ENORME GEVINSTER VED LIBERALISERING
Kym Andersons beregninger viser, at en liberalisering af handelsbarrierer og fjernelse af landbrugsstøtte er virkeligt gode investeringer
Handelspræferenceaftaler lader til at være en fast bestanddel i den vedvarende udvikling i retning af en liberalisering på området, selv om de isoleret set ikke er den bedste løsning. Ikke-gensidige aftaler (mulighed 4) er af særligt tvivlsom værdi, fordi de lægger en dæmper på yderligere liberalisering og stiller udviklingslande dårligere, hvis de ikke af FN er kategoriseret som værende blandt de mindst udviklede. Det gælder f.eks. fattige lande som Vietnam. Der er lignende ulemper forbundet med frihandelsområder, som kun medfører en brøkdel af de fordele, man ville kunne realisere via multilaterale WTO-baserede reformer.
Resumé af de overordnede fordele
Dette kapitel har taget udgangspunkt i et gennemsnit af de øvre og nedre grænser for de brugte analyser. Den statiske gevinst svarer til en stigning i det globale BNP på 1,8 % efter en fuldstændig tilpasning til de nye omstændigheder. For udviklingslandene ville fordelene blive højere: 2,5 % af BNP. Det antages, at fordelene begynder ved en femtedel af denne procentsats, men at de vil blive forøget med en femtedel hvert år fra 2006 til 2010, hvor de må anses for at være fuldstændigt realiserede.
Derudover er der dynamiske fordele forbundet med frihandel. Et forsigtigt skøn viser, at reformer på området ville øge den årlige økonomiske vækstrate med en sjettedel for udviklede lande og en tredjedel for udviklingslandene. For verden som helhed ville væksten øges fra 3,2 % til 3,8 % årligt, hvilket for udviklingslandene ville betyde en stigning i deres gennemsnitlige årlige vækstrate fra 4,6 % til 6,1 %. For igen at være på den sikre side kan man antage, at den højere vækstrate fortsætter til 2050, og ikke i al uendelighed.
Økonomiske omkostninger forbundet med en aftrapning af subsidier og handelsbarrierer
Omkostningerne forbundet med reformprocessen er engangsudgifter, sammenlignet med fordelene, som er både langsigtede og vedvarende. Omkostningerne omfatter dem, der er knyttet til forhandlingsrunder, støtte til politiske tænketanke, overgangsfaser for virksomhederne og deres ansatte samt samfundsmæssige omkostninger og sociale ydelser forbundet med midlertidig arbejdsløshed. Undersøgelser viser som regel, at den slags omkostninger er relativt små i forhold til fordelene, og at de kan minimeres vha. en gennemtænkt og gradvis implementering af reformerne. Regeringerne kan dog stadig være uvillige til at indføre reformer, fordi tabet af arbejdspladser derved gerne bliver koncentreret og meget iøjnefaldende, hvorimod fordelene til gengæld er så jævnt fordelt over hele økonomien, at de fleste borgere ikke lægger mærke til dem.
I dette kapitel antages det, at justeringsperioden efter en 50 % liberalisering varer fem år (hvilket er betragteligt længere end i de fleste case studies). For hvert enkelt år antages det, at omkostningerne beløber sig til en tredjedel af de endelige samlede statiske fordele af reformen: 243 milliarder USD årligt for perioden 2006-2010, hvoraf 71 milliarder USD påhviler udviklingslandene.
Sociale og miljømæssige fordele
Da handelsreformer kan generere store økonomiske fordele over en lang periode, ville de kunne bidrage indirekte til håndteringen af de andre globale udfordringer, fordi der ville blive flere midler til rådighed. Der ville dog også være nogle direkte konsekvenser for en række centrale udfordringer – f.eks. følgende:
Nedbringelse af fattigdommen ville kunne accelereres, da de udviklingsøkonomier, som vokser hurtigst, har vist sig at være bedre til at nedbringe fattigdommen end lande med en langsom økonomisk vækst;
Smitsomme sygdomme ville kunne håndteres mere effektivt af de lande, hvor fattigdommen er nedbragt, og medicin er bredere tilgængelig og overkommelig i pris;
Konflikter vil sandsynligvis mindskes, når landene bliver mere økonomisk afhængige af hinanden, og når der er færre forhindringer for migrationen; og
Manglende investeringer på uddannelsesområdet, som især berører de fattige familier i udviklingslandene, vil sandsynligvis kunne afhjælpes via stigninger i de internationale priser på landbrugs- og tekstilprodukter – en følgevirkning af handelsreformer.
Globale benefit-cost-forhold
Et lavt estimat af de samlede nettofordele ved at halvere subsidier og handelsbarrierer viser, at den årlige vækst i bruttonationalproduktet vil blive rundt regnet fordoblet efter den første tilpasningsperiode (som forudsættes at vare fem år). Hvis man antager, at der ikke vil være yderligere fordele efter 2050 (selv om det er usandsynligt), og anvender en diskonteringssats på 5 %, vil nettonutidsværdien blive 23 billioner USD for verdensøkonomien, og halvdelen af dette beløb vil tilfalde de aktuelle udviklingslande. På baggrund af at de estimerede tilpasninger m.m. beløber sig til knap 1 billion USD, bliver benefit-cost-forholdet 24,3 globalt set og 37,9 for udviklingslandene.
Hvis man medregner de sociale og miljømæssige fordele og omkostninger, vil disse tal sandsynligvis blive betydeligt højere. Selv hvis man anlægger et mere forsigtigt skøn mht. Doha-forhandlingerne og overgangsfasen, vil fordelene sikkert stadig være utroligt store, og omkostningerne sagtens kunne retfærdiggøres. Alt dette er inden for rækkevidde, hvis vores ledere viser sig tilstrækkeligt modige og villige til at udnytte de chancer optimalt, der byder sig for unilaterale og multilaterale handelsreformer, særligt inden for rammerne af WTO-strukturen.
Subsidier og handelsbarrierer
Opponenters synspunkter
I sin kritiske vurdering argumenterer Kym Anderson ihærdigt for maksimal liberalisering af handel, ikke bare som et gode i sig selv, men også som en måde at bidrage til løsningen af andre problemer med høj prioritet. Begge opponenter er enige i, at frihandel har økonomiske fordele, men de har forbehold angående, hvordan disse bedst kan genereres og deles.
Arvind Panagariya støtter fuldt ud Andersons argument om, at handelsliberalisering bør gives den højeste prioritet blandt problemerne på Copenhagen Consensus, og anser det for altafgørende, hvis de andre problemer skal kunne løses. Ikke desto mindre har han visse kritikpunkter. I særdeleshed mener han, at argumentet ville stå stærkere, hvis der var fyldestgørende oplysninger om nogle af barrierernes karakter og størrelse. Desuden er fordelene ikke jævnt fordelt: Indvirkningen på nogle udviklingslande ville faktisk være negativ.
Anderson er fortaler for liberalisering på grundlag af generaliseringer, hvor årsag (liberalisering) uundgåeligt fører til den ønskede virkning (øget vækst). Efter Panagariyas mening kan denne sammenhæng ikke garanteres, og i stedet anser han åbenhed for at være nødvendig, men ikke tilstrækkeligt for en bæredygtig, hurtig vækst.
Panagariya ser i den første af Andersons udpegede løsninger – unilateral liberalisering – mange beviser på fordelene ved dette og fremhæver især den dramatiske forbedring i vækst som resultat af, at Indien og Kina går denne vej. Kritikere påpeger de katastrofale erfaringer fra sydamerikanske lande i 1980'erne og 90'erne, men han hævder, at den grundlæggende årsag ikke var overdreven liberalisering, men at det i stedet var makroøkonomisk ustabilitet, der førte til overdreven udenlandsk låntagning (i sig selv et problem behandlet som en separat udfordring). Chile udgør en unik succeshistorie i regionen på det tidspunkt, fordi landet fulgte en fornuftig national økonomisk politik samtidig med fjernelse af subsidier.
Multilateral liberalisering ved afslutningen af Doha-runden