Hvad angår anklagen for ekstrem subjektivisme og manglende fornemmelse for det sociale og fællesskabet, så er jeg næsten sikker på, at Sløk ville holde fast i, at mennesket i forhold til eksistensen og tilværelsens krav altid vil være fuldstændig kastet tilbage på eller overladt til sig selv. Ethvert fællesskab må nemlig tilegnes, og står som sådan per definition til diskussion. Alt andet ville ifølge Sløk være illusorisk og ren geskæftighed. Men samtidig ville Sløk også holde fast i, at det enkelte menneske ikke er alene. For det første er intet menneske en øde ø: Det vil altid få med den anden at bestille, og har ikke tilværelsen uden den anden. Og for det andet kan det tillige vælge at træde i relation til Gud som forfatter til den individuelle eller afsondrede fortælling, som man nu engang altid er og har at være.
Forsoning med livet? Sløks narrative eksistentialisme
Hvad der end sker, er man i den store fortællers hånd; han fortæller ikke bare løst og fast på bedste beskub og i tilfældig orden; hans fortælling er båret af en idé, og derpå kommer det derfor alene an i livet, at holde fortællerens idé klar, at forelske sig i den, at drive den ud til sin yderste konsekvens. Hvis det lykkes, lykkes man som menneske, thi […] dette er, hvad man kan tage med sig over i evigheden, sit mellemværende med Gud, sit livs historie (Sløk 1992: 215).
Centralt i Kjeld Holms bog Mennesket er en misforståelse, der handler om hans venskab med Sløk, står det at læse, at Sløk havde et personligt udestående med livet. Livet, som det præsenterer sig blot og bart, er en absurditet, og mennesket er, som bogens titel altså udtrykker det, en misforståelse, eller sagt mere præcist: Mennesket møder op med krav til sin tilværelse og tingenes tilstand, som hverken tilværelsen eller tingenes tilstand kan honorere, og mennesket bliver derfor en problematisk størrelse (for sig selv). For Sløk var dette også en personlig anfægtelse, som det fremgår med al tydelighed af hans erindringsforskydninger: “For mig fremtræder livet som rædselsfuldt, thi det er uden nåde, som gådefuldt, thi hvem kan i grunden forklare, hvad det er, som absurd, thi det er ude af stand til at imødekomme elementære menneskelige krav – om orden, normativitet, værdier og idealer” (Sløk 1992: 11).
Kjeld Holms bog beskriver langt hen af vejen den fortvivlelse, som denne indsigt bibragte Sløks tit udsvævende livsførelse på det strengt personlige plan, men bogen går også videre og forsøger at skitsere, hvordan Sløk med tiden og særligt i sine ældre år i nogen grad forsonede sig med livet og sin egen tilværelse. Han faldt med andre ord mere til ro. Og det ville derfor også være oplagt, sådan som stemmer inden for den seneste Sløk-receptionen også har gjort det for nylig, at drage paralleller fra det personlige og til forfatterskabet og tænkeren Sløk.
Teologen Lars Sandbeck beskriver således i sin artikel “Gud, mennesket og verden”, der med underoverskriftens ord omhandler “Sløks metafysik fra absurd teater til fortalt historie” (Sandbeck 2007: 49-110), hvordan han præcist mener, at der sker en vending eller overgang i Sløks forfatterskab bort fra absurdismen og over imod narrativiteten. Sandbeck er ikke den første til at operere med vendinger eller faseforskydninger i Sløks forfatterskab. Svend Bjerg opterer således, inspireret af Sløks egne erindringsforskydninger, for tilstedeværelsen af ikke mindre end tre faser i forfatterskabet (Bjerg 1994: 276-79), og man kan i hvert fald konstatere den enighed Sandbeck og Bjerg imellem, at der på et tidspunkt sker en vending i forfatterskabet. Men hvor Bjerg daterer den fuldbyrdede vending, som han opfatter som en sproglig vending, til Da Gud fortalte en historie (1985) og herunder fasemæssigt slår fast, at denne vending indledes i slutningen af 70’erne, dér ønsker Sandbeck i sin opfattelse af vendingen som metafysisk-narratologisk at datere denne allerede til Sløks Cusanus-studier fra 1974. Fra da af, argumenterer Sandbeck, fjerner Sløk sig fra en absurdistisk metafysik og udvikler i stedet en narratologisk metafysik.
Man er i forlængelse af Sandbecks grundige arbejde bestemt nødt til at revurdere Cusanus’ betydning for Sløks sene forfatterskab, men som jeg har forsøgt at påvise ovenfor, så mener jeg allerede at kunne lokalisere en narratologisk pointe om at gøre sig forfatterens idé klar i Sløks bog om eksistentialismen fra 1964, og endda en pointering, der direkte laver en kobling mellem eksistentialismen, et absurdistisk livssyn og det narratologiske. Hvilket jeg nu afslutningsvis kort ønsker at uddybe.
For mig at se er der ikke tale om et decideret brud i Sløks forfatterskab, hvor narrativitet og ren forsoning med livet afløser eksistentialisme og absurditetserfaring, men derimod om en kontinuitet, hvor der nok sker en forskydning i retning af en teologisk tolkning af den narrative eksistentialisme, som dog allerede er til stede i og med, at Sløk foretrækker Kierkegaards “æstetiske” eksistensanalyse frem for eksempelvis Sartres filosofi, men hvor mennesket som problem og som misforståelse, foruden problemet om tilværelsens absurditet, forbliver centrale genstandsfelter inden for den sløk’ske anskuelseshorisont.26 Som citatet fra Mig og Godot tidligere i dette afsnit udtrykker det, så er livet jo nemlig fortsat “ude af stand til at imødekomme elementære menneskelige krav”. Også – NB! – så sent i Sløks forfatterskab som i 1986. Men samtidig indeholder livet og eksistensen, forstået eksistentialistisk og narratologisk (narrativt-teologisk), også muligheden for lidenskabeligt at tage eksistensen på sig og “blive […] sin historie tro” så at sige i kraft af det absurde. Det gælder med andre ord om at fortælle sin historie (sit liv) godt og i respekt for det faktum, at man selv eksistentielt er skyldig i sin historie. Eller som Sløk selv beskriver det i Da Gud fortalte en historie:
Ethvert menneske har sit eget liv at leve, og det kan det kun leve selv; man kan ikke slå sig nogle stykker sammen eller hjælpe sig i kompagniskab med andre […] mit liv som liv er altid helt og udelt mit eget, og jeg må forsøge at færge det så lykkeligt som muligt gennem livets aldre til en salig død – som man siger. Det står til mig, om det skal blive et liv med retning og kontinuitet, så jeg til sidst i ordets distinkte forstand får en historie (Sløk 1999: 522).
Det er præcis heri, at aktualiteten i Sløks narrative eksistentialisme består: I en tid, hvor vi fortsat alt for ofte er til fals for de store fortællingers (bort)forklarende og anonymiserende magt – det være sig i skikkelse af religioner eller politiske ideologier – fastholder Sløk, at dette er ren og skær geskæftighed. Det gælder ikke om på illusorisk vis at overvinde tilværelsens absurditet, sådan som de store fortællinger forsøger at bilde os ind med deres totalitetsforklaringer, men snarere om at holde ud i det absurde ved at påtage os ansvaret for den individuelle fortælling, som vi selv er27, hvilket vi formår, såfremt vi virkelig vil det og holder det ud. Og endelig gælder det selvfølgelig om at være omhyggelige med at fortælle denne historie så godt som muligt, til glæde for vore medmennesker og – hvem ved? – måske endda til glæde og udelt fornøjelse for Gud selv: den store forfatter i det høje.
NOTER
1 En stor tak skal lyde til Jens Viggo Nielsen, der ved grundige læsninger, kommentarer og diskussion har været med til at styrke artiklens argumentationsgang. Tak også til Lars Gorzelak Pedersen, der har bistået med faktuel research.
2 Jeg bruger gennemgående udtrykket “eksistentialisme” i denne artikel, både når jeg i mere snæver forstand taler om den filosofi og de filosofiske tekster, der repræsenterer den moderne filosofi om eksistensen i kølvandet på Søren Kierkegaard, men også, når jeg beskriver eksistentielle temaers udbredelse i en større kulturel eller idéhistorisk sammenhæng. Nogle vil måske stejle over, at jeg på den måde blander filosofi i snæver forstand og mere almene fænomener sammen under den samme overordnede overskrift, men det er mit udgangspunkt, at filosofi og alment kulturliv – også hvad angår den idéhistoriske periode, jeg beskriver i denne artikel – altid indgår i en form for vekselvirkning. Når jeg i det følgende bruger udtrykket “eksistentialisme”, så skal det altså både dække over strømninger i filosofien og i litteraturen og det almene kulturliv,