Så lidt som de umiddelbart foregående forskere indlader Bolin sig på at have nogen mening om ledingen i det tidlige ellevte århundrede, hvor de endnu ældre forskere dog alt i alt havde en tilbøjelighed til at projicere landskabslovenes (eventuelt Gulatingslovens) ledingsforhold tilbage til “oldtiden”.
Efter Sture Bolin er det tydeligt, at de fleste forskere i ledingens historie tager deres udgangspunkt i Knud den Helliges brev fra 1085. Hvad der ligger før den tid, er ganske usikkert og gøres til genstand for personlige spekulationer.
C.A. CHRISTENSEN. 1965 mener C.A. Christensen i det danske afsnit af artiklen Leidang i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, at det danske ledingsvæsen må antages at være lige så gammelt som riget selv, således som det tidligere er blevet fremhævet af retshistorikeren Poul Johs. Jørgensen. Meningen med ledingen har været at skabe et transportsystem, der i løbet af forholdsvis kort tid har gjort det muligt at koncentrere hele rigets kampstyrke i en krigstruet del af riget; “kun på den måde har f.eks. et sønderjysk og et hallandsk herreds mandskab kunnet samvirke”.87
Det har næppe nogensinde forekommet bønderne i Midtjylland naturligt at organisere sig til søs. Tvangsmomentet kan kun have været hensynet til rigets fælles forsvar. I analogi med forholdene i Norge og Sverige må det antages, at den statslige organisation af ledingen mindst hører ældre vikingetid til.
SKOVGAARD-PETERSEN. 1977 har Inge Skovgaard-Petersen i Gyldendals lærebog Danmarks historie sit faste udgangspunkt i 1085-brevet. Hun mener i øvrigt, at ledingen, når den byggede på en territoriel inddeling i skipæn og havne, er blevet til ved et kongeligt magtbud i det ellevte århundrede, (måske har hele Kattegatsområdet fået ensartede ledingsordninger på Sven Tveskægs eller Knud den Stores tid.)88 Ledingspligten bygger nok på en ældre militærpligt, baseret på herrederne, men kan ikke være samtidig med de arkæologisk dokumenterede Trelleborge. Disse ser hun i lighed med Tage E. Christiansen som stærkt befæstede tvangsborge. De er:
… et markant udtryk for mistillid til den omkringboende befolkning. … de har skullet tjene til at befæste kongemagtens hold over et genstridigt folk.89 … Sålænge det var nødvendigt for kongemagten at anbringe sådanne knytnæver rundt omkring i landet kunne et hæropbud baseret på en simpel territoriel inddeling ikke gennemføres. De steder hvor søledingen blev udbudt måtte hvile sikkert i kongens hånd.90
I overensstemmelse med de senere års arkæologiske grundlag ser Inge Skovgaard-Petersen det ellevte århundredes kongemagt som væsentligt stærkere end de to foregående generationers førende historikere. Om vikingetiden i øvrigt mener hun, at “langt op i tiden kan Danmark betegnes som et personforbund”.91
AKSEL E. CHRISTENSEN. 1977 mener Aksel E. Christensen i samme bind af Gyldendals Danmarks historie: “Netop fordi det danske ledingsvæsens ældre historie er ukendt, er der fremsat så mange og så modstridende teorier om dets oprindelse”.
Sandsynligvis har der allerede i vikingetiden eksisteret en form for ledingsvæsen, der har været organiseret omkring en almen hærpligt, og som har været forskellig fra vikingehøvdingernes aristokratiske og private hærfølge (lið). Denne hærpligt har imidlertid næppe været så løs og frivillig, som af Arup antaget, derimod nok som formodet været underkastet tingenes myndighed. Om kongens indflydelse er oprindelig, lader sig ikke afgøre, ej heller hvor tidligt han er blevet - eller har stillet krav om at være - eneste eller øverste myndighed.(mine kursiveringer).92
HEDEGAARD. 1985 udsender major i Den Kongelige Livgarde Ole A. Hedegaard sin bog, Leding og Landeværn, der rent historiografisk står noget for sig selv. Som officer bygger Hedegaard sit værk på sin gamle kollega F.H. Jahn og supplerer hans arbejde med Arups artikel Leding og ledingsskat i det 13. Aarhundrede 1914,93 (men ikke med hans Danmarkshistorie 1926) og med de moderne specialartikler i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder. Hedegaard følger sine forlæg med en loyalitet, der grænser til verbaloverensstemmelse. Herunder opdager han ikke, at der kommer indre modsigelser i hans fremstilling. Den traditionelle historieskrivnings had til adelsvælden bliver i Hedegaards variant heraf til et forsvar for den almindelige værnepligt imod de samfundsskadelige følger af en professionel hær (en sag, der ikke er blevet mindre aktuel, end da han skrev). Jeg er ham tak skyldig, fordi han har henledt min opmærksomhed på F.H. Jahns for sin tid udmærkede værk.94
SAWYER. 1988 skriver englænderen Peter Sawyer sit indlæg i Politikens og Gyldendals næste Danmarks historie ud fra sit store kendskab til samtidens forhold på kontinentet og i det angelsaksiske England. Trelleborg er blevet dendrodateret til 980-81, de øvrige ringborge og Ravning-broen er jævngamle. Sawyer mener, at de er led i et forsvar imod den tysk-romerske kejser, som netop i de år havde besat Sønderjylland. Han antager, at de i analogi med engelske burhs er tænkt bemandet af krigere fra omegnen.95 Derudover har danske konger “haft deres eget lið i 700- og 800-tallet ligesom de havde i 900- og 1000-tallet”.96 De kongelige lið har formodentlig kæmpet imod abodritter og friser under kong Godfred.97 Forsvaret har blandt andet bestået af en generel forpligtelse til at bygge volde og borge på landjorden og pælespærringer i vandet. Bol, som nævnes første gang i 1085, svarer meget nøje til tilsvarende vurderingssystemer i det øvrige Nordvesteuropa langt tilbage i jernalderen (Hufen, hides). Og skønt de nok kan være blevet omlagt efter bebyggelsesmæssige eller politiske ændringer, kan de godt være meget gamle i Danmark (sådan som Vorbasses gårde og deres indbyrdes størrelse har været konstant gennem mange århundreders omflytninger). Ude i Europa var sådanne ligningsordninger grundlag for forpligtelser for både naturalieafgifter, hoveriarbejder og militærtjeneste; “… intet tyder på at middelalderens bol var noget nyt i 1085”.98 Danmarks forsvar krævede ikke blot anlægsarbejder og landmilitær tjeneste, men beroede også på en flåde:
Der var her tale om en forsvarsstyrke som begrænsede sig til operationer i hjemlige farvande. …. Vi har ingen konkret viden om ledingsorganisationen i vikingetiden, men kender situationen i 1200-tallet da ledingen havde udviklet sig fra en defensiv til en offensiv hærstyrke. Udskrivningsformen havde dog næppe ændret sig væsentligt. Landet var da opdelt i områder, kaldet skipæn, der hvert stillede et skib med mandskab, udrustning og proviant. En [sic] skipæn var underopdelt i havner, i regelen 42, der hver stillede en mand til skibet. … det er fristende at tillægge Knud den Store æren for i hvert fald den første fase af denne udvikling, blandt andet på grund af hans erfaringer fra England ….99
I den sene vikingetid bestod Danmarks militær i følge Peter Sawyer af fire hinanden krydsende institutioner: bolansat forsvarsbyggeri, forsvarstjeneste tilknyttet ringborge, tjeneste i ledingsflåden og endelig deltagelse i “stormænds” personlige lið, hvoraf kongens var det største.
NIELS LUND. I 1983 og 1986 mente senere professor Niels Lund, at der i det ellevte århundrede muligt fandtes en offentlig forpligtelse til leding, forstået som en forpligtelse til forsvar af Danmark, men at udenrigs togter blev foretaget af frivillige lið, private stormænds private hustropper.100 Lið knyttet til personer kendes fra runesten. Niels Lunds syn på samfundet præges af hans overbevisning om de private og anarkiske forholds dominans, side om side med en tro på eksistensen af store private jordegodser i analogi med forholdene i det angelsaksiske England. Væsentlig for hans opfattelse af ledingspligtens eksistens i det ellevte århundrede er hans tolkning af Knud den Helliges brev til Lundekirken. Dettes krav om kongelig ledingsbøde betragter han i analogi med Erslevs og Arups Aelnoth-tolkning som en usurpation, et tomt slag i luften, netop det, der førte til oprøret imod Knud.101 I disputatsen Lið, Leding og Landeværn 1996102