De, der ikke vil se i øjnene, at vi har begrænsede ressourcer, lever i en drømmeverden. Med fare for at virke kedelig mener jeg, at verden har mere brug for realister end for drømmere. Det kan være meget bekvemt at ville støtte alle gode formål, men den holder ikke i virkelighedens verden.
Har drømmerne med alle deres gode viljer patent på godheden? Foretager realisten onde prioriteringer? Målt ud fra effekten for verdens lidende befolkning hælder jeg mere til den omvendte opfattelse. Det er uetisk ikke at inddrage viden om, hvor vi kan gøre mest godt. Copenhagen Consensus er det kølige overbliks projekt. Det er også et meget etisk projekt. Men vi taler ikke så meget til den dårlige samvittighed som til den aktive handling.
Copenhagen Consensus har vist, at en kvalificeret prioritering er mulig. At økonomiske beregninger af fordele og omkostninger ikke fører til snæversynethed og pengefiksering, men tværtimod til fokus på fattige menneskers vilkår.
Jeg er stolt over, at vi har nået det første mål med Copenhagen Consensus, nemlig en prioriteret liste over løsninger på verdens store problemer. Eksperterne har brugt deres viden og indsigt. De har lagt et stort engagement i at nå frem til konkrete løsninger. Copenhagen Consensus har allerede startet en vigtig debat om prioritering af verdens ressourcer.
Copenhagen Consensus er tænkt som et konkret input til politikerne. Vil de så bruge det? Mit håb har hele tiden været, at når listen først lå der, så ville den ikke være til at komme uden om. Fordi den i den grad bygger på viden. Og fordi den er så konkret.
Men Copenhagen Consensus angår ikke bare politikere. Det er også vigtigt, at alle vi andre bliver inddraget i prioriteringsdiskussionen. At vi selv ser på fakta, stiller os selv over for de svære, men uundgåelige valg mellem en lang række gode muligheder. I bogen her får du muligheden for at inddrage de bedste informationer til at forbedre debatten, til at komme med dit eget bud på en kvalificeret liste. Det næste mål for Copenhagen Consensus er netop at få debatten bragt ud over de akademiske og politiske rækker. Jeg håber meget, du vil deltage i den helt nødvendige diskussion omkring de globale prioriteringer – om hvad vi skal gøre først.
Handelsudfordringen
Subsidier og handelsbarrierer
KYM ANDERSON
Centre for International Economic Studies;
University of Adelaide (p.t. Verdensbanken)
Udfordringen
Der er klare økonomiske fordele forbundet med at afskaffe statsstøtte og handelsbarrierer. Selv om det er bevist, at den form for restriktioner har en negativ indflydelse på de økonomier, som indfører dem, og er til særlig stor skade for verdens fattigste lande, fortsætter regeringer verden over med handelshindringer for både varer og serviceydelser. I dette kapitel argumenterer vi for, at en gradvis afvikling af den form for handelsforvridende politik bør have højeste prioritet. En strategi for eliminering af handelsbarrierer og subsidier ville ikke alene medvirke direkte til at mindske fattigdommen, men ville desuden have nogle indirekte fordele i forhold til alle de øvrige udfordringer, som Copenhagen Consensus beskæftiger sig med. Derudover ville de relativt lave omkostninger forbundet med reformer på området betyde, at der stadig ville være en stor andel af de beregnede 50 milliarder USD tilbage til lavere prioriterede områder.
Det er omkring 75 år siden, vi sidst oplevede en større bølge af protektionisme. Efter anden verdenskrig forsøgte regeringerne i de største industrilande, som udmærket var klar over de økonomiske begrundelser for frihandel, at finde nogle måder at nedsætte importtarifferne på. Politikere er imidlertid bange for at indføre ændringer, som kan medføre politisk upopulære omfordelinger af arbejdspladser og velstand. Udfordringen består derfor i at gøre det politisk attraktivt at eliminere de eksisterende forvridninger på verdensmarkedet for varer, serviceydelser, kapital og i sidste ende også arbejdskraft.
Argumenterne for og imod en eliminering af subsidier og handelsbarrierer
Frihandel bliver af ikke-økonomer ofte kritiseret ud fra den antagelse, at den har negative sociale og miljømæssige konsekvenser – en kritik, som er manifesteret ved et voksende antal anti-globaliserings-grupper. Disse konsekvenser skal imidlertid sammenholdes med de forskellige positive og miljømæssige følgevirkninger af frihandel samt med de reelle økonomiske fordele af både statisk og dynamisk art.
Statiske fordele genereres ved, at de forskellige lande producerer flere af de varer og serviceydelser, de er bedst til at fremstille, og færre af de ting, andre lande kan producere på en mere effektiv måde. Det vil betyde, at de enkelte lande vil få maksimeret værdien af deres fremstillede varer eller serviceydelser, og at disse varer samtidigt vil være attraktive i handelspartnernes øjne, fordi de er prismæssigt konkurrencedygtige. Som part i handelstransaktioner vil hvert enkelt land være bedre stillet end i en verden uden samhandel. Det kaldes som regel princippet om den komparative fordel. Jo mindre økonomi et land har, jo større plejer de statiske fordele at blive – beregnet som en andel af nationalproduktet.
Derudover er der de dynamiske fordele, som betyder, at den øgede samhandel sætter gang i den økonomiske vækst. Det er typisk frigivelse af importen af halvfabrikata og produktionsmidler, som får iværksættere til at foretage større investeringer i produktionskapacitet. Data indsamlet i løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede viser, at lande, som har frigivet deres handel i denne periode, i gennemsnit har kunnet konstatere en stigning i den årlige vækstrate for deres bruttonationalprodukt på 1,5 % i forhold til tidligere. Selvfølgelig er regeringerne også nødt til at gøre andre ting rigtigt for at kunne tiltrække investeringer – de skal f.eks. beskytte deres ejendomsrettigheder og opretholde en finansiel og politisk stabilitet. Frihandel er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig forudsætning for en vedvarende økonomisk vækst.
Trods de potentielle fordele knyttet til samhandlen bevarer de fleste regeringer imidlertid ofte visse protektionistiske foranstaltninger. Det er der en politisk årsag til. Selv om en økonomis samlede velstand øges, når handlen frigives, kan kapitalejere og arbejdere i særligt beskyttede industrier godt tabe på frihandel, og en given kompensation dækker typisk kun en lille brøkdel af deres tab. Tabet bæres af relativt få personer, som derfor er parate til at udøve lobbyvirksomhed over for regeringen og støtte de politikere, som går ind for protektionisme. Fordelene er derimod bredt fordelt på forskellige industrier og befolkningsgrupper. Derfor kan det være svært at samles om at presse politikerne til at indføre reformer.
Regeringerne påvirkes også af NGO’ernes argumenter. Græsrodsorganisationerne hævder, at globaliseringen forstærker de sociale og miljømæssige problemer både i rige og fattige lande, trods beviser for det modsatte.
Man kan dog fremme eller implementere handelsreformer ved f.eks. at sørge for følgende:
Bedre udbredelse af argumenterne for frihandel via regeringer, tænketanke og personer, som er direkte involveret i import og eksport, så indflydelsen fra NGO’er, fagforeninger og andre særinteressegrupper får modspil;
Teknologisk udvikling – f.eks. de sidste 20 års revolution inden for informations- og kommunikationsteknologien – som kan medvirke til en drastisk nedbringelse af omkostningerne forbundet med at gøre forretninger på internationalt plan;
Andre landes unilaterale frigivelse af handlen, som kan synliggøre fordelene ved de åbne markeder; og
Muligheder for at indgå i internationale handelsaftaler, som kan sikre mere politisk acceptable alternativer til ensidig handelsliberalisering (selv om bilaterale og regionale aftaler ikke har samme mulighed for at