Wittgenstein. Группа авторов

er en moralsk grundsætning, som intet bevis behøver: man bør ikke vove noget med fare for, at det er forkert […]. Altså er bevidstheden om, at en handling, jeg vil foretage, er den rette, ubetinget pligt. […] Det er heller ikke i det hele taget nødvendigt at vide om alle mulige handlinger, om de er rigtige eller forkerte. Men om den, jeg vil foretage, må jeg ikke alene dømme og mene, men også være vis på, at den ikke er forkert. (Kant 1997, 860)

      Ikke alene skal vi handle i overensstemmelse med moralloven, uanset om det er muligt, vi skal også være sikre på, at handlingen er den rette, hvilket netop forekom som det eneste, der helt sikkert er umuligt. Når Kant heraf ikke drager den oplagte konklusion, at man for en sikkerheds skyld bør afholde sig fra at forsøge noget som helst, hænger det sammen med, at friheden ikke er en teoretisk, men en praktisk realitet. Netop fordi der ikke findes nogen endegyldig anvisning af, hvad der er det rette at gøre, har mennesket den fantastiske mulighed at kunne tro på, at det, jeg nu gør, er det rigtige. Uanset enhver teoretisk usikkerhed om en handlings baggrund og konsekvenser fastholder Kant således troen på den som virkelig. Om handlingen gælder, at man ikke skal forsøge den, hvis man tvivler på den, men også, at man ikke skal tvivle på den, hvis man forsøger den. Og at man skal forsøge den.

      Det er alene, fordi mennesket kan tro på handlingen, dvs. tro på, at det har pligt til at handle, og at pligten kan efterleves, at det har moralsk værdighed. Forstandige handlinger, der gavner én selv eller andre og alene er motiveret af disse konsekvenser, er ikke udtryk for andet, end at mennesket er et intelligent dyr. Selvom der ganske vist må være noget rigtigt ved spørgsmålet om, hvad der sker, hvis jeg ikke udfører handlingen, eller hvis jeg gør det forkerte, som Wittgenstein anfører i Tractatus, så kan en belønning eller straf ikke ligge i de konsekvenser, handlingen måtte have. Dette ville åbne for tvivl og undskyldninger i forhold til alverdens mulige konsekvenser, og handlingen selv ville svinde ind til en beregnelig mekanisk aktivitet. Og dermed ville den netop ikke være handling, forstået som afbrydelsen af spekulationens evige frem og tilbage. Belønningen og straffen må derfor »ligge i handlingen selv« (TLP, 6.422). Troen på handlingen er selve menneskets højeste bestemmelse, og belønningen for en handling ligger i at (være et sådant væsen, der er i stand til at) udføre den.

      Og således når vi tilbage til Agamben og den genlæsende religions reaktionære kraft. Troen på handlingen er evnen til at bryde ud af de endeløse bekræftelser af menneskets uformåenhed. Vi kan, fordi vi skal, siger Kant, og når han ironiserende forudgriber Tolstojs afvisning af de religiøse spekulationer over en begivenheds eventuelle mirakuløse status (gik Jesus på vandet, og var det et mirakel?), er det netop for at vise, hvordan besættelsen af fortidige mirakler kan tjene en politisk konservatisme, der ikke anerkender handlingens vedvarende praktiske virkelighed og nutidens pligt:

      Derfor har vise regeringer til enhver tid ganske vist også indrømmet, ja sågar lovfæstet under den offentlige religionslære, at der for mange år siden skete visse undere, men nye undere har de ikke tilladt. (Kant 1997, 742)

1 Tolstojs lille værk hedder på russisk Soedinenie, perevod i issledovanie chetyrekh Evangelii. (»Integrering, oversættelse og undersøgelse af de fire evangelier«). I den engelske oversættelse, som der her citeres efter, hedder bogen The Gospel in Brief. Jeg henviser herefter til den som Evangelierne.

2 Samtidens, og især Wienerkredsens, forundring over for de afsluttende paragraffer i Tractatus betød, at de i mange år blev betragtet som et rent personligt vedhæng til den i øvrigt stringente logisk-filosofiske afhandling. Med Slavoj Žižeks ord førte netop den logiske positivismes forsøg på at systematisere Tractatus og tilpasse den sit eget formål til, at man overså det »mest værdifulde aspekt« ved bogen. (Žižek 1996, 223). Dette har haft fatale konsekvenser for forståelsen af værket som helhed, ikke alene i den analytisk-positivistiske reception af Tractatus, men også i en række forsøg på at gøre op med denne (se Bjerre 2001, 42-47).

3 Et udtryk Matthias Kross bruger til at beskrive religionsopfattelsen i Tractatus (Kross 1993, 106).

4 Lovreligion kan kaldes »traumatisk«, fordi den påtvinges subjektet uden nogen anden forklaring end Faderens brutale autoritet: Det er sådan, fordi jeg siger det.

5 Wittgenstein foretog en række rejser i sit liv, hvor han tvangsindskrev venner og familie til at lytte til hans oplæsning af meget lange og meget detaljerede bekendelser over de synder, han havde begået. Hvorvidt disse »fredsmissioner« var direkte inspirerede af Tolstoj, vides ikke, men det er klart, at tanken er beslægtet med Tolstojs udlægning af Jesu lære, især i dette citat.

      En anden bemærkelsesværdig kendsgerning er i øvrigt, at Wittgenstein, da han umiddelbart efter hjemkomsten fra krigen frasagde sig sin ejendom og fordelte den mellem sine slægtninge, faktisk gentog Tolstojs handling fra 1890.

6 Det ligger uden for rækkevidden af denne artikel at indgå i en filologisk diskussion med f.eks. den danske bibeloversættelse fra 1948, men Tolstojs ærinde fremtræder ikke desto mindre klart i forskellen mellem hans og Det Danske Bibelselskabs udgave af (Johannes, 6:43): Tolstoj fremhæver, at Jesus selv afviste den evindelige diskussion af hans guddommelige ophav og mirakuløse evner, mens den danske oversættelse tilsyneladende slører dette. Hos Tolstoj hedder det, i den engelske udgave: »’Do not debate as to who I am, and whence I come,’ said Jesus.« I Det Danske Bibelselskabs udgave: »Jesus svarede og sagde til dem: ‘Lad være at stå sammen og knurre!’«

7 Allerede i Kritik af den rene fornuft siger Kant: »Vi vil ikke antage handlinger for at være forbindtlige for os, fordi de er Guds bud, men vi vil anse dem for guddommelige bud, fordi vi er inderligt forpligtede på dem«. (Kant 2002, B 847).

8 I Kants tredje kritik, Kritik af dømmekraften fra 1790, har den sublime erfaring netop derfor en moralsk betydning. Det sublime overgår vores forstand og minder os dermed om vores status som frie fornuftsvæsner.