Line Brandt
Frank Kjørup
KOGNITIV POETIK
AARHUS UNIVERSITETS FORLAG
LINE BRANDT / FRANK KJØRUP
INTRODUKTION
TERMEN
Hvad er kognitiv poetik? Lad os i første omgang se nærmere på selve betegnelsen, dernæst på lidt af den historiske baggrund for det betegnede. Poetik (fra græsk poiein, jf. poiesis, skabelse, frembringelse) er læren om det sprogkunstneriske fænomen, som fra klassisk tid betegnes poesi, på dansk digtning, og som i moderne tid oftere kaldes litteratur, herunder den ligeledes klassisk etablerede inddeling af litteraturen i genrerne dramatik, epik og lyrik. Aristoteles’ Poetik, den første af slagsen, er hovedsagelig en dramaets teori, som særlig behandler den dramatiske undergenre tragedien. Ifølge moderne sprogbrug betegner poetik imidlertid snarere almen litteraturteori (undertiden specielt lyrikkens teori, jf. den praksis at identificere poesi enten med versificeret eller/og lyrisk digtning). Det er i den generelle litteraturteoretiske betydning, at ordet anvendes i forbindelsen kognitiv poetik.
Og hermed til det nærmere specificerende led i denne forbindelse: Kognitiv (fra latin cognoscere, at erkende) betyder det samme som det foranstillede adjektiv i forbindelsen cognitive science, den amerikansk udspringende kognitionsforskning, som siden begyndelsen af 1970’erne har udgjort en voksende, i stigende grad globalt forskningsdagsordenssættende bestræbelse for udforskning af den ultimative gåde: menneskesindets struktur og virkemåde. Som det bemærkes i temanummeret Udforskning af det kognitive i tidsskriftet Psyke & Logos (nr. 2, 1988): “Cognitive Science betegner en tværvidenskabelig bestræbelse […] på at belyse menneskelig erkendelse, viden, tænkning og problemløsning – med en fællesbetegnelse kognition” (Karpatschof og Larsen 1988: 202), idet “følgende humanistiske, samfundsvidenskabelige og naturvidenskabelige discipliner” oplistes som værende omfattet af det tværvidenskabelige samarbejde: “psykologi, lingvistik, filosofi, antropologi, pædagogik, økonomi, datalogi, neurovidenskab” med den reservation, at “[d]ecideret samfunds- og kulturvidenskabelige discipliner er forsvundet fra fagrækken (antropologi, pædagogik, økonomi)” “ifølge den toneangivende amerikanske udvikling” (Karpatschof og Larsen 1988: 204). Anderledes inklusivt er perspektivet i det sidste nummer af tidsskriftet Litteratur & Samfund med temaet Kognition og ånd, hvori redaktionen kan opregne, at der “[u]nder denne hat [“Cognitive Science – kognitionsforskning”] samles dele af datalogien, matematikken, neurofysiologien, psykologien, lingvistikken, filosofien, antropologien, litteraturteorien og så videre for at samle sig om spørgsmålet om ‘how the mind works’” (Bjertrup m.fl. 1992: 5).
Den kognitive vending, som inden for humaniora har givet sig udslag i et betragteligt antal forskningsbidrag gennem de seneste cirka tyve år, har været tydelig at spore også i litteraturvidenskaben. De sidste års udvikling inden for kognitive litteraturstudier aftegner sig i titler som Mark Turners Reading Minds: The Study of English in the Age of Cognitive Science (1991), Peter Stockwells Cognitive Poetics: An Introduction (2002) med opfølgeren Cognitive poetics in practice (Gavins & Steen (red.) 2003) samt antologierne Cognitive Stylistics – Language and Cognition in Text Analysis (Semino & Culpeper (red.) 2002) og Narrative Theory and the Cognitive Sciences (Herman (red.) 2003) og Cognitive Poetics. Goals, Gains and Gaps (Brône & Vandaele (red.) 2009). Særnumre af Poetics Today om Literature and the Cognitive Revolution (2002) og The Cognitive Turn? A Debate on Interdisciplinarity (2003) bærer ligeledes vidnesbyrd om, at den teoretiske debat om emnet er langt fra at forstumme. Sandelig, kognitionsforskningen, denne interesse for udforskning af menneskesindet og -ånden, er over os!
De mest frugtbare resultater har imidlertid indtil videre ikke nødvendigvis skiltet med det kognitive. Et eksempel er Fred Lerdahl og Ray Jackendoff (1983), der arbejder med en sammentænkning af musik-, gestalt- og chomskyansk teori, og som forstår sig selv som et bidrag til cognitive science, men samtidig kalder deres teori A Generative Theory of Tonal Music. Deres orientering mod det kognitive består i grundlæggende hypoteser om menneskesindets perceptuelle præferencer for visse musikalske strukturer frem for andre. På denne således fundamentalt kognitivt informerede, men ikke eksplicit “kognitive” teoribygning, baserer sig i anden omgang Richard D. Curetons versteori, Rhythmic Phrasing in English Verse (1992), atter en bestræbelse, som ifølge sin selvforståelse er en del af et kognitionsforskningsmæssigt paradigme uden dog åbenlyst at fremstå som repræsentant for et kognitivt tiltag. (Bemærk modsætningsvis Jackendoffs solo-udviklingsarbejde med de perceptuelle gestaltprincipper på lingvistisk grund allerede i Semantics and Cognition (1983). Omvendt ser vi med tiden, i takt med at det kognitive får status af buzzword, flere og flere eksempler på titler med kognitiv X-ik, Y-logi, Z-grafi, osv.)
Det, at bevægelser eller grupperinger inden for forskning har både deres hårde kerne af faglige die-hards og deres mere omskiftelige medløbere, hører nu engang med til videnskabssociologiens ABC. Uden tvivl skal den prestige, som i vores samtids kultur generelt er neurovidenskab/hjerneforskning til del, tages med i betragtning, når vi skal forstå det kognitives popularitet i dag.
Bemærkelsesværdig er under alle omstændigheder den betydningsændring, som selve ordet kognitiv de seneste små fyrre år har undergået – fra det snævre til det stadig mere omfattende. Ordet er gået fra at betegne bevidsthedsfænomener af snævert “intellektuel” karakter – problemløsningsmæssige, rationelle, logiske og sproglige, sidstnævnte i den snævreste forstand ‘informationskommunikerende’ (Roman Jakobson (1960) tilbyder i sin sproglige kommunikationsmodel symptomatisk nok netop kognitiv som et synonym for den sprogfunktion, som dér betegnes den referentielle eller denotative), til at betegne en videre kreds af bevidsthedsfænomener, ja, ikke sjældent omfattende bevidstheden i sin helhed. Og undertiden endda mere til, således at kognitionsbegrebet bringes til at inkludere såkaldt under- eller ubevidste fænomener i form af eksempelvis følelsesmæssig respons på givne perceptuelle eller sensoriske stimuli (for en gendragning af definitoriske grænser mellem erkendelses- og følelsesmæssige fænomener, se Jensen og Skov (red.): Følelser og kognition (2007)). I denne antologi vil vi således se Reuven Tsur interessere sig for affektive, ikke nødvendigvis bevidst forekommende former for “kognitiv” læserrespons på stimuli i form af poetisk tekst. Heri er Tsur, som vi skal vende tilbage til lidt senere, foregrebet af en central nykritisk skikkelse som I.A. Richards, der i det teoretiske hovedværk Principles of Literary Criticism (1931), oversat til dansk som Litteraturkritikkens principper (1968), taler om visse af “de måder, metre fungerer på i poesien” og “disses evne til mere indirekte at kontrollere emotioner.” (Richards 1968 [1931]: 127).
HISTORIEN
Inden for det, som nu kaldes kognitiv poetik, siges der at eksistere to teoretiske hovedretninger, hver især karakteriseret ved at lægge accenten forskelligt: kognitiv poetik, som ser kognitionens mønstre illustreret i det poetiske, og kognitiv poetik, som ser poesiens mønstre og spørger til det kognitive. Historisk interessant er det imidlertid, at begge retninger afviser enhver snæver identificering af det kognitive med det neurale og altså begge insisterer på ikke at sætte lighedstegn mellem kognitionsforskning og neurovidenskab.
I.A. Richards, der med sin litteraturpsykologiske formalisme på en vis måde er forløber for den senere kognitive poetik, gør sig sporadiske overvejelser over hjernens rolle i litterær perception, dog på et hypotetisk snarere end empirisk informeret plan. Således erkendes problemer i relation til perceptionen af “[d]ette net af forventninger, tilfredsstillelser, skuffelser, overraskelser, som kæden af stavelser fremkalder”, kort sagt “rytmen” (Richards 1968 [1931]: 120), at beløbe sig til “spørgsmål om kombination og koordination af impulser som er for subtile til vores nuværende undersøgelsesmidler” (Richards 1968 [1931]: 121). Spørgsmålet er, om dette i grunden ikke stadig kan siges at være gældende.
I 1970’ernes USA begyndte de første litteraturteoretiske applikationer af den på dette tidspunkt indflydelsesrige tese om den hemisfærisk højre/venstredelte hjerne at vise sig i enkelte, imidlertid aldrig indflydelsesrige bidrag, således Earl Miner (1976) og M.W. Booth (1978). Neurovidenskab er dog ved hjælp af moderne observationsmetoder, inklusive scannings-teknikker, avanceret et godt stykke hinsides en blot binær hjernetopografi. Applikationer af disse hjerneforskningsmæssige udviklinger og foreløbige resultater kan derimod