Den kognitive poetik hos Tsur er en poetik, der som sådan er implicit kognitiv. I forlængelse af Bierwisch (1970), og atter i forlængelse af Chomsky (1957), definerer Tsur poetikken som læren om “poetisk kompetence” (jf. også Culler, 1975), altså om en bevidsthedsmæssig eller kognitiv egenskab som forudsætning for poetisk kommunikation: produktion og – især – reception af poetiske tekster. Herunder: reproduktion, samt reception af det reproducerede, som det vil ses i den afsluttende analyse af responsen på forskellige former for recitation af enjamberende vers.
Fænomenet enjambement beskriver Tsur som karakteriseret ved såvel strukturel kontinuitet (sætningens fortsættelse) som diskontinuitet (versets afslutning). Denne dobbelthed (“kontrapunkt”, jf. Kjørup 2003), gør Tsur opmærksom på, anses ifølge teoretisk tradition for umulig at realisere mundtligt i recitation. Men kan det nu alligevel ikke, anfører Tsur udfordrende (i en forkortet version af sin behandling af spørgsmålet i Poetic Rhythm: Structure and Performance – An Empirical Study in Cognitive Poetics, 1998), lade sig gøre? Kan det per definition strukturelt modsætningsfyldte enjambementfænomen ikke gøres til genstand for en passende recitatorisk – rytmisk adækvat – behandling? Tsurs uortodokse, i højeste grad fonetisk informerede svar lyder: jo, muligt kan det ellers umulige blive, dersom versrecitator realiserer, hvad Tsur benævner “modstridende stemmemarkører”, her i form af forlænget slutkonsonant i kombination med såkaldt sprængansats (dvs. et initialt lukke af stemmelæber efterfulgt af en “ret brat” åbning, jf. Heger 1981: 129) til tydeliggørelse af versgrænsen midt i det syntaktiske, fonetisk artikulerede kontinuum. Tsurs løsningsforsøg nærmer sig det geniale – diskontinuitet og kontinuitet i ét! Som det imidlertid vil fremgå ved nærmere eftersyn (og efterhøring, jf. de af Tsur på videnskabeligt forbilledlig vis supplerede links til lydfiler på nettet, til kritisk efterkontrol), skaber den recitation, som det ifølge Tsur lykkes at løse problemet, om muligt større problemer: Mens denne recitation rigtignok ikke, som analytikeren selv påpeger, pauserer hørligt ved versgrænsen (men kompenserer ved netop sprængansats), holder den til gengæld pauser i versets indre og det så hørligt – hvad analysen imidlertid ignorerer – at perceptionen af versets gestaltiske integritet derved undermineres, idet syntaktiske indsnit indrømmes større prominens end versets eget essentielle indsnit, snittet i form af versgrænsen selv. Hertil kommer, at det langtfra gælder alment, at et vers intonerer således, at sprængansats kan komme på tale: initieres med obstruent eller lyden [h], vil det være artikulatorisk umuligt. Tsurs forslag lader sig fejre som en alene speciel, om end også særligt perceptiv, løsning; det generelle problem består.
I forlængelse af Jakobsons førnævnte slogan om poesien som “organiseret vold mod dagligsproget” taler Tsur om poesien som organiseret vold “mod kognitive processer”. En grundlæggende idé hos Sklovskij er, at den kunstneriske struktur inviterer betragteren eller læseren til at dvæle ved den, til “langsommeliggjort perception”. Der går en lige linje herfra til Tsurs idé, kontra Lakoff-skolen, om den poetiske læseoplevelses privilegering af “forsinket kategorisering” frem for, som det ellers forekommer vanligt i semantisk indholdsorienteret tekstanalyse, fra perception af formel overflade at suse videre til abstrakt konceptuel kategorisering. Den praksis at applicere Lakoffs kognitiv-semantiske teori om konceptuelle metaforer, som vi ser demonstreret i Lakoff og Turners analyse af et digt af Williams, står for Tsur som en øvelse i “stock responses” (jf. Tsur 2000a).
Det, som karakteriserer Tsurs tilgang til det poetiske, er, at han tager udgangspunkt i den gestalt, som er givet i og med tekstens strukturer, det vil sige som den perceptuelt fremtræder for læseren. Karakteristisk for hans tilgang er hensyntagen til gestaltpsykologisk organisation i den perciperede poesitekst, snarere end applikation af på forhånd givne og altså prækonciperede ideer – eksempelvis konceptuelle metaforer i stil med Lakoffs – i tekstanalysen. Dermed vil Tsur kunne siges at anlægge en i grunden fænomenologisk sensitiv kurs over for det at beskrive den poetiske læseoplevelse som en funktion af – en perceptuelt styret respons på – den poetiske teksts struktur.
I lighed med Lotman gælder Tsurs hjerneforskningsmæssige referencer hemisfæreteorien. I modsætning til Lotman er Tsurs referencer eksplicitte: Gentagne gange henvises til Ornstein (1975). Således er Tsurs hjerneforskningsmæssige grundlag at betragte som måske lige dele neuro- og populærvidenskabeligt. Her ser vi den kognitive poetiker henvise på højst generaliserende måde til psykologisk forskning: “Psykologer skelner mellem” det ene (“hurtig” og “forsinket kategorisering”), “Psykologer skelner mellem” det andet (diverse “elementer i følelser”). Hvilke psykologer, inden for hvilke discipliner, af hvilke grunde? Hvilken slags videnskabsmand man end måtte være, vil man som oftest sætte pris på større gennemsigtighed i forskningsmæssig reference, og da især, som hos Tsur, når denne gøres til grundlag for tværvidenskabelige indsigter. Om noget er den kognitive poetik, ikke mindst i Tsurs i øvrigt grundigt inspirerende konception, jo dog i selve sit anlæg tværvidenskabelig. Netop som poetikken ifølge sit eget væsen må være, dersom den agter at søge forståelse af andet og dybere end den blotte teksts strukturer.
TURNER
Den fjerde tekst i udvalget, artiklen “Dobbeltfokuserede fortællinger” fra 2003, beskæftiger sig med konceptuel integration, også kaldet blending, en særlig kognitiv operation i tekstproduktion og -forståelse og i forestillingslivet generelt. Teorien om konceptuel integration (Conceptual Integration Theory) fremkom i midten af 90’erne (Turner og Fauconnier 1995) som en videreudvikling af Fauconniers teori om mentale rum (Fauconnier 1994) og er hovedemnet i Fauconnier og Turners populærvidenskabelige bog fra 2002, The Way We Think, som beskriver “hvordan vi tænker” i mentale rum, der enten kædes sammen i et tidsforløb eller integreres i nye forestillingsrum. Kreativitet i tænkningen ses her som en virkning af forestillings- og slutningsprocesser, som ofte foregår ubevidst, men som kan analyseres frem ved introspektivt at “bremse” og iagttage bevidsthedens indhold samt ved logisk induktion. Litterære tekster benytter sig ligesom bevidsthedens øvrige kreative produkter af blending (det kreative ses i denne sammenhæng som alt det, der ikke opstår i bevidstheden via sansningen), og netop denne form for betydnings- og begrebsdannende kognition har optaget en central plads i litteraturen inden for den kognitive poetik.
Blendingteorien er først og fremmest udviklet til analyse af sprogligt udtrykte betydninger og anvendes blandt andet til analyse af litterære troper, ikke mindst metaforer. Metaforer opfattes nu ikke længere ifølge formlen A er B, men i stedet som blends, dvs. som forestillingsrum sammensat af to andre forestillingsrum, såkaldte mentale rum, hvis indhold selektivt projiceres ind i et nyt rum og her “blendes” til et indhold med en særlig mental kraft – en emotionel og begrebslig virkning på tænkningens og kommunikationens subjekter. Metaforisk betydning opstår ifølge denne teori i blendet, i mødet mellem to forestillinger, snarere end, som i den konceptuelle metaforteori, at blive “bragt” fra et erfaringsdomæne til et andet (fra et kildedomæne til et måldomæne). Mens det metaforiske betydningsindhold hos Lakoff og Turner i antologiens anden tekst således anskues som genbrug af allerede foreliggende følgeslutninger (en anskuelse, som fortsat består i Lakoffs senere “neurolingvistiske sprogteori”, Neural Theory of Language), forklares det hos Turner ved begrebet emergens. Betydning emergerer i det blendede mentale rum som et resultat af, at de forskellige forestillingsinput integreres i ikke-realistiske, men kohærente, lokalt konstruerede mentale enheder. Hvordan denne emergens nærmere kan tænkes at foregå, giver Brandt & Brandt 2005a et bud på, idet blendingteoretiske ideer sammentænkes med en relevansteoretisk (jf. Relevance Theory) og semiotisk begrebsramme. Det muliggør en metaforanalyse, der tager højde for den kommunikative, pragmatiske sammenhæng, hvori metaforen optræder, og som anerkender metaforens bestanddele som et refereret indhold og en ekspressiv præsentation, svarende til den asymmetriske skelnen mellem måldomæne og kildedomæne, vi kender fra den kognitive metaforteori – her forstået som en semiotisk skelnen mellem udtryk og indhold.
Som det fremgår af Turners her præsenterede tekst, er emergens et kendetegn ikke kun ved metaforer, men ved fantasifulde blends i almindelighed. Han taler her om “dobbeltfokuserede” blends, som er en af fire blendingtyper i den blendingtypologi, der fremlægges i The Way We Think. De såkaldt dobbeltfokuserede blends er ud over emergerende betydning kendetegnet