De var snart ude. Afskeden maatte gøres kort. Moderen og Herluf var oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte op mod Bergs Ansigt, der stod paa det nederste Trin.
– Nej, sagde Berg, jeg bliver.
Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Baaden saa' man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen.
– Mo'er, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo'er, Fa'er græd.
Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Øjne vilde kunne finde ham i Mørket endnu – hendes Mand.
Skibet stødte saa tungt op mod Sønderborg Slot.
De saa' ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbøl i Skanserne. Det var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og som om det slet ikke gav nogen Forandring – uden Immortelkransen, hun bandt om hans Billede over Sofaen.
Hun syntes, hun havde altid siddet ørkesløs her i disse trykkende Stuer og stirret ud paa den træge Vester-Gade og hørt Svigerindens langsommelige Pløjen gennem »Napoleons Felttog«, som hun igen begyndte forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet saa kejtet af lutter Forskræmthed, at han ikke rørte sig uden at gøre Skade.
– Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie….
– Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen til Gerningsstedet.
– Naar han blot la'er mine Piber hænge, skingrede Bedstefaderen. Er det mine Piber? skreg han ud gennem Dørene. Ikke en Time lod han Marie i Ro med sine Piber: Naar han blot la'er mine Piber hænge, blev han ved.
– Ja ja – ja – ja, sagde Marie. – Men kunde Bedstefader ikke flytte dem derind? Her kom Herluf saa sjældent….
– Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede … Men min Tid blir de hængende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid skal de ha' Lov at blive hængende, min Go'e, blev han stædigt ved, med sin halve Hoste, der aldrig blev til mér end til en Stønnen, og som dog fyldte hele Huset.
– Skal jeg ikke læse for dig, sagde Marie.
– Tak min Go'e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv, hvis du vil….
Marie læste et Par Sider, mens den Gamle stadig rømmede sig og flyttede sig i Stolen: Tak, sagde han saa, men du er vist træt nu … Hvor er Minna? sagde han.
– Hun kommer vist strax, sagde Marie og lagde Mærket i Bogen. Hun sukkede.
– Ja – ja, du sukker min Pige … ja, ja, det er ikke Skovridergaarden … Vi andre, vi har siddet her fem og tredive Aar … tit baade Sommer og Vinter, sagde han. »Sommer og Vinter« glemte han aldrig, det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke havde været inviteret til Skovridergaarden.
Marie svarede ikke; lidt efter kom Minna, og hun vendte tilbage til sit Vindu.
– Hvordan er 'et, hun læser, sagde den Gamle. Jeg forstaar hende ikke – hvordan er 'et hun læser, sagde han. Minna tog fat paa Læsningen.
Inde fra Spisestuen lød der et Rabalder: Marie, Marie, gik det løs. Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der laa paa Spisestuegulvet med Jord og Skaar og det hele.
– Men Herluf dog, sagde Moderen, saa inderlig træt bebrejdende, kan du dog ikke ta'e dig iagt?
Herluf dukkede over Misgerningen – han var paa Veje til at blive rent ud skeløjet af evig ond Samvittighed – og fik lykkeligt Jorden smurt ud over endnu et Stykke Gulv.
– Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham væk.
Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Hænderne mod Tindingerne med det glatkæmmede Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den listeslaaede Dør til Køkkenet: Vil du bringe Fejeskuffen … Herluf er kommet til at rive min Azalia ned….
– Kan du Tabellen? sagde Moderen.
Herluf gryntede og gik sidelængs hjem i sin Krog … Han gik i Skole ved »Frue Plads« hos to Frøkener, i Vejret skød han saa leddeløs og blegnæbbet som et Vinterskud.
… Sofie var inde med Husholdningstavlen, det skete, naar Herluf var i Seng og den Gamle til Ro. Svigerinden borede Hænderne i Tindingerne.
– Hva' skal man dog gi' Jer, sagde hun træt. I er jo vant til Afveksling … Ja, ja, Sofie, tag saa et Stykke Bryst – et halvt Pund mere, véd du….
– Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen … det behøves jo ikke, Minna….
– Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Frøken Berg var altid saa anstrængt af Tavlen.
– Ønsker du ellers noget? sagde hun, naar hun var færdig med »Berlingskes« Føljeton, som hun nød med Strikkepinden mod Overlæben for Gaben; hun behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gæst.
– Nej Tak, sagde Fru Berg og tændte Lyset, der ventede. De vexlede »Godnat«, og Fru Berg gik op til sig selv paa tredje Sal, med sit Lys. Hun gik saa slæbende som en gammel Kone opad Trappen: Det var Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som Bly i hendes Bén.
– Nej – hun naaede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den Smule Klæder og Skolepengene – Skolepengene, som vilde stige – og Værelset her i Leje….
– Sov dog, sagde hun og lagde Tæpperne om Herluf, som aldrig sov, før hun kom op, brændende hed som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge alene i Mørket, alene i Etagen her ovenpaa. – Mo'er – gaa i Seng, hvidskede Herluf fra Tæpperne. Fru Berg sad paa Sengekanten og stirrede ind i sit Lys med Hænderne i sit Skød.
– Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtæppet sammen til Natten – det var det gamle Bord derhjemmefra – og trak Hylstrene over Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu….
Naar hun var kommet i Seng, græd hun i Puden ganske stille. Herluf stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo'er hviskede han ved hendes Hovedgærde.
– Mo'er, du skulde ikke græde sagde han. Og han begyndte selv at græde stille som hun, mens hun tog ham ind under Tæppet, og de laa i Mørket tæt ind til hinanden.
– Mo'er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme?
– Fjenderne, sagde hun.
– Og har Bøllings Fanny? sagde han.
– Ja – Bøllings har Fanny.
Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Søvne. Saa løftede hun varsomt sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare Fødder, hen i hans egen Seng.
… Frøken Minna havde tændt sin Lampe paa mælkehvid Fod og var gaaet ind til sig selv. Hendes Værelse var et lidet Rum med meget pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; »Hjortens Flugt«, »den lille Hornblæser« og »Stjerneskud« i Pragtbind om Sykurven; og »Marie og Magdelena«, i en bleg Udgave over Sengen.
Naar Frøken Berg var kommet i Nattøjet, slukkede hun Lampen og listede ud for at lukke Dørene paa Klem.
Hun sov jo som en Hare for at høre efter den Gamle.
Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til København, døde Fru Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og klappede ham paa Hovedet, mens han begyndte at hulke højt, i Klassen.
Tanten stod ved Trappegelænderet hjemme og tog imod ham og græd. Alle Døre stod aabne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun.
– Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men hendes Øjne kunde ikke sé mere.
– Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Haar med sin Haand: min lille Dreng.
… De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa stille i Kammeret.
Det