– Naa, har De saa tænkt over det? … hvad siger De til den Idè? spurgte Præsten, idet han svøbte sig ind i den palmede Slaabrok, som saà ud til at have gjort Regensdagene med, hvorpaa han lænede sig tilbage i Skyggen og pustede store Røgskyer ud i Lyset, hengivende sig til den behagelige Søndagshvile inden Annexturen.
Hjorth gik og drejede sig urolig paa det knapt tilmaalte Gulv, vuggende i Hofterne, sugende og tyggende paa Cigaren, som der ikke var Træk i.
– Ja det, som Præsten siger, det – kunde jo ikke være saa galt … Jeg har saamæn ogsaa nok Lyst … skønt det skam aldrig før er faldet mig ind … Men – Sagen er, jeg vèd ikke rigtig, hvordan det skulde kunne lade sig gøre —
– Aa, naar De selv har Lyst, saa … Der findes altid en Udvej, – det … De har jo ogsaa nogen Penge, har De fortalt mig … Naa, ja, ja – det er ikke mange … men med lidt Sparsommelighed … Og naar De først er blevet Student, saa kan De jo ogsaa informere noget … Aa, saadan noget kommer man ud over, det – kommer – man – ud – over.
– Saa synes jeg jo ogsaa nok, det er lidt sent at begynde paa Studeringerne.
– Sent? … naa, ja … men – De er jo dog en ung Mand, Hjorth … hvad? … De er jo en pur ung Mand —
– Ja, jeg vèd dog ikke, svarede Hjorth smilende, idet han gyngede sig paa det ene Ben. – Jeg synes nu, jeg begynder at ældes, jeg er saamæn snart fireogtyve —
– Aa, men saa er De jo en ren Grønskolling, hi, hi, hi … Fireogtyve! ser vi det, ser vi det! … Ja, vèd De hvad, saa kan De saamæn ogsaa være Præst, naar De er et Par og Tredive, og saa har De jo endnu Livet for Dem … Og saa er det jo da noget ganske andet … Ja jeg mener ikke nærmest materielt, – skønt vi er jo da alle noget Materialister, – men en Mand som De, De vil ikke i Længden kunne føle Dem tilfredsstillet ved Skolelærer-Virksomheden. – De stræber videre … De er som en Ælling mellem Kyllingerne, De vil i Vandet, he! … Nej, De behøver saamæn ikke at fortælle mig det, jeg har jo nok mærket det, og saa var det dette herre faldt mig ind … Se Præst, det bliver netop noget for Dem, De har jo gode Talegaver – jo, saamæn har De det, De taler rigtig godt for Dem, og saa har De en ypperlig Hukommelse, – De vil netop kunne blive en Prædikant.
Og Pastor Krarup skelede mismodig hen til nogle Papirsblade paa Bordet, paa hvilke hans Pen havde arbejdet fra om Mandagen af, for at faa dem fyldt med en maadelig Prædiken, som han saa endda maatte læse op. Han var ingen Prædikant.
– Ja men, det er jo ikke blot det, som det kommer an paa, og – hvad der gør mig tvivlraadig er, at jeg synes, jeg mangler Kaldet.
– Saa, hvordan det? De føler alligevel ingen rigtig Lyst?
– Jo paa en Maade nok Lyst – men, jeg vèd ikke rigtig, hvad jeg skal sige – jeg er bange – jeg – det at være Sjælesørger for en Menighed, det forekommer mig saa stort et Ansvar – og saa synes jeg ikke, man bør tage sig det paa, naar man ikke drives af et indre Kald —
– Ganske vist, det – er jo meget sandt, – saadan i Almindelighed … Men alligevel, jeg tror ikke, De skal hænge Dem for meget i det, Hjorth … Man—n – kan saamæn ogsaa gøre for meget Væsen af det indre Kald, det ved Gud man kan … Der er mange unge Theologer, der mener, det skal komme over Dem paa èn Gang, ligesom med Ildtunger, ved Ordinationen … Det er ligesom Konfirmanderne, naar de første Gang kommer til Herrens Bord … Men—n, det gaar jo ikke altid saadan. Vor Herre har de mange Veje, han vèd bedst, hvorledes han skal komme til hvert enkelt Hjærte … Det er som vi synger i vor gamle Salme: Her vil ties, her vil bies —
– Men der er dog ogsaa dem, der bier, og saa kommer det aldrig alligevel … Jeg kender Gejstlige, som jeg synes maatte have passet bedre i en anden Stilling —
– Naa, ja, De tænker paa Provst Storm —
– Ogsaa paa ham, ja.
– Vor kære Provst er ganske vist ingen Aandens Mand, men – har Vorherre ikke alligevel faaet Brug for ham, stillet ham paa en Plads i sin Kirke, som – ja jeg vil ikke sige, han udfylder den, men han virker dog meget – anerkendelsesværdigt? … Nej, naar det slet ikke kommer, saa er det vores egen Skyld; Naadens Haand er altid aaben imod os, det har vi Guds eget Ord for … Aa, men vær De blot ikke bange for det … Vorherre lægger sin Velsignelse til, naar De blot tager redelig fat … De er jo et kristeligt Menneske, og efterhaanden som De ved Videnskabens – hm! – Haand trænger – dybere – ind i – disse – hm, hm! – evige Sandheder … De skal se, det vil alt vende sig til det bedste.
Pastor Krarup tog fat paa sin Pibe, som var ved at gaa ud; efter at have hindret dette og indhyllet sig i friske Tobaksskyer, kom han atter tilbage til sin nye Yndlingsidé med en betænksom, haardnakket Stemme, der syntes bestemt paa at fjærne alle Hindringer.
– Og selv om det nu ikke netop blev som Præst, saa – man vèd jo ikke, hvordan det kan føje sig – der kunde jo ogsaa aabne sig andre Udveje – — for Exempel som Videnskabsmand, som Universitetslærer – det er jo ogsaa en velsignelsesrig Stilling, for dem der – ikke sandt? – Nu – der er jo for Exempel den nye theologiske Professor, Doktor Petersen, – en udmærket dygtig Mand, ganske udmærket – han er ogsaa bondefødt, – ja, han er saamæn her fra Sognet … Jeg har kendt hans Forældre godt … De bòde omme bag Møllen … Det var Husmandsfolk, simple Husmandsfolk … Ja, – dèr kan man se!
– Men han kom vel som Dreng til Studeringerne?
– Ja—a, jo vist gjorde han det … Men det har saamæn ikke noget at sige. Han er endnu en ung Mand … Hvis De blev noget ældre Professor, saa kunde det saamæn gaa an endnu … Men jeg synes Kakkelovnen ryger, – brød han pludselig af, idet han rejste sig.
– Ja, den er ikke helt fri for det.
– He, det er dog ellers mærkeligt! … Det er ellers saadan en udmærket Kakkelovn, den er billig, og saa varmer den og holder Luften god, den ventilerer, aah! – jeg behøver slet ikke at lukke Vinduer op … Min Eftermand, han vil saamæn komme til at prise mig mange Gange for den Kakkelovn, – ja, for jeg har jo selv ladet den sætte op, det er min Idè; – nej, disse nymodens – hvad er det nu? – Magasinovne, det er jo noget Jux, det er jo noget Jux, – til at kvæle Folk med … Det er saamæn ogsaa mig, der har fundet paa at lave den Niche herinde til Sengen, som der ellers ikke var Plads til … Ja, min Eftermand, han – han vil saamæn ikke komme til at bande mig … Ak ja, man bliver gammel, Hjorth – man kommer til at tænke paa Eftermanden … Serit arbores, qvae alteri saeculo prosient, som det hedder i Cato major … Naa ja, det er sandt, De forstaar ikke Latin.
– Nej endnu i al Fald ikke.
– Men siden maaske, hvad? … Saa kunde det hændes, jeg kunde faa Dem til Kapellan, Hjorth; – hvis jeg kan holde ud saa længe.
– Aa, hvad det angaar —
– Ja, ikke sandt, jeg er igrunden ganske rørig af min Alder, hvad! … Jeg tror skam, jeg kunde danse en Wiener-Vals endnu … Men, ih du Fredsens, er den halv et! … Saa maa vi skam … Ferdinand, Ferdinand! … Naa, dèr kommer han allerede for Døren. – Stine! har du pakket Kjolen ind? og den gamle Præstekrave?
VII.
– Det er sandt, saa var der jo ogsaa denne Sag – dette med den ny Præst i Ovnstrup, sagde Godsforvalter Ravn, idet han satte sig tilrette i Kontorstolen, som han havde været i Færd med at springe ned fra. – Han … hvad er det nu?
– Frederiksen.
– Ja vel … Har De set Regnskaberne efter, Jessen?
– Jo, vist har jeg saa – men —
– Naa, hvordan —?
– Ja, Godset har jo leveret Kaldet de otte Favne Brænde i lang Tid. Vi har det tilbage i forrige Aarhundrede, saa det har faaet Hævd.
– Hm! – ja, det tænkte jeg nok, sagde Ravn, og lænede sig