De negative billeder omkring alderdom er vedholdende og gennemgående og påvirker den måde, ældre opfattes og behandles på i det offentlige og private rum, fx i ældreplejen, i de politiske prioriteringer og i familiesystemet. Evalueringen af casestudiet (Dahl, 2007) viste, at ældre oplever disse stereotyper i forhold til den måde, hvorpå de behandles i det offentlige rum. Gennem en spejling fra omverdenen, hvor ældre håndteres som syge, svage og kompetenceløse, risikeres tillært hjælpeløshed og resignation (jf. Seligman, 1972), hvor den ældre efterhånden reducerer sine kompetencer i takt med oplevelser af, at uanset handlinger, har det ikke konsekvenser for hverken omverdenen eller egen situation.
I et kritisk, pædagogisk perspektiv kan der med Hellesnes (1975) peges på to fundamentalt forskellige tilgange til pædagogisk virksomhed, hvorpå mennesket socialiseres til samfundsvæsen: tilpasning og dannelse. Tilpasning handler om, hvorvidt mennesker dannes til objekter, der bliver til genstand for andres vilje og ønsker, og dannelse om, hvordan mennesker gennem en dialog med omverdenen dannes til subjekter, der aktivt kan indgå i samfundsliv. Der kan peges på, at mange ældre er vokset op i en tid, hvor normen var ikke at stille spørgsmålstegn ved autoriteter. For nogle kan det være svært at frigøre sig fra autoritetsforhold, for andre angstprovokerende at kræve selvbestemmelse.
Den brasilianske pædagog Freire (1973) har med sine pædagogiske studier af brasilianske landarbejdere2 vist, hvordan målet med den pædagogiske virksomhed er at frigøre mennesket fra den falske bevidsthed, der forhindrer det i at blive klar over sit handlefelt og handle. Mills (1959) lægger med sit begreb om sociologisk fantasi op til, at mennesket skal analysere de samfundsmæssige rammer som muligheder og begrænsninger for deres liv, herunder sundhed.
De pædagogiske konsekvenser bliver her at gennemsigtiggøre de samfundsmæssige lag og ideologier, så mennesket bliver i stand til at forholde sig til sin egen virkelighed på en måde, der afspejler sammenhængen mellem det sociale, politiske og psykologiske, dvs. udvikle en refleksivitet omkring holdninger, handlinger, interesser og magt. Habermas (1996) peger på, at et kritisk fokus bliver at undersøge, hvornår ideerne og forestillingerne er rationelt begrundet, dvs. i overensstemmelse med almene interesser, eller hvornår de er udtryk for magtanvendelse.
Sundhedspædagogisk bliver målet for de pædagogisk professionelle såvel som ældre at gøre sig klart, at der eksisterer forskellige niveauer for mål i relation til et givent stof eller indholds potentielle grad af kritisk bevidstgørelse. Med andre ord kan det være frugtbart at klargøre, at der eksisterer forskellige problemstillinger på forskellige niveauer – individ, gruppe og samfundsniveau – i forhold til forskellige grader af bevidstgørelse. Freires begreb om kritisk bevidstgørelse kan være et skridt på vejen til at afhjælpe det negative syn på aldring og alderdom og igangsætte en proces omkring re-inkludering i forhold til den marginaliserede position, som mange ældre indtager i samfundslivet. Denne proces kan ske ved at støtte gruppen af ældre, sådan at deres samfundsmæssige profil og dermed synet på dem kan forandres.
Al forandring medfører angst, også og måske særligt for ældre, der befinder sig i en afsluttende livsfase. Måske netop derfor bliver også en overvindelse af den eksistentielle angst, der er knyttet til det at blive og være ældre, særlig vigtig og kan vise nye og unikke muligheder for den ældre i den konstante udvikling, som ethvert livsafsnit også repræsenterer.
Muligheden for refleksion og deltagelse, dvs. personlig bearbejdelse og involvering, er en forudsætning for, at kritisk bevidstgørelse kan finde sted. Men det kan være svært at vende magtforhold på hovedet, som casestudiet viste (Dahl, 2007: 55ff). Men casestudiet viste også, at de ældre var meget interesserede i at blive involveret, få mulighed for respons på egne erfaringer og lytte til andre kursister (fra fokuseret gruppediskussion med kursusdeltagere):
Kirstine: “Det er vigtigt at høre, hvad de andre deltagere siger, for det er jo det, der rammer én mest. For vi kan jo selvfølgelig lære meget af dem, der er foredragsholdere, men vi lærer jo meget af hinanden.”
Sussi: “Og det jeg synes er, at [navn på lærer] hun tog jo også ved lære af det, vi andre sagde. Vi tog [også] ved lære af hinanden.”
Ellen: “Og man kan også spejle sig i de andre. For når man er sammen med nogen, der har mod på livet, som er ældre, det kan jeg godt lide, og det er jo tegn på, at man tænker, at ‘så er det jo ikke helt galt med dig.’”
Citatet viser, at andre deltageres erfaringer i høj grad ikke alene opleves relevante, men også særdeles nyttige i forhold til at udvikle kompetencer over for at håndtere alderdomsrelaterede sundhedsproblemer.
Vidende, indsigtsfulde og erfarne: Alderdom som en positiv ressource?
Det tredje perspektiv sætter fokus på ældre og alderdom som positive ressourcer. Igennem samtaler og interviews med de ældre blev det klart, at de ældre er både meget vidende om og reflekterende over deres egen situation, herunder også hvordan omverdenen opfatter og behandler dem (Dahl, 2007). De er klar over deres egen fysiske og psykiske formåen, særligt de medicinske termer og konditioner, som mange ældre har udviklet en dyb nærmest ‘ekspertviden’ omkring. Men mange ældre giver også udtryk for den følelse af afmagt over for menneskene og omverdenen omkring dem, som de er afhængige af i behandlingen, plejen og omsorgen af de fysiske skavanker og sygdomme. Hvor fortidens ældrepædagogik handlede om pleje, omsorg og medicinsk behandling, er udfordringen i moderne ældrepædagogik ‘en lystens og sanselighedens pædagogik’ (Fristrup I: Mehlsen, 2006: 17) med oplevelser, nærvær og personlig udvikling. Som evalueringen i casestudiet viste, er ældre meget opmærksomme på, at alderdom ikke er lig med sygdom alene, og de efterlyser en mere positiv og mindre moralistisk og fordømmende tilgang til ældre og ældres situation (Dahl, 2007).
Selvom mange ældre tilsyneladende, som før nævnt, oplever samfundsmæssig marginalisering, dominans og et negativt syn på alderdom, ser mange ældre imidlertid ikke så sygdomsfikseret, passivt og negativt på sig selv. De amerikanske psykologer Gergen og Gergen sætter i en række artikler fokus på de positive aspekter omkring aldring, og hvordan ældres selvbillede ikke harmonerer med den traditionelle opfattelse af ældre som syge, svage og indadvendte (Gergen & Gergen, 2000, 2003). Gergen og Gergen fremhæver, at alderdom først og fremmest må anskues som en social konstruktion, der fra den dominerende diskurs naturaliseres i overensstemmelse med det naturvidenskabelige paradigme – at det ydre forfald afspejler det indre (forfald). Men mange ældre opfatter ikke sig selv sådan, og de lever heller ikke liv, der falder i den typiske alderdomskategori: fattig, alene, syg og svag. Når ældre for eksempel tøver eller er langsommere til at svare, er det ikke et udtryk for mentale deficitter, men for en langsommelighed, der kommer som følge af livserfaring og refleksion – at der tænkes mere over tingene.
Den del af de ældre, som af nogle omtales som ‘det grå guld’ (Fristrup I: Mehlsen, 2006), er optagede af rejser, kurser, god mad og vin, møde nye mennesker og udfordre sig selv på forskellige måder, altså på vej bort fra den traditionelle ældrerolle med at være en ‘ældrebyrde’ og i en konstant venteposition fx over for familie og behandlersystem og i stedet være noget for sig selv. Som der peges på, repræsenterer alderdommen mangefacetterede og varierede livsstile og et livsafsnit uden grænser for personlig vækst og selvudfoldelse (Gergen & Gergen, 2003: 208). Andre peger på alderdommen som en tid, der følger efter vigtige hændelser og højdepunkter i livet, dvs. at alderdommen snarere skal anskues som den sidste fuldstændiggørelse af livet og en værdi i sig selv