Redigeret af Anne-Marie Christensen
WITTGENSTEIN
OM RELIGION OG RELIGIØSITET
Forord
Denne antologi udspringer af et forskningsseminar i det danske Wittgenstein-netværk med titlen Wittgenstein: A Religious Point of View, som blev afholdt på Aarhus Universitet i oktober 2004, støttet af AUFF. Foredragenes høje kvalitet sammen med det store deltagerantal og den intense debat på seminaret overbeviste os i netværket om, at vi måtte arbejde videre med emnet: Resultatet er den foreliggende antologi, der indeholder bidrag fra hovedparten af seminarets forelæsere samt tre senere tilkomne bidragydere. Alt materiale til antologien er nyskrevet og ikke tidligere udgivet.
Det har været en lærerig proces at redigere denne antologi. Det er næsten ikke muligt at takke bidragyderne nok for deres store samarbejdsvilje og deres interesse i at gøre antologien så god som mulig. På samme måde vil jeg gerne fremhæve den uvurderlige hjælp, jeg har fået i redaktionsarbejdet fra Cecilie Eriksen. Antologien var aldrig blevet så skarp og læseværdig uden din hjælp.
Til sidst vil jeg gerne takke Aarhus Universitets Forskningsfond, Lillian og Dan Finks Fond, FELIX-fonden og Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation.
Anne-Marie Christensen, april 2006
Anne-Marie Christensen
Wittgenstein og religiøsitet: En introduktion
Religiøsitet og religion
Religion synes i disse år at stå i et underligt dilemma i Danmark. På den ene side bliver vi mere og mere kritiske over for religiøse dogmer af enhver art, og vi udviser en stadig voksende mistillid over for mennesker, som åbent erkender at have et tilhørsforhold til etablerede religioner – måske fordi vi ser et sådant tilhørsforhold som en potentiel fare for fundamentalisme. Den generelle accept af en sådan kritisk indstilling til religiøse institutioner synes også at være grunden til, at landets folkekirke har set sig nødsaget til at finde plads til i hvert fald én præst, der eksplicit afviser at tro på en af sin egen kirkes helt grundlæggende læresætninger.
På den anden side oplever religiøsiteten en renæssance, hvor stadig flere mennesker finder behov for at søge mening og vejledning i religiøse kontekster, såvel traditionelle som alternative. På trods af en mistillid til etablerede religioner søger mange alligevel inspiration i religiøse erfaringer og -fællesskaber i håbet om, at det kan hjælpe dem med at etablere et fast udgangspunkt for eller en mening i deres tilværelse. Denne søgen viser sig såvel i opblomstringen af alskens såkaldt alternative praksisser, som healing og numerologi, som i den stadig stigende interesse for østens religioner. Også kristendommen er et mål for denne stigende interesse for tilværelsens religiøse dimension; f.eks. registreres der stadig flere etablerede kristne alternativer til folkekirken, ligesom stadig flere bruger de mere »eksotiske« indslag i folkekirken, som de nyopståede åbne natkirker eller det voksende antal kurser i kristen spiritualitet.
Men et sted, hvor den voksende interesse for det religiøse ikke synes at have nogen effekt, er i tilslutningen til det, der ofte opfattes som folkekirkens kerne, nemlig den traditionelle kirkegang, den fælles bøn og i tilslutningen til kirken som en aktiv del af menneskers hverdag. Nutidens søgen efter det religiøse er altså ikke nødvendigvis en søgen efter en etableret religion. For så vidt som man i dag vender sig mod eksisterende religiøse praksisser i jagten på en mening med livet, bliver de enkelte praksisser ofte plukket ud af kontekst, de bliver tilpasset og individualiseret efter den enkelte religiøse »brugers« behov. Man kan dermed måske ligefrem tale om, at mange i dag forsøger at udvikle en religiøsitet, som er løsrevet fra de etablerede religioner.
Hos filosoffen Ludwig Wittgenstein (1889-1951) finder man overvejelser over udgangspunktet for en sådan »løsrevet« religiøsitet og over spørgsmålet om, hvordan man overhovedet kan leve religiøst, når man ikke ser sig i stand til at indgå i traditionelle kirkelige fællesskaber. Således bemærkede Wittgenstein til en af sine venner, at han ikke var nogen religiøs mand, men at han ikke kunne lade være med at se alting fra »et religiøst synspunkt« (Drury 1984, 79). Wittgenstein var dybt optaget af religiøse tænkere og af de grunde, som fik mennesker til at vende sig mod religionen, samtidig med, at han aldrig var aktivt medlem af nogen kirke eller udviste nogen synderlig interesse for den etablerede religion i sin samtid. I stedet kæmpede han livet igennem med overvejelser over forholdet til Gud, menneskets behov for nåde og specielt spørgsmålet om, hvordan man giver sådanne overvejelser den rigtige plads i sit liv; hvordan man tager dem alvorligt. I denne forstand ligner Wittgensteins tilgang til det religiøse den, man finder hos Søren Kierkegaard.
I en hvis forstand kan man sige, at det religiøse for Wittgenstein – som for mange i dag – var et personligt projekt, idet han gennem det religiøse søgte at finde en referenceramme, som kunne etablere mening i hans liv. Men dette indebærer ikke, at hans projekt er egoistisk. I stedet udspringer det af en for ham nødvendig forståelse af, at en »tilværelsens mening« kun kan etableres ved, at man ændrer sit liv, og at denne ændring altid udelukkende kan komme fra individet selv (KV, 65; 1946).
Wittgensteins ambivalens over for forholdet mellem religiøsitet og etableret religion tilbyder os med andre ord muligheden for at følge en indsigtsfuld tænkers forsøg på at forene en afstandstagen fra etablerede religioner med en søgen efter at finde plads til det religiøse i sit eget liv. På denne måde taler Wittgensteins overvejelser direkte til det nutidige, religiøst søgende menneske.
Wittgensteins liv og værk
Wittgenstein er ikke kendt som en religiøs tænker, og det er der gode grunde til. Hans biografi er lige så spektakulær, som den efterhånden er alment kendt.1 Han var født ind i en af de rigeste familier i Wien i 1800-tallets slutning, gik på et tidspunkt i skole med Adolph Hitler og blev uden forudgående filosofisk skoling elev af, og senere udfordrer til, en anden af det 20. århundredes store tænkere, nemlig engelske Bertrand Russell. Da Første verdenskrig brød ud, meldte Wittgenstein sig som frivillig til den østrigske hær, og på trods af militærtjenesten arbejdede han videre på sine filosofiske ideer – også da han i 1918 blev sat i italiensk krigsfangenskab. Dette arbejde resulterede i hans første filosofiske hovedværk Tractatus logico-philosophicus (Logisch-philosophische Abhandlung 1921; dansk oversættelse 1963); det eneste værk, han selv færdiggjorde, og som blev udgivet i hans levetid.
Ved første øjekast er Tractatus ikke noget religionsfilosofisk værk. Det er i stedet et værk, som forsøger at løse filosofiens problemer gennem en sprogkritisk metode, der skal vise grænserne for, hvad vi meningsfuldt kan udtrykke os om, og dermed hvad vi meningsfuldt kan tænke. Det vil sige, at dets omdrejningspunkt er sproget og dets virkemåde, herunder logikkens status. Værket har da også primært haft indflydelse i kraft af dets logiske og sprogteoretiske overvejelser. Således (mis)brugte de logiske positivister Tractatus som grundlag for en sprogteori, der skulle vise, hvordan overvejelser om filosofi, værdi og religion er udelukkede fra den meningsfulde del af sproget. De ville dermed give et argument for, at det kun er naturvidenskabernes arbejdsområder, der reelt kan have betydning for os. Dette var imidlertid ikke Wittgensteins opfattelse.
Det religiøse optræder skam i Tractatus. I en af de allersidste sektioner skriver Wittgenstein således: »Hvorledes verden er, er fuldstændig ligegyldigt for det højere væsen. Gud åbenbarer sig ikke i verden« (TLP 6.432). Det er åbenlyst, at Wittgenstein ikke mener, at overvejelser om Gud og religiøsitet ligner naturvidenskabelige overvejelser. Men det betyder ikke nødvendigvis, at han anser dem for at være værdiløse, de er bare en helt anden type. Ydermere lægger Wittgenstein stor vægt på sådanne overvejelser; han mener blot ikke, at de hører til i et teoretisk værk som Tractatus. Dette synspunkt afspejles i et brev til en potentiel udgiver af værket, hvor Wittgenstein hævder, at han i