Hele Vestgrønland er lavarktisk, mens Nord- og Nordøstgrønland og dermed hele nationalparken er højarktisk. Grunden til, at Nordøstgrønland er højarktisk, er, at Storisen ofte ligger i et flere hundrede kilometer bredt bælte ud for kysten. Det er den sammenskruede og ofte mange år gamle is, der fra Det Arktiske Ocean driver ned langs med Grønlands østkyst, mens den langsomt smelter. I perioder med meget Storis er der tørt kontinentalt klima i Nordøstgrønland, mens der i perioder med mindre Storis er maritimt klima med meget sne om vinteren og meget tåge om sommeren. Mængden af Storis, der driver ned langs Østgrønlands kyst er således helt afgørende for klimaet i Nordøstgrønland.
Boks 1.2 Studieområdet
Zackenbergdalen er en ca. 20 km2 relativt flad dal på nordsiden af Young Sund. Dalen er omgivet af 1.000-1.300 meter høje fjelde, herunder det 1.372 meter høje Zackenberg, som fik sit navn efter et lignende takket bjerg i Tyrol, da den tysk-østrigske Koldewey-ekspedition som de første europæere besøgte stedet i 1870. På det tidspunkt var de sidste inuitter i Nordøstgrønland givetvis uddøde, idet den engelske kaptajn Clavering havde mødt en lille gruppe som både de første og de sidste umiddelbart syd for Zackenberg i 1823.
Klimaet ved Zackenberg er højarktisk. Årsmiddeltemperaturen er ca. –10 °C, og den månedlige middeltemperatur kommer kun over 0 °C i juni, juli og august, som også er de tre måneder, hvor Forskningsstation Zackenberg har sin normale åbningstid. Det meste af sneen samt isen på damme og lavvandede søer smelter i løbet af juni, og i juli bryder isen på de store søer og fjorde op. Mindre søer fryser til i september, fulgt af de store søer og fjordene i oktober, og isen når en tykkelse på omkring 2 m i løbet af vinteren, hvor temperaturen ofte når –30 °C.
Zackenbergdalens bund og de omkringliggende fjeldskråninger har en meget stor variation af terræn- og vegetationstyper med udbredte kantlyngheder, frodige kær, græsland, polarpil-snelejer og mere tørre rypelyng-heder samt mere eller mindre nøgne grusbanker og blokmarker. Adskillige lavvandede damme og søer findes specielt i et stort område med morænebakker, som også udgør den nordvestlige afgrænsning af dalen. Dalen drænes af Zackenbergelven, som løber ud i Young Sund umiddelbart syd for forskningsstationen.
Faunaen består dels af pattedyr som moskusokse, lemming, polarræv, snehare, lækat og mere sjældent polarulv og isbjørn, dels af fugle som rødstrubet lom, bramgås, havlit, fjeldrype, stor præstekrave, islandsk ryle, sandløber, almindelig ryle, stenvender, lille kjove, ravn og snespurv og dels af flere hundrede forskellige insekter og andre leddyr. Hertil kommer store mængder fjeldørreder i Zackenbergelven og de store søer, hvor de overvintrer under isen.
Manipuleret flyfoto af dalen. Forskningsstationens placering er markeret med et
I 1991 havde ideen vundet så meget opbakning, at en gruppe på seks naturvidenskabsfolk og en logistiker kunne rejse til Nordøstgrønland og undersøge en række lokaliteter for etablering af en forskningsstation (foto side 11). Valget faldt på Zackenberg, som bød på næsten alle de naturforhold, som findes i højarktisk Grønland, samt muligheden for at etablere en landingsbane centralt i dalen (Boks 1.2). Området ligger nær nordgrænsen for sammenhængende vegetation i Nordøstgrønland, og det ligger midt mellem den kølige og nedbørsrige yderkyst og det tørre og solrige indland nær Indlandsisen ca. 70 km mod vest. Økosystemet i Zackenberg har således mulighed for at ‘bevæge’ sig både i retning af mere marint og mere kontinentalt præget klima.
Fra idé til virkelighed
Det nyetablerede Dansk Polarcenter gjorde projektet til en af sine hovedindsatser, og med opbakning fra Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland, Miljøstyrelsen og Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd blev der sat gang i arbejdet med at etablere en forskningsstation på stedet.
Allerede fra begyndelsen var konceptet for arbejdet i Zackenberg, at logistik, monitering og forskning skulle spille effektivt sammen (Fig. 1.2), og data fra moniteringen skulle være tilgængelige for såvel forskningsprojekterne på stationen som for andre interesserede forskere i ind- og udland. Et af hovedproblemerne i den hidtidige forskning i højarktisk Grønland var nemlig, at man aldrig vidste, om det år, man var i gang med at undersøge, var et ‘normalt’ år, et særlig koldt eller varmt år, eller et år, som på anden måde afveg fra gennemsnittet. Det ville de lange dataserier afhjælpe, så forskningsprojekter ved Zackenberg fremover ville kunne tage udgangspunkt i mange års observationer. Samtidig giver et tæt samarbejde med forskningen mulighed for løbende at udvikle moniteringen, så man ud over den faste måling af basisparametre også kan udvikle programmet, i takt med at nye forskningsemner opstår.
Fra den første ekspedition til Zackenberg i 1991 skulle der gå seks år, førend den danske og den grønlandske forskningsminister sammen officielt kunne åbne stationen. Herefter er det gået meget stærkt, og den løbende drift af stationen og moniteringen foretages i dag i et stort tværfagligt samarbejde imellem fire danske og to grønlandske institutioner og med et samlet årligt budget på ca. 9 mio. kr. (Boks 1.3). Sideløbende hermed har forskningsstationen udviklet sig fra en samling avancerede villatelte til et effektivt, men lidt primitivt feltobservatorium og videre til en topmoderne international forskningsstation med gode laboratoriefaciliteter og moderne indkvartering (Boks 1.4).
Figur 1.2 Samarbejdet om undersøgelserne ved Zackenberg benævnes Zackenberg Ecological Research Operations (ZERO) og omfatter forskningen, moniteringen og logistikken. Henning Thing fra Dansk Polarcenter var arkitekten bag akronymet ZERO, og i logoet symboliseres dette ‘nulpunkt’ af en ret linje, som efterfulgt af et stiliseret udsnit af Zackenbergfjeldets takkede profil symboliserer fremtidens klimasvingninger.
Boks 1.3 Zackenberg i årstal
| 1870: | Deltagere fra den tysk-østrigske Koldewey-ekspedition besøger Zackenberg med trækslæde og navngiver fjeldet efter et tilsvarende takket bjerg i Tyrol. |
| 1930: | Danske fangstmænd etablerer en lille hytte ved udmundingen af Zackenbergelven bl.a. for at høste af de tusinder af fjeldørreder, som hvert år passerer op gennem elven. |
| 1945: | Danske fangstfolk bygger en fangststation ved kysten vest for udmundingen af Zackenbergelven, hvorfra 2-3 fangstmænd driver fangst på især polarræve. |
| 1947-50: | Dansk Pearyland Ekspedition har base ved Zackenberg, hvorfra man med Catalinavandflyvere forsyner ekspeditionen i Peary Land. |
| 1952-54: | British North Greenland Expedition til Dronning Louise Land bruger tilsvarende Zackenberg som sydbase for deres flyvninger med Sutherland-vandflyvere til Britannia Sø. |
| 1959-60: | Den sidste danske fangstmand overvintrer i Zackenberg, hvorefter kun folk fra Slædepatruljen Sirius og vejrstationen i Daneborg driver jagt og fiskeri på stedet. |
| 1974: | Hele Nord- og Nordøstgrønland udlægges som verdens største nationalpark, hvor kun meget begrænset jagt og fiskeri er tilladt. |
| 1991: | Et forundersøgelseshold ankommer til Zackenberg og anbefaler, at en forskningsstation etableres på stedet. |
| 1992 og 1994: | Mindre pionerhold undersøger forskellige elementer i Zackenbergs og Young Sunds økosystemer. |
| 1995: | Efter flere års arbejde med tilvejebringelse af den nødvendige finansiering etableres der en forskningsstation bestående af store telte, såkaldte Weatherhaven Shelters. |
| 1996: | Fem huse bygges af håndværkere fra firmaet Venslev Hytter. |
| 1997: | Forskningsstation Zackenberg åbnes officielt af forskningsminister Jytte Hilden og Landsstyremedlem
|