MALMROS. Det var med udgangspunkt i Erslevs og Arups forskning, at jeg i 1970’erne begyndte at undersøge den danske ledings historie. I deres ånd forsøgte jeg at finde de ældste kilder til den folkeligt improviserede leding i det endnu svage, isolerede kongedømme. Men hvad jeg fandt, skulle vise sig at blive helt anderledes.
I. En uventet løftestang fik jeg forærende, da min fader som lystsejler gjorde mig opmærksom på, at skibes hastighed afhænger af deres længde ved vandlinjen. Efterretninger om skibe, der følges hurtigt ad over længere strækninger, indebærer således, at skibene er blevet bygget og udrustet ens. Notitserne i Kong Valdemars Jordebog, hvor Hallandslistens atten såkaldte naves eller navigia har vidt forskellige åretal (fra 17 til 42), betyder omvendt, at disse (af navnet at dømme) skibsudrustende enheder ikke kan have udrustet nogen funktionsduelig flåde.105
II. Siden opdagede jeg, at Aelnoth skildrede, at der boede nobiles på kongens gårde,106 det vil sige, at der i følge ham netop var stormænd i kongens tjeneste, ligesom han kalder ledingens nobiles og uulgus for kongens sui.107 Da jeg således havde løsgjort mig fra Erslev, fulgte jeg Sture Bolin og var ikke længere i tvivl om, at Knud den Helliges gavebrev til Lundekirken 1085 betyder, at fæstebønderne, landboerne på Lundekanikkernes jordegods havde pligt til at drage i leding: Erslevs og Arups fejltolkning af en yngre beretning bør ikke have forrang for dettte retsgyldige dokument.
III. Under jagten på ældre kilder opdagede jeg, at Finnur Jónssons udgave af Den norsk-islandske skjaldedigtning i hans bind med Rettet tekst havde oversættelser af samtlige bevarede skjaldedigte.108 Lektor Inge Skovgaard-Petersen gjorde mig tidligt opmærksom på udgavens mangler, således at jeg derefter nok måtte gennemlæse Finnur Jónssons værk, men altid opsøge den videnskabelige diskussion af de strofer, der havde vakt min interesse. Her søgte jeg overalt det generelle og foretrak udtalelser, der optrådte hos flere skjalde. I fyrstedigtningen fandt jeg fem omtaler af den af herskeren anførte leiðangr, de to ældste omhandlende en leiðangr udbudt til forsvar af Norge under ledelse af Håkon Jarl i et søslag i 985, de tre yngre drejende sig om Harald Hårderådes leiðangr i perioden før hans død i 1066. Ordet lið optræder mange gange, altid uden teknisk betydning, men ofte identisk med leiðangr. I fyrstedigtningen er der intet belæg for at betragte det personlige lið som en særskilt institution. I en enkelt strofe af Tjodolf Arnorsøn er Harald Hårderådes ledingsflåde tillige en almenningr, en allemandsret og allemandspligt.109
IV. Gennem lang tid antog jeg så, at den folkeligt improviserende tilstand blot måtte skubbes længere tilbage i fortiden, indtil senere cand.mag. Michael Christensen introducerede de etnografiske teorier om høvdingedømmer og “tidlige stater” for mig. Det var først da, det gik op for mig, at en teori, der havde været almindelig (omend ikke uimodsagt) blandt danske historikere, er utænkelig blandt internationale antropologer. På dette grundlag fuldførte jeg mit hovedfagsspeciale Leding og Skjaldekvad 1982, der indgår i nærværende arbejde.110
V. Under forarbejdet til Leding og Skjaldekvad gjorde jeg mange iagttagelser om fyrsteskjaldenes generelle samfundsbillede. Her fandt jeg et korpus af vikingetidens ideologi, som var et vigtigt supplement til tidens øvrige kilder. Da Niels Lund betvivlede min skildring af skjaldenes syn på ledingen, fandt jeg det frugtbart at udarbejde yderligere to artikler om henholdsvis de hedenske og dernæst de tidligt kristne fyrsteskjaldes syn på hele samfundet. Dette syn må i al sin ensidighed betragtes som den sene vikingetids officielle ideologi, stærkt normativ, omend uden den retslige forbindtlighed, der kendetegner love og diplomer. Fyrstedigtningen er den sene vikingetids officielle sandhed − og dens officielle løgn.
Jeg anser min inddragelse af skjaldenes fyrstedigtning for mit væsentligste bidrag til vikingetidens historie. Det er mit håb, at mit arbejde vil føre til mere og bedre forskning i dette vanskelige kildemateriale, ikke mindst når man bliver i stand til at udnytte den kommende nye udgave af skjaldedigtningen.111 Et samarbejde mellem norrøne filologer, antropologer, arkæologer og historikere burde kunne berige den samlede vikingeforskning. Dette gælder specielt, når der nødvendigt må vise sig konflikter mellem skjaldeforskningen og resultaterne af arbejdet med vikingetidens øvrige levn. Forskning i fyrstedigtningen fra det sene tiende og det ellevte århundrede er værdifuld, skønt den dårligt kan forklare den tidligere vikingetids togter.
VI. Identifikationen af leiðangr med almenningr findes kun i én strofe fra det ellevte århundrede. Tolkningen af den er helt central for diskussionen af striden mellem Niels Lund og mig. For mig er det ærgerligt, at den kunne gå hen og være digtet af en sen skjald for at dække over en glemt linje. For Niels Lund er den lige så ærgerlig: For den kunne jo være et ægte værk fra Harald Hårderådes hof. For mig er den en del af det helhedsbillede, som fyrstedigtningen udgør. Desuden forudsætter den forhold, som i øvrigt fremgår af Knud den Helliges brev til Lundekirken. Afstanden i tid mellem 1066 og 1085 er ikke uovervindelig. Ud fra Ockhams ragekniv forekommer identifikationen mellem Aelnoths uulgus, Lundebrevets ledingspligtige jorddyrkere og mangfoldige skjaldes búendr og þegnar mig at være en tilfredsstillende tolkning af et vanskeligt og mangelfuldt kildemateriale. Her vil Harald Hårderådes almenningr føje sig naturligt ind.
De internationale etnografer, som Morton Fried,112 Elman Service,113 Henri J.M. Claessen og Peter Skalník,114 skelner mellem: 1. den helt akefale “stamme”, som ikke kender færre “embeder”, end der er kandidater til (for eksempel til gruppen af “ældste”), samt 2. “høvdingedømmet” og 3. “den tidlige stat”. Her har høvdingedømmet altid et moment af centralisering, som blot intensiveres i “den tidlige stat” og cementeres i den modne. Først den stat, der ikke længere er “tidlig”, giver mulighed for privat afhændelig ejendom i “de strategiske ressourcer, der opretholder livet”. I følge etnograferne vil der have været tidligere former for centralisering før den historisk kendte vikingetid. (Hvad de kalder “stamme”, findes ikke i Danmark efter det tidligste neoliticum).
Niels Lund synes at vide, hvordan et “virkeligt vikingetog” fandt sted, venter at finde godsejere med store private godser før statens etablering og finder anarkiet bevidnet i runestenenes personlige lið. Omvendt har jeg fundet centralitetsidealet udtrykt i skjaldenes fyrstedigtning. Den etnografiske skole har så bekræftet mig i dette indtryk ved at fremhæve centraliseringstendensen i “høvdingedømmet”, selv i dettes mest primitive skikkelse (dysser og jættestuer er bygget af mange til hvilested for ganske få).
Der er visselig en konflikt mellem vikingetidens forskellige genrer. Hvis man tænker sig kronings-ordines og arengaer til kongelige diplomer fra de angelsaksiske riger og sammenholder dem med de blodige begivenheder i de angelsaksiske krøniker, vil man støde på tilsvarende konflikter. Ét system af kilder vil hævde kongens gudgivne rettigheder, et andet vil vise et både vidtspredt og dybtgående anarki.
For vikingeforskningen er det et problem, at fyrstedigtning og runesten har helt forskellig terminologi. Hvordan forklare, at det personlige lið optræder på danske runesten, hvor ledingen aldrig omtales, mens den af herskeren opbudte leiðangr alene findes i fyrstedigtningen, hvor lið nok ofte ses, men aldrig som terminus technicus? − Er det samme militære institution, der omtales på to forskellige måder? − Behøver menige medlemmer af et lið at være optaget i anførerens husstand? − Er det muligt, at de i lighed med de islandske þingmenn og þegnar var deres godes “klienter”. − Ville bondekrigere fra et skipæn kunne betragte