Så væk med både spiger og planker!
Nu trænges ingen stængsel mog nissebuktanker.
Tør du gå ind for at leve med skytten,
så ved jeg der kommer vigsel over hytten.
Solvejg! Lad mig se på dig! Ikke for nær!
Bare de på dig! Nej, hvor du er lys og skær!
Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og let!
Får jeg bære dig, Solvejg, blir du aldri træt!
Jeg skal ikke smudse dig. Med strake arme
skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!
Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage – ;
å, men jeg har længtes både nætter og dage.
Her skal du se, jeg har tømret og bygt;
der skal ned igen, du; her er ringt og stygt —
Rigt eller gildt, – her er efter mit sind.
Så let kan en puste mod den strygende vind.
Dernede var det klummert; en kendte sig klemt;
der er halvvejs det, som har fra bygden mig skræmt.
Men her, hvor en hører furuen suse,
for en stilhed og sang! – her er jeg tilhuse.
Og ved du det visst? For alle dine dage?
Den vej, jeg trådt, bær aldri tilbage.
Så har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i stuen!
Gå ind! Jeg skal hente tyri til gruen;
lunt skal det varme og bjart skal det lyse,
blødt skal du sidde og aldri skal du fryse.
(Han lukker opp; Solvejg går ind. Han står en stund stille, da ler han højt af glæde og springer ivejret.)
Min kongsdatter! Nu er hun funden og vunden!
Hej! Nu skal kongsgården tømres fra grunden!
(Han griber øksen og går bortover; i det samme træder en gammelaktig kvinde i en fillet grøn stak ud af holtet; en stug unge med ølbolle i hånden halter efter og holder hende i skørtet.)
Godkveld, Peer rapfod!
Hvad godt? Hvem der?
Gamle venner, Peer Gynt! Min stue ligger nær.
Vi er grandfolk.
Så? Det er mer, end jeg ved.
Alt som hytten din bygtes, bygte min sig med.
(vil gå)
Jeg har bråhast —
Det har du altid, gut;
men jeg trasker nu efter og råker dig tilslut.
I mistaer jer, moer!
Jeg har før så gjort;
jeg gjorde så dengang du lovte så stort.
Jeg lovte – ? Hvad fanden er det for snak?
Har du glemt den kveld, du hos faer min drak?
Har du glemt – ?
Jeg har glemt, hvad jeg aldri har vidst.
Hvad rører du om? Når mødtes vi sidst?
Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.
(Til ungen.)
Byd faren din drikke; jeg mener han er tørst.
Faer? Er du drukken? Kalder dum ham – ?
Du kan da vel kende grisen på skidet!
Har du øjne? Kan du ikke se, han er lam
på skanken, som du er lam på sindet?
Vil du bilde mig ind – ?
Vil du vrigle dig bort —
Den langbente ungen – !
Han er vokset fort.
Tør du, dit troldtryne, lægge mig ud – ?
Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en stud!
(Grædende.)
Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,
som dengang du lokked mig i lider og bakker?
I høst, da jeg fødte, holdt fanden om min ryg,
og så er det rimligt nok en blir styg.
Men dersom du vil se mig så ven, som før,
skal du bare vise jenten derinde på dør,
jage hende ud af sindet og synet; —
gør så, kære vennen min, så mister jeg trynet!
Vig fra mig, din troldheks!
Ja, se om jeg gør!
Jeg skal slå dig i skallen – !
Ja; prøv, om du tør!
Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan stå for slag!
Jeg kommer igen hver evige dag.
Jeg glytter på døren, ser ind til jer begge.
Sidder du med jenten på bænkefjæl, —
blir du kælen, Peer Gynt, – vil du lege og dægge, —
sætter jeg mig hos og kræver min del.
Hun og jeg vi skal bytte og skifte dig.
Far vel, kære gutten min, imorgen kan du gifte dig!
Din helvedes mare!
Men der er s’gu sandt!
Ungen får du fostre, din fodlette fandt!
Vesle-fanden, vil du til faer din?
(spytter