske tilgang til eksistensen (på moderne vilkår), så er Sløks tilgang til spørgsmålet altså en ganske anden. Dette hænger i nogen grad sammen med forholdet til Sartre og i forlængelse heraf med, at Sløk ikke generelt havde noget voldsomt udestående med ateismen, endsige specifikt med den eksistentialistiske ateisme, som Sartre repræsenterede.
19 I en begejstret anmeldelse af den danske udgave af Sartres bog om Baudelaire skriver Sløk definitorisk, at “mennesket begynder i en misforståelse” (Sløk, 1979). Det er herfra, at Kjeld Holm henter udtrykket. Jeg må i samme ombæring takke Kjeld Holm for at have fremsendt en kopi af anmeldelsen til mig.
20 Et af Sløks væsentligste værker, hvor absurditetserfaringen virkelig analyseres i bund, er Det absurde Teater og Jesu Forkyndelse (1968). Denne bog fuldender også Sløks udvikling som filosof og teolog i 60’erne, før han samme år endelig giver sig i kast med en idéhistorisk “reprise”, som han selv kalder det (Sløk 1992: 169-212).
21 Det skal retfærdigvis nævnes, at Sløk allerede i 1946 og i en lang række artikler og avisindlæg i de efterfølgende år havde sat fokus på eksistensen som generel problemstilling og den eksistentielle tænkning specifikt. Se bl.a. Sløk 1946, 1947a, 1947b, 1947c, 1948a, 1948b og 1949. Men det var først i 1963/1964, at Sløk i samlet form fik lejlighed til at beskrive og kommentere den eksistentielle tænkning og eksistentialismen som fænomen.
22 Sløk gør i bogens afsluttende kapitel, “Den nærværende tid”, meget ud af, at man altid må forstå eksistensen historisk: “De formale bestemmelser ved eksistensen, vi i det foregående har beskæftiget os med: fremmedgørelsen, fortabtheden, friheden, valget, skylden osv., fungerer altid i historisk betingede, kulturelle omgivelser” (127). Absurditetserfaringen og i det hele taget de eksistentielle erfaringer, der gør sig gældende for det moderne menneske, er således fænomener, der er resultatet af en idéhistorisk udvikling, som tager sin begyndelse i renæssancen. Se Sløk 1989 og Sløk 2008 for en yderligere idéhistorisk udfoldelse af denne pointe: De eksistentielle udfordringer, som det moderne menneske står over for, er derfor ikke de samme som de udfordringer, antikkens eller middelalderens mennesker stod over for. Idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz har i sit nyere (nymetafysiske) forfatterskab inspireret af bl.a. K. E. Løgstrup anfægtet og afvist denne pointe (Schanz 1990, 1993 og 1996), hvorimod Hans Jørgen Thomsen, en anden fremtrædende idéhistoriker, forsøger at videreføre den under overskriften “moderne kontingenserfaring” (Thomsen 1988).
23 Det narrative aspekt – at fortælle sin historie (her nærmere bestemt at spille sin rolle) med indføling og lidenskab – spøger allerede godt og grundigt i denne tidlige Sløk-tekst.
24 Se Liisberg 2006. For en præsentation af Kierkegaard som subjektiv tænker er det også værd at læse Jonas Holsts indledning til denne antologi.
25 Anmeldelsen er optrykt i artikelsamlingen Mellem Fortid og Fremtid fra 1969 (Sørensen, 1970).
26 Og som vi har set, så foretrak Sløk allerede fra forfatterskabets start – dvs. fra slutningen af 1940’erne – Kierkegaards position frem for Sartres og andre ateistiske eksistentialisters position.
27 Som vi har set det, havde Sløk ikke meget tilovers for Sartres begejstring for marxismen eller andre former for ideologiske tilbøjeligheder. Sløks forhold til studenteroprøret og universitetsmarxismen