Anders Dræby Sørensens artikel, der præsenterer læseren for de væsentligste hovedlinjer inden for psy-fagenes indoptagelse af denne tankeretning, dvs. inden for det 20. århundredes psykiatri, psykoterapi og psykolog, indgår også som et led i denne redaktionelle bestræbelse på at undgå “den slagne vej”, som har kendetegnet mange af fortidens fremstillinger af eksistenstænkningen og dens hovedrepræsentanter. Vi har endvidere bestræbt os på at komme frem til en fremstilling, der var afbalanceret i den forstand, at den både vægter den internationale dimension og samtidig medtager bidrag af særlig interesse og relevans inden for en dansk kulturel kontekst: Man kommer her selvsagt ikke uden om Søren Kierkegaard, der belyses og diskuteres i såvel Niels Thomassens som i flere andre bidrag – selvom Kierkegaard ganske vist i denne henseende må betragtes som omtrent lige så “international”, som han er “national”, dvs. dansk. Men også Johannes Sløks eksistentialismeforståelse, som Peter Kemp og Paw Amdisen hver på deres måde fokuserer på i deres indlæg, indtager her helt naturligt en central placering. Hvad artiklernes citater angår, så holdes de generelt i selve brødteksten på dansk, mens de fremstår på originalsproget i noteapparatet.1
Det er set i forlængelse heraf redaktionens formening, at antologien vil være velegnet som undervisningsmateriale på universiteter, professionshøjskoler og seminarier. Ligeledes er det vores forhåbning, at den kan finde sin målgruppe hos den læser, der i forvejen er inde i de basale grundbegreber for det 20. århundredes filosofi, eller som i forvejen er bekendt med en eller flere af eksistenstænkningens centrale positioner, det være sig Kierkegaard, Sløk, Jaspers, Heidegger, Camus, Beauvoir, Pareyson eller Sartre, og som gerne derfra specifikt vil udvide sin forståelse af denne tankeretning og tillige af dens placering inden for filosofien i almindelighed. Antologiens sigte er med andre ord relativt smalt, dvs. primært henvendt til fagfolk eller den “velbevandrede filosofiske læser”, og hvad angår sprogets tilgængelighed stiller en del af bidragene derfor også rimeligt store krav til læserens forforståelse eller forudgående viden om emnet, mens andre af bidragene er mere let tilgængelige.
Kort sagt har vi fra redaktionens side valgt at tilstå forfatterne (og os selv) en vis portion frihed – en anden tilgang ville ganske enkelt ikke give megen mening i en bog om netop eksistenstænkningen – fordi de forskellige emner, som bidragene hver især tager op, er blevet vurderet som det altafgørende. Og ligesom stilen er manden hos Søren Kierkegaard, så er emnet i høj grad stilen i denne antologi. Man kan selvsagt mene, at denne tilgang er et paradoks i en bog, der sigter imod en behandling af eksistensen forstået som en almen problematik, men det kan omvendt også netop udgøre en væsentlig pointe: Én ting er at eksistere, hvilket vi alle gør, ligesom vi (formentlig) alle lever i en forståelse af det at eksistere; en anden ting er den kvalificerede og tematiserede forståelse af eksistensen, og den har det aldrig været alle lige beskåret at kunne formulere – endsige formidle.
Johannes Sløk er, som allerede anført, ganske uomgængelig, hvis man ønsker at behandle eksistenstænkningen i en dansk sammenhæng. Med udgangspunkt i denne indsigt og på baggrund af en indplacering af Sløks position i samtidens intellektuelle landskab præsenterer Paw Hedegaard Amdisen en nærlæsning af Sløks fortolkning af eksistensens vilkår, således som den kommer til udtryk i bogen Eksistentialisme fra 1964, men også i øvrigt i Sløks forfatterskab. I forlængelse heraf bliver det en pointe for Amdisen, at Sløk forbliver eksistentialist til det sidste, men også, at Sløks eksistenstænkning ganske tidligt – allerede i 1964 – er forbundet med den narrative vending, som man ellers normalt kun forbinder med hans sidste hovedværker fra 1980’erne. Og netop i samtænkningen af det eksistentielle og det narrative har Sløks tænkning, mener Amdisen, stadig et aktuelt potentiale.
Jørn Boisen påviser i sin artikel, hvorledes Camus og Sartre sammen inkarnerer den moderne franske litteraturs absolutte storhedstid i midten af det 20. århundrede. Den almindelige opfattelse er vel, at de sammen grundlagde eksistentialismen, og at de forholdt sig til de samme eksistentielle og politiske problemer. Men i virkeligheden, argumenterer Boisen for, er sammenfaldet uhyre paradoksalt: Camus ligner ganske vist til forveksling sin samtids franske eksistentialister, men i virkeligheden tilhører hans tænkemåde en helt anden tradition, nemlig den antikke græske dualisme. Artiklen diskuterer med andre ord forholdet mellem Sartres og Camus’ filosofiske grundsynspunkter og prøver at vise, hvilken afgørende betydning antikkens tragiske livsopfattelse har for Camus.
Fokuseringen på den enkeltes eksistens over for Gud har altid, fremhæver Torben Bramming i sit bidrag, været grundlæggende i luthersk teologi, men med eksistensteologien bliver det udtalt. Eksistensteologien er den tænkning, som tager sit udspring hos Søren Kierkegaard, og som i Danmark har fået betydning gennem bevægelsen og ikke mindst tidsskriftet Tidehverv: Fra 1930’erne til 1960’erne var Tidehverv, og især gennem Kristoffer Olesen Larsens indsats, således den toneangivende retning i den teologiske debat. Eksistensteologien som retning på de teologiske fakulteter har dog efter Brammings opfattelse udspillet sin rolle for længst, men har til gengæld igennem bevægelsen Tidehverv stadig en folkelig og kirkelig betydning, selvom der nu også inden for Tidehverv sker et opgør med eksistensteologien. Derfor er der både en eksisterende eksistensteologi i dag og et forsøg på at komme hinsides denne, og aktuelt foregår dette inden for Tidehverv i et opgør mellem to fløje; på den ene side en eksistensteologisk, som Jesper Langballe bl.a. er repræsentant for, og en afvisning af eksistensteologien på den anden side, som bl.a. Katrine Winkel Holm står for.
I artiklen “Den romantiske potens” sætter André Danielsen sig for at aktualisere Jean-Paul Sartre ved at sætte ham på arbejde med at analysere fænomener inden for moderne og især dansk kultur. Formuleringen “romantisk potens” fungerer i artiklen som samlebetegnelse for en særlig dyrkelse af inderligheden, jagten på forskelle, ubehaget ved at skulle forklare sig, foruden jegets oplevelse af Historien som byrde. Der er her ifølge Danielsen tale om en tilbagetrækning og om en distancering, som Sartre især har analyseret i det 19. århundredes litteratur hos Charles Baudelaire og Gustave Flaubert. Men samtidig med sin analyse heraf anlægger Danielsen et aktualiserende blik på Sartre: Han anskues som den, der stadig står som forbilledet i kampen imod en tilbagelænet filosofi såsom postmodernismen, der i sin overfladiskhed eller dovenskab anser det givne og tilegnelsen heraf for den rene selvfølgelighed.
Et af de videnskabelige og praksisfaglige felter, hvor eksistentialismen har fået et vist interdisciplinært gennemslag er psy-fagene forstået som psykiatrien, psykologien og psykoterapien. Siden 1930’erne er eksistensfilosofiske indsigter således, sådan som Anders Dræby Sørensen påpeger det i sit bidrag, blevet indoptaget på forskellig vis i dette felt via en overordnet ambition om at trække det i en mere humanvidenskabelig retning. Artiklen kaster dels et idéhistorisk blik på, hvordan en række idéer og overvejelser fra den filosofiske eksistenstænkning integreres hos så forskellige fagpersoner som Medard Boss, Ludwig Binswanger, Viktor Frankl, Carl Rogers, Abraham Maslow, Rollo May, Ronald Laing og Irvin Yalom, hvilket bl.a. sker i et forsøg på at skabe distance til psykodynamikken, behaviorismen og biomedicinen. Men samtidig fokuserer artiklen på den aktuelle udvikling inden for den britiske eksistensanalyse hos Ernesto Spinelli og Emmy van Deurzen med det formål at se på, hvilken berettigelse et eksistentielt perspektiv har inden for psykologiens, psykiatriens og psykoterapiens nuværende faglandskab, der i høj grad er præget af neobiologisme og kognitionsperspektiver.
Jonas Holst genoptager med udgangspunkt i Martin Heideggers Et brev om ‘humanismen’ det centrale spørgsmål, som Heideggers brev i store træk kan siges at være et langt svar på, nemlig om humanismen kan gives en mening på ny. Heidegger fik stillet dette spørgsmål af sin franske kollega, Jean Beaufret, der i sin korrespondence med Heidegger forudsatte, at humanismen havde mistet sin mening midtvejs i det 20. århundrede: Hvilken mening det var, som humanismen havde mistet, og det svar, som Heidegger giver for at løse op for humanismens kramper, er emnet, som artiklen undersøger under inddragelse af henholdsvis