Lad mig gaa min Vej, Hvis Mama det saa', Vil jeg Utak faa. Paple, Paple, Paple. Paple Pap, Det tror jeg knap.
Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, saa det kladskede, Madam Bølling nynnede med paa sin Stol.
Smukke Pige med det sorte Haar, Sé lidt paa mig….
Herluf gjorde ogsaa Spring, foran Spejlet, med Fingrene i Munden: Han skulde danse – han skulde danse, raabte Tine. Hun og Fru Berg pustede i Sofaen med hinanden om Livet, mens Herluf skulde danse. Han hoppede som en Kakelak med Tungen stiv i Munden – gamle Bølling lo, saa hans Mave gyngede under Vesten.
Saa satte Tine i igen og valsede og sang:
I Kongelunden vort Bryllup skal staa Med Dans og klingende Spil Enhver, der har Lyst, kan se derpaa. Vi indbyde alle, store og smaa, Til Festen i Kongelunden. Trallera….
De svingede, saa de ikke havde Vejr.
– Syng, syng, raabte Tine aandeløs: De Gamle sang; gamle Bølling slog Takten med Foden som ved Psalmesangen i Kordøren, og Herluf blev helt vild og fór om i Rundkreds som Hesten »Zampa«, han havde set paa Markedet i Avgustenborg, mens han hylede:
Til Festen I Kongelunden….
– Skovrideren, sagde Tine, og standsede midt paa Gulvet. Berg stod i Døren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik Berg budt op og valsede.
Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Mørkning til The. Hun sang ved Klaveret – det var Visen om »Lille Grete« – med en svag, dæmpet Stemme, der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dør paa Klem, Herluf sad ganske stille paa sin Skammel.
Ak, kæreste Hr. Guldsmed, Jeg har kun Sorg og Savn, Min Grete rejser fra mig I Dag til København. Nu vil jeg gerne be' ham. Min gode Mester Vig, At gøre mig en Guldring Og skrive indeni: Farvel, farvel, lille Grete!
– Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom forfrosne i store Sjaler til Mørkningsbænken. Hjemme blev der slet ikke tændt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i Mørket. Herluf krøb sammen ved Fødderne af Moderen. Talt blev der ikke.
Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer.
– Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun frøs. De sad igen stille, mens Hundene blev ved at jamre: Det er ikke til at holde ud, sagde Berg. Han rejste sig for at gaa op til Hundene. Moderen og Herluf blev alene og hørte hans Skridt over Loftet.
– Mo'er, sagde Herluf stille op imod hende i Mørket: Døer da Kongen?
– Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om hendes Knæ, hun havde saa underlig en Stemme.
– Moderen og Herluf sad endnu med Tine paa Bænken, skønt det længst var blevet mørkt. En Gang imellem hvidskede de en Sætning – med de Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de havde en Kulde i sig – om det eneste, man talte og tænkte: om den syge paa Glücksborg.
Man sagde, det var igaar blevet værre med Kongen.
Vejen laa stille og øde. Kun Pilene paa Genbohegnet svajede i Mørket.
– Mon han er ved Samling, sagde Tine.
– De siger jo Nej, sagde Moderen.
De hørte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem den opblødte Vej: Det er Posten, sagde Tine og rejste sig. De saa' ham komme frem i Mørket vandrende ved Siden af sit Øg.
– Jakob Hans, raabte Tine, hvordan er 'et?
– Jakob Hans standsede sit Køretøj og stod lidt. De sier, han er død, sagde han saa.
– Iaftes.
Moderen og Tine græd højt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten satte langsomt sit Øg i Gang igen gennem Mørket: Godnat, Jakob Hans, sagde Tine gennem Graaden.
De blev ved at græde ved Siden af hinanden: Jeg tænkte det, sagde Tine. Uglerne var saa slemme iaftes.
Berg kom bag ved dem: I véd det, sagde han. Moderen lænede sig til ham; lidt efter lidt hørte de op at græde og stod stille.
– Nu skal Klokkerne gaa, sagde Tine.
– Ja, sagde Berg.
– Hent Deres Forældre, Tine, sagde Moderen. Lad os være sammen.
De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Haanden. Da de kom ind, gik Herluf ud i Køkkenet og Borgestuen og sagde til hver:
– Kongen er død, og saa' paa, hvordan hele Huset græd.
– Man ventede Krigen hver Dag. Brød den ud, maatte Berg med som Reserveløjtenant, og han vilde have sin Kone og Herluf bort i alle Fald: i Skovridergaarden maatte der dog ansættes en Vikar. Og han vilde være roligere, naar han vidste Kone og Barn i Behold hos sin Fader og Søster i København.
Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse med Dampskibet, som anløb Sønderborg ud paa Natten.
Det var en fugtig og taaget Dag. Fru Berg gik sidste Gang om til hvert et Sted i Gaard og Have; Herluf stolprede hende i Hælene. Hun stod i Stalden hos den blissede Ko – det var Fanny, som havde givet Mælk til Herluf, da hun ikke længere taalte at amme ham – ; hun stod og kløede Fanny kærtegnende mellem Hornene, den var saa kælen og vilde slikke hendes Haand:
– Saa sørger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun.
– Det ka' Fruen være tryg paa, sagde Lars, som ogsaa var paa Vej til at vande en Høne foran den blissede.
Køerne vendte Hovederne i Baasene og brølte langtrukket og dæmpet, mens »Fruen« lukkede Stalddøren.
De gik om langs Længen forbi Hønsehuset: Ja, den spættede var trofast … den lagde Æg til det sidste, og de bøjede ind bag Hækken ved Dammen. Herluf tog Moderens Haand, mens de gik. Ved Lysthuset standsede de. Der hang paa Slyngrosen om den ene Søjle en frisk lille Gren, da Moderen saa' den, begyndte hun at græde igen og brød den af.
– Mo'er – kommer vi hjem til din Fødselsdag, sagde Herluf.
– Jeg véd ikke, sagde Moderen, som græd.
De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der en Høj. Henne over Landsbyen gik Solen ned. Det vor som en fjern Brand over Skyerne; foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og »Fa'ers« Skov. Fru Berg saa' frem derover, længe, længe; græde gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og stille.
– Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse.
Moderen rørte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf stod stille, ligesom den Gang, han havde været i Kirke.
Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele Tiden og klappede Moders Hænder, Herluf havde han paa Skødet.
– Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage tøjet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun græd med Hovedet mod Stolpen.
Da Vognen var forspændt, kom Tine som en Stormvind med sit Tørklæde over Hovedet.
– Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i Halsen. Vi skal nok muntre Skovrideren … Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere.
Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, der var en Snøften i hele Klyngen. Fru Berg rakte Haanden til hver: Mo'er, sagde Herluf, du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er, du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er … Da Maren Malkepige fik Haanden, gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog Forklædet op om Hovedet.
Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og »Kontoret« og saa over Poppeltræerne – de var ude af Gaarden.
Oppe ved Mørkningsbænken stod Tine og vinkede med sit Tørklæde. Hun løb